De knyttede nævers dødedans
5.0
Den lille Gloria-biograf har repremiere på Martin Scorseses stilistisk virtuose "Raging Bull" (1980). En film, der overskrider sit biografiske materiale og nærmest opnår mytiske dimensioner
"Raging Bull" er baseret på den selvbiografi, bokseren Jake La Motta (sammen med Joseph Carter og Peter Savage) udsendte i 1970. I filmen bliver den socialt belastede Jake La Motta (Robert De Niro), via broderen Joey (Joe Pesci), inddraget i den professionelle bokseverden. Han gifter sig med den platinblonde skønhed Vickie (Kathy Moriarty), får børn og opnår mestertitlen. Gradvist går ægteskabet i opløsning på grund af den afstumpede La Mottas jalousi og mistro. Han støder alle sine kæreste fra sig, mister sit mesterskab og går til i druk og selvmedlidenhed. Ambitionen om at blive natklubejer og stand-up-entertainer ender i en fængselsstraf for at sælge sprut til mindreårige. Den amerikanske drøm bliver lagt i ruiner.
Tyren fra Bronx
Jake La Motta debuterede som bokser i 1941. Som tekniker var han gennem hele karrieren aldeles håbløs. Hans force var en vilje af stål, et stort fighterhjerte og en nærmest eksplosiv vildskab i ringen, som gang på gang kostede modstanderne en tur i kanvassen og gav ham tilnavnet "Tyren fra Bronx". Den helt store sensation skabte La Motta den 5. februar 1943, da han sendte den sorte mesterbokser Sugar Ray Robinson til fuld tælling. Ved deres senere møder var det dog altid Sugar Ray, som løb af med sejren. I 1949 vandt La Motta verdensmestertitlen i mellemvægtsboksning fra Marcel Cerdan, og han forsvarede den indtil 1951. La Motta trak sig definitivt tilbage i 1954.
Den selvpåførte ensomhed
Driftsmennesket Jake La Mottas nedtur skyldes hans egen indelukkethed - hans egen selvpåførte ensomhed - så smukt symboliseret i den lyriske startsekvens, hvor tyren danser alene rundt i bokseringen til tonerne af "Cavaleria Rusticana". La Motta har haft alle mulighederne, pengene, kvinderne, berømmelsen, men sætter det hele over styr på grund af en fatal karakterbrist: sin manglende evne til indlevelse og nuancering. Katolske Scorsese og manuskriptforfatterne Paul Schrader og Mardik Martin besidder modet til at mytologisere materialet; til at gøre "Raging Bull" til mere end blot en fremragende sportsbiografi. De overskrider så at sige materialet; hæver det op over tid og sted, over genre- eller konventioner, så det fremstår alment genkendeligt og vedkommende.
I could've been somebody
På det tekniske plan er "Raging Bulls" ekstraordinære kvaliteter Michael Chapmans knivskarpe sort-hvid fotografering og Thelma Schoonmakers sensationelle, Oscarbelønnede klipning. Begge dele bidrager til at formidle boksearenaens adrenalinpumpende drama som et inferno af blodsprøjt og sveddryppende kroppe på jagt efter det ultimative hit.
I disse virtuose kampsekvenser afspejles den cinéfile Scorseses inspiration fra studiesystemets utallige b-strimler om boksesportens korrumperede univers; "Lev farligt" (1947), "Champion" (1949) og "Knock-out" (1949). Samtidig er "Raging Bull" også 'metodeskuespilleren' Robert De Niros hyldest til idolet Marlon Brando. Netop Brandos monolog fra "I storbyens havn" (1954) reciteres af Jake La Motta, da han afdanket, livstræt og forladt af såvel venner som familie, sidder foran sminkespejlet i en snusket natklub: "I could've been a contender. I could've been somebody, instead of a bum, which is what I am." Det ovenud tragisk-fatalistiske er, at La Motta udemærket selv er sin ulykkelige situation bevidst, men ikke besidder kræfterne til at ændre den. Fortjent modtog De Niro, som tvangsåd for at tage 25 kilo på, så han kunne portrættere den aldrende La Motta, Oscarprisen fra det amerikanske Filmakademi.
Det centrale spørgsmål er, om "Raging Bull" kan stå distancen overfor Scorseses to ubestridte eksistentielle mesterværker, "Gaden uden nåde" (1973) og "Taxi Driver" (1976). Det må være op til publikum selv at bedømme. Der er ihvertfald stadig, her tyve år efter urpremieren, masser af punch i de ekvilibristiske montagesekvenser fra boksearenaen, og miljø- og karakterskildringen fra det arme Bronx-kvarter emmer af autencitet og atmosfære. "Raging Bull" er et kunstnerisk dobbelt hook til publikums solar plexus.
"Raging Bull" er baseret på den selvbiografi, bokseren Jake La Motta (sammen med Joseph Carter og Peter Savage) udsendte i 1970. I filmen bliver den socialt belastede Jake La Motta (Robert De Niro), via broderen Joey (Joe Pesci), inddraget i den professionelle bokseverden. Han gifter sig med den platinblonde skønhed Vickie (Kathy Moriarty), får børn og opnår mestertitlen. Gradvist går ægteskabet i opløsning på grund af den afstumpede La Mottas jalousi og mistro. Han støder alle sine kæreste fra sig, mister sit mesterskab og går til i druk og selvmedlidenhed. Ambitionen om at blive natklubejer og stand-up-entertainer ender i en fængselsstraf for at sælge sprut til mindreårige. Den amerikanske drøm bliver lagt i ruiner.
Tyren fra Bronx
Jake La Motta debuterede som bokser i 1941. Som tekniker var han gennem hele karrieren aldeles håbløs. Hans force var en vilje af stål, et stort fighterhjerte og en nærmest eksplosiv vildskab i ringen, som gang på gang kostede modstanderne en tur i kanvassen og gav ham tilnavnet "Tyren fra Bronx". Den helt store sensation skabte La Motta den 5. februar 1943, da han sendte den sorte mesterbokser Sugar Ray Robinson til fuld tælling. Ved deres senere møder var det dog altid Sugar Ray, som løb af med sejren. I 1949 vandt La Motta verdensmestertitlen i mellemvægtsboksning fra Marcel Cerdan, og han forsvarede den indtil 1951. La Motta trak sig definitivt tilbage i 1954.
Den selvpåførte ensomhed
Driftsmennesket Jake La Mottas nedtur skyldes hans egen indelukkethed - hans egen selvpåførte ensomhed - så smukt symboliseret i den lyriske startsekvens, hvor tyren danser alene rundt i bokseringen til tonerne af "Cavaleria Rusticana". La Motta har haft alle mulighederne, pengene, kvinderne, berømmelsen, men sætter det hele over styr på grund af en fatal karakterbrist: sin manglende evne til indlevelse og nuancering. Katolske Scorsese og manuskriptforfatterne Paul Schrader og Mardik Martin besidder modet til at mytologisere materialet; til at gøre "Raging Bull" til mere end blot en fremragende sportsbiografi. De overskrider så at sige materialet; hæver det op over tid og sted, over genre- eller konventioner, så det fremstår alment genkendeligt og vedkommende.
I could've been somebody
På det tekniske plan er "Raging Bulls" ekstraordinære kvaliteter Michael Chapmans knivskarpe sort-hvid fotografering og Thelma Schoonmakers sensationelle, Oscarbelønnede klipning. Begge dele bidrager til at formidle boksearenaens adrenalinpumpende drama som et inferno af blodsprøjt og sveddryppende kroppe på jagt efter det ultimative hit.
I disse virtuose kampsekvenser afspejles den cinéfile Scorseses inspiration fra studiesystemets utallige b-strimler om boksesportens korrumperede univers; "Lev farligt" (1947), "Champion" (1949) og "Knock-out" (1949). Samtidig er "Raging Bull" også 'metodeskuespilleren' Robert De Niros hyldest til idolet Marlon Brando. Netop Brandos monolog fra "I storbyens havn" (1954) reciteres af Jake La Motta, da han afdanket, livstræt og forladt af såvel venner som familie, sidder foran sminkespejlet i en snusket natklub: "I could've been a contender. I could've been somebody, instead of a bum, which is what I am." Det ovenud tragisk-fatalistiske er, at La Motta udemærket selv er sin ulykkelige situation bevidst, men ikke besidder kræfterne til at ændre den. Fortjent modtog De Niro, som tvangsåd for at tage 25 kilo på, så han kunne portrættere den aldrende La Motta, Oscarprisen fra det amerikanske Filmakademi.
Det centrale spørgsmål er, om "Raging Bull" kan stå distancen overfor Scorseses to ubestridte eksistentielle mesterværker, "Gaden uden nåde" (1973) og "Taxi Driver" (1976). Det må være op til publikum selv at bedømme. Der er ihvertfald stadig, her tyve år efter urpremieren, masser af punch i de ekvilibristiske montagesekvenser fra boksearenaen, og miljø- og karakterskildringen fra det arme Bronx-kvarter emmer af autencitet og atmosfære. "Raging Bull" er et kunstnerisk dobbelt hook til publikums solar plexus.
19/11-2018
