Billedskøn ørkenvandring
2.0
Zhang Yimous gangsterdrama "Shanghai Triaden" giver lidt at begejstres over og lader meget tilbage at ønske.
At Zhang Yimou er en formidabel billedskaber, har han til fulde bevist med film som "Ju Dou" og "Under den røde lygte". I "Shanghai Triaden" er der et lige så betagende visuelt univers som i disse to forrige film - man bliver simpelt hen aldrig træt af at nyde den æstetiske suverænitet, instruktøren lægger for dagen. Problemet er, at "Shanghai Triaden" aldrig får liv i sine personer eller dynamik i sin historie. Zhang's vidtfavnende "At leve" evnede ellers at gribe sit publikum med netop disse midler, men måske forsøget på (i nogen grad) at skabe en genrefilm har været for stram en spændetrøje?
Elskerindens tjener
Filmen er fortalt gennem drengen Shenshui, som kommer til Shanghai for at arbejde sammen med sin onkel under Tang, der er overhoved for et af Shanghais gangstersyndikater. Shenshui skal være tjener for Tangs elskerinde, Jinbao. Det er hårdt arbejde, især i starten, eftersom hun ikke er nogen hverken nem eller eftergivende dame. Hendes luner viser sig dog at skyldes hendes egen fortid som "bondepige" - hun føler til stadighed et behov for at blive bekræftet som alt andet end dét.
Hun har bl.a. derfor også et hemmeligt forhold til én af Tangs rådgivere, der på sin side har lige så hemmelige planer om at overtage Tangs position som leder af syndikatet. Shenshui oplever det blodige attentat mod Tang, hvor hans onkel blandt mange andre må lade livet. Dog ikke Tang, Jinbao og Shensui, som af sikkerhedshensyn flygter til en lille ø sammen med et minimum af mandskab.
Efter Jinbaos indledende frustration og kedsomhed over at være havnet på en afsides ø uden adgang til byens bekvemmeligheder, begynder hun og Shenshui at få et bedre forhold til hinanden. Jinbao lærer efterhånden at værdsætte det primitive liv, som øens to eneste beboere, en mor med sin datter, står for. Hun prøver tilmed - ganske vist på sin egen uforskammede måde - at skabe et mor-datter lignende forhold til pigen. I det hele taget tegner tilværelsen lys og positiv på øen.
Ingen voldsforherligelse
Men fortiden stikker hovedet frem, da Tang atter angribes på øen, og det endelige regnskab må gøres op. Det ender blodigt, og mange gode ønsker og hensigter fortaber sig i Tangs brutalitet og øens mudderhuller. Der er ikke megen trøst eller morale at hente her, og filmen ender i en mørk udsigt til fremtiden.
Drengens synspunkt og filmens fokus på begivenhederne bag gangsternes bedrifter gør forskellen fra en traditionel gangsterfilm. Her er ingen voldsforherligelse eller heltedyrkelse af forbryderne, men en intention om at fortælle om, hvad dette liv gør ved de mennesker, der måske ikke selv har valgt det, men af én eller anden grund vikles ind i det.
Dødt sammenspil
Det er sådan set meget sympatisk, men hvad hjælper det, hvis man ikke føler noget for historiens personer? Shensui har ét udtryk: en tavs, mut og skulende attitude, som sikkert er betegnende for, hvordan han har det, men én streng er for lidt at spille på. Han bliver aldrig andet end en figur. Jinbao, som skal beherske flertydigheden mellem den affekterede dame fra byen og dennes søgen tilbage mod et mere basalt og naturligt liv med en spirende moderfølelse, når ikke ud i kanterne med sit spil før til allersidst. Det er i sagens natur for sent.
Billederne kan være nok så flotte - og det er de - men Jinbao's og Shensui's sammenspil, som er filmens tråd, er dødt. De andre personer er som så ofte i gangsterfilm tænkt som stereotyper. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men deres éndimensionalitet har forplantet sig til de bærende aktører. Resultatet er en film, der ikke når ud over lærredet. Ihukommende Zhang's øvrige filmproduktion er der grund til at være skuffet.
At Zhang Yimou er en formidabel billedskaber, har han til fulde bevist med film som "Ju Dou" og "Under den røde lygte". I "Shanghai Triaden" er der et lige så betagende visuelt univers som i disse to forrige film - man bliver simpelt hen aldrig træt af at nyde den æstetiske suverænitet, instruktøren lægger for dagen. Problemet er, at "Shanghai Triaden" aldrig får liv i sine personer eller dynamik i sin historie. Zhang's vidtfavnende "At leve" evnede ellers at gribe sit publikum med netop disse midler, men måske forsøget på (i nogen grad) at skabe en genrefilm har været for stram en spændetrøje?
Elskerindens tjener
Filmen er fortalt gennem drengen Shenshui, som kommer til Shanghai for at arbejde sammen med sin onkel under Tang, der er overhoved for et af Shanghais gangstersyndikater. Shenshui skal være tjener for Tangs elskerinde, Jinbao. Det er hårdt arbejde, især i starten, eftersom hun ikke er nogen hverken nem eller eftergivende dame. Hendes luner viser sig dog at skyldes hendes egen fortid som "bondepige" - hun føler til stadighed et behov for at blive bekræftet som alt andet end dét.
Hun har bl.a. derfor også et hemmeligt forhold til én af Tangs rådgivere, der på sin side har lige så hemmelige planer om at overtage Tangs position som leder af syndikatet. Shenshui oplever det blodige attentat mod Tang, hvor hans onkel blandt mange andre må lade livet. Dog ikke Tang, Jinbao og Shensui, som af sikkerhedshensyn flygter til en lille ø sammen med et minimum af mandskab.
Efter Jinbaos indledende frustration og kedsomhed over at være havnet på en afsides ø uden adgang til byens bekvemmeligheder, begynder hun og Shenshui at få et bedre forhold til hinanden. Jinbao lærer efterhånden at værdsætte det primitive liv, som øens to eneste beboere, en mor med sin datter, står for. Hun prøver tilmed - ganske vist på sin egen uforskammede måde - at skabe et mor-datter lignende forhold til pigen. I det hele taget tegner tilværelsen lys og positiv på øen.
Ingen voldsforherligelse
Men fortiden stikker hovedet frem, da Tang atter angribes på øen, og det endelige regnskab må gøres op. Det ender blodigt, og mange gode ønsker og hensigter fortaber sig i Tangs brutalitet og øens mudderhuller. Der er ikke megen trøst eller morale at hente her, og filmen ender i en mørk udsigt til fremtiden.
Drengens synspunkt og filmens fokus på begivenhederne bag gangsternes bedrifter gør forskellen fra en traditionel gangsterfilm. Her er ingen voldsforherligelse eller heltedyrkelse af forbryderne, men en intention om at fortælle om, hvad dette liv gør ved de mennesker, der måske ikke selv har valgt det, men af én eller anden grund vikles ind i det.
Dødt sammenspil
Det er sådan set meget sympatisk, men hvad hjælper det, hvis man ikke føler noget for historiens personer? Shensui har ét udtryk: en tavs, mut og skulende attitude, som sikkert er betegnende for, hvordan han har det, men én streng er for lidt at spille på. Han bliver aldrig andet end en figur. Jinbao, som skal beherske flertydigheden mellem den affekterede dame fra byen og dennes søgen tilbage mod et mere basalt og naturligt liv med en spirende moderfølelse, når ikke ud i kanterne med sit spil før til allersidst. Det er i sagens natur for sent.
Billederne kan være nok så flotte - og det er de - men Jinbao's og Shensui's sammenspil, som er filmens tråd, er dødt. De andre personer er som så ofte i gangsterfilm tænkt som stereotyper. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men deres éndimensionalitet har forplantet sig til de bærende aktører. Resultatet er en film, der ikke når ud over lærredet. Ihukommende Zhang's øvrige filmproduktion er der grund til at være skuffet.
19/11-2018
