Små og store øjeblikke
3.0
Oliver Stone har kastet sig over amerikansk fodbold i endnu et forsøg på at lave den ultimative film om et af sine yndlingsemner, og selv om der ikke er meget nyt under solen, vinder instruktøren adskillige yards på tempo og klipning.
Så er han på banen igen, Hr. Amerikas dårlige samvittighed med de stærkt følte meninger og mange moralske spørgsmål. Hans sidste film, "U-Turn" (1997) var behageligt befriet for løftede pegefingre, men med "Any Given Sunday" har Oliver Stone atter vendt kameraet mod verdens uligheder og unge individer, der skal lære at blive gode mennesker.
Hajer på retur
Willie Beamen (Jamie Foxx) er en ung, sort reserve-quarterback, der pludselig får muligheden for at bryde frem fra de ukendte fodboldspilleres rækker og sole sig i berømmelsens og mediernes søgelys. Han er på lønningslisten hos "Miami Sharks", et slidt hold, der ikke har leveret nævneværdige resultater i lange tider og dermed heller ikke har fået del i de altafgørende reklameindtægter. Klubben ejes af en ung, kynisk og pengefikseret strigle (Cameron Diaz), der hverken kan mønstre den samme respekt for sporten eller holdets gammeldags træner (Al Pacino), som sin afdøde far. Træner D'Amato er en af den slags roller, Al Pacino overbevisende har udfyldt før - den desillusionerede, midaldrende mand, der finder ud af, at livet er gået ham forbi, mens al energi og hjerteblod er deponeret i en karriere, der måske ikke har været besværet værd. Men, der er stadig fighterinstinkt og bid i D'Amato, hvis kærlighed til sporten er intakt. Og det på trods af nye tider, hvor de kommercielle interesser overskygger den simple glæde ved spillet, og de unge fremadstormende stjerner tænker mere på individuel markedsføring end holdets succes på grønsværen. Ånd, integritet og sammenhold har trange kår i Stones milleniumudgave af USA.
Får tigeren frem
Skildringen af sportsfolk, der fysisk presses til det ekstreme og hasarderet fylder sig med farlige medikamenter, kunne høre hjemme i enhver anden film om professionel sport. Det samme gælder for slutningens obligatoriske opgør - Den store kamp - hvor den storladne patos for alvor træder frem på lærredet. Men Oliver Stone har også haft ambitioner om at filme amerikansk fodbold, som det aldrig har været filmet før. For at indfange hårdheden og intensiteten er "Any Given Sunday" spækket med hektiske montager af kroppe i bevægelse og sammenstød, godt blandet med forskellige subjektive sanseindtryk. Desuden ses adskillige slowmotion-optagelser af snurrende fodbolde i rotation om egen akse samt nærbilleder af hjelmklædte spillere, der knurrer som rovdyr, mens adrenalinet pumper og testosteronet rumler. De er vor tids gladiatorer, der udgyder blod, sved og tårer til massernes fornøjelse. (Som europæer kan det være en fordel lige at læse op på spilleregler og udtryk som lineback og scrummageline, da Stones klippetempo ikke er for nybegyndere ud i den håndholdte form for fodbold).
Åndenød
"Any Given Sunday" er endnu et eksempel på, at Stone er en mester i billedmanipulation, og enten står man forpustet af klipperæset, eller også lader man sig forføre af en instruktør, der tydeligvis ved et og andet om sin yndlingssport. Ser man bort fra de anmassende moralske falbelader, står et gedigent drama tilbage med menneskeligt nærvær og velvalgte betragtninger om det amerikanske samfund og dets mere anløbne sider. Det er de små tilfældigheder i livet, der betyder forskellen mellem succes og fiasko, og på hvilken som helst ugedag kan man sagtens spendere et par hæsblæsende timer med et lille stykke amerikansk kulturliv.
Så er han på banen igen, Hr. Amerikas dårlige samvittighed med de stærkt følte meninger og mange moralske spørgsmål. Hans sidste film, "U-Turn" (1997) var behageligt befriet for løftede pegefingre, men med "Any Given Sunday" har Oliver Stone atter vendt kameraet mod verdens uligheder og unge individer, der skal lære at blive gode mennesker.
Hajer på retur
Willie Beamen (Jamie Foxx) er en ung, sort reserve-quarterback, der pludselig får muligheden for at bryde frem fra de ukendte fodboldspilleres rækker og sole sig i berømmelsens og mediernes søgelys. Han er på lønningslisten hos "Miami Sharks", et slidt hold, der ikke har leveret nævneværdige resultater i lange tider og dermed heller ikke har fået del i de altafgørende reklameindtægter. Klubben ejes af en ung, kynisk og pengefikseret strigle (Cameron Diaz), der hverken kan mønstre den samme respekt for sporten eller holdets gammeldags træner (Al Pacino), som sin afdøde far. Træner D'Amato er en af den slags roller, Al Pacino overbevisende har udfyldt før - den desillusionerede, midaldrende mand, der finder ud af, at livet er gået ham forbi, mens al energi og hjerteblod er deponeret i en karriere, der måske ikke har været besværet værd. Men, der er stadig fighterinstinkt og bid i D'Amato, hvis kærlighed til sporten er intakt. Og det på trods af nye tider, hvor de kommercielle interesser overskygger den simple glæde ved spillet, og de unge fremadstormende stjerner tænker mere på individuel markedsføring end holdets succes på grønsværen. Ånd, integritet og sammenhold har trange kår i Stones milleniumudgave af USA.
Får tigeren frem
Skildringen af sportsfolk, der fysisk presses til det ekstreme og hasarderet fylder sig med farlige medikamenter, kunne høre hjemme i enhver anden film om professionel sport. Det samme gælder for slutningens obligatoriske opgør - Den store kamp - hvor den storladne patos for alvor træder frem på lærredet. Men Oliver Stone har også haft ambitioner om at filme amerikansk fodbold, som det aldrig har været filmet før. For at indfange hårdheden og intensiteten er "Any Given Sunday" spækket med hektiske montager af kroppe i bevægelse og sammenstød, godt blandet med forskellige subjektive sanseindtryk. Desuden ses adskillige slowmotion-optagelser af snurrende fodbolde i rotation om egen akse samt nærbilleder af hjelmklædte spillere, der knurrer som rovdyr, mens adrenalinet pumper og testosteronet rumler. De er vor tids gladiatorer, der udgyder blod, sved og tårer til massernes fornøjelse. (Som europæer kan det være en fordel lige at læse op på spilleregler og udtryk som lineback og scrummageline, da Stones klippetempo ikke er for nybegyndere ud i den håndholdte form for fodbold).
Åndenød
"Any Given Sunday" er endnu et eksempel på, at Stone er en mester i billedmanipulation, og enten står man forpustet af klipperæset, eller også lader man sig forføre af en instruktør, der tydeligvis ved et og andet om sin yndlingssport. Ser man bort fra de anmassende moralske falbelader, står et gedigent drama tilbage med menneskeligt nærvær og velvalgte betragtninger om det amerikanske samfund og dets mere anløbne sider. Det er de små tilfældigheder i livet, der betyder forskellen mellem succes og fiasko, og på hvilken som helst ugedag kan man sagtens spendere et par hæsblæsende timer med et lille stykke amerikansk kulturliv.
19/11-2018
