Rebeller i trikot
1.0
Der står rutinerede kræfter bag "Center Stage", men resultatet bærer ikke præg deraf. Filmen minder mest af alt om et afsnit af "Beverly Hills 90210" hensat til et balletmiljø, og selvom der er flotte dansescener, er det en pinlig omgang
Et nyt hold elever er startet på den prestigefyldte balletskole ABA i New York. Her er programmet hård træning, der skal klargøre eleverne til den store afslutningsforestilling, hvor balletkompagnier fra hele verden vil være på udkig efter nye dansere. Vi følger en lille gruppe nye og ældre elever, der på trods af den indbyrdes konkurrence bliver gode venner. Der er den pæne pige Jody, der mangler teknik for at blive en rigtigt god danser. Eva, der ikke kan indordne sig under skolens regler, men accepteres for hendes store talent, og Maureen, der er et stort talent, men presses frem af sin ambitiøse og uforstående mor. Jody forelsker sig omgående i Cooper, der er stjernen på skolens eget kompagni. Det efterlader Charlie, et anden af skolens store talenter, ude i kulden, for han er hemmeligt forelsket i Jody. Selvom det er forbudt at modtage undervisning uden for skolen, sniger Jody sig alligevel ned til et dansestudio på Broadway for at kunne slå sig løs uden regler. Det viser sig at Cooper også danser her, og de to slår sig sammen som balletrebellerne, der vil gøre op med traditionerne.
Det ender godt altsammen
Afslutningsforestilligen ender selvfølgelig i en ren triumf for alle de medvirkende. Selv den elev, som kom til skade under træningen og ikke kunne deltage, bliver antaget af et kompagni. Instruktøren Nicholas Hytner har tidlige instrueret den glimrende "The Madness of King George" (1994) og har også en solid erfaring som opera og teaterinstruktør. Han har da også engageret rutinerede dansere i de fleste roller, men det virker som om dansen og de sceneoptrædener, der er i filmen, har fået al opmærksomheden. Historien er tynd og klichefyldt, og personerne er uden dybde. Det kan skyldes, at ingen af de unge medvirkende er rutinerede skuespillere, men deres glæde ved at danse og optræde kunne være brugt langt bedre. Kun i scenen, hvor Jody og Cooper danser uden for skolen, får man et glimt af denne ægte danselyst. Det virker som handlingen i et afsnit af en gennemsnitlig amerikansk teenage tv-serie, og slutningen er præcis lige så forudsigelig som resten af filmen, der er ganske simpelt ingen overraskelser under vejs.
Balletrebellen slår til
Der er brugt mange kræfter på at gøre balletten smart og ungdommelig, der danses til ny musik (f.eks. Jamiroquai og Michael Jackson), men det er på ingen måde gennemført. Når Cooper i den sidste forestilling kommer rullende ind på scenen på motorcykel og Jody optræder i bh, så er effekten mere latterlig, end den er fornyende. Baz Luhrmann viste med "Strictly Ballroom" (1992), at man stadig kan skabe originale dansefilm. Hytner ville have haft godt af at lade sig inspirere af Luhrmanns respektløshed, for "Center Stage" lider af at tage sig selv og sit emne alt for alvorligt og er selv i dansescenerne alt for konventionelt filmet og klippet. Det er desuden påfaldende, at det kun er de sorte i filmen, der ryger. Det er sådan nogle stereotyper, der giver en utroværdig film.
Et nyt hold elever er startet på den prestigefyldte balletskole ABA i New York. Her er programmet hård træning, der skal klargøre eleverne til den store afslutningsforestilling, hvor balletkompagnier fra hele verden vil være på udkig efter nye dansere. Vi følger en lille gruppe nye og ældre elever, der på trods af den indbyrdes konkurrence bliver gode venner. Der er den pæne pige Jody, der mangler teknik for at blive en rigtigt god danser. Eva, der ikke kan indordne sig under skolens regler, men accepteres for hendes store talent, og Maureen, der er et stort talent, men presses frem af sin ambitiøse og uforstående mor. Jody forelsker sig omgående i Cooper, der er stjernen på skolens eget kompagni. Det efterlader Charlie, et anden af skolens store talenter, ude i kulden, for han er hemmeligt forelsket i Jody. Selvom det er forbudt at modtage undervisning uden for skolen, sniger Jody sig alligevel ned til et dansestudio på Broadway for at kunne slå sig løs uden regler. Det viser sig at Cooper også danser her, og de to slår sig sammen som balletrebellerne, der vil gøre op med traditionerne.
Det ender godt altsammen
Afslutningsforestilligen ender selvfølgelig i en ren triumf for alle de medvirkende. Selv den elev, som kom til skade under træningen og ikke kunne deltage, bliver antaget af et kompagni. Instruktøren Nicholas Hytner har tidlige instrueret den glimrende "The Madness of King George" (1994) og har også en solid erfaring som opera og teaterinstruktør. Han har da også engageret rutinerede dansere i de fleste roller, men det virker som om dansen og de sceneoptrædener, der er i filmen, har fået al opmærksomheden. Historien er tynd og klichefyldt, og personerne er uden dybde. Det kan skyldes, at ingen af de unge medvirkende er rutinerede skuespillere, men deres glæde ved at danse og optræde kunne være brugt langt bedre. Kun i scenen, hvor Jody og Cooper danser uden for skolen, får man et glimt af denne ægte danselyst. Det virker som handlingen i et afsnit af en gennemsnitlig amerikansk teenage tv-serie, og slutningen er præcis lige så forudsigelig som resten af filmen, der er ganske simpelt ingen overraskelser under vejs.
Balletrebellen slår til
Der er brugt mange kræfter på at gøre balletten smart og ungdommelig, der danses til ny musik (f.eks. Jamiroquai og Michael Jackson), men det er på ingen måde gennemført. Når Cooper i den sidste forestilling kommer rullende ind på scenen på motorcykel og Jody optræder i bh, så er effekten mere latterlig, end den er fornyende. Baz Luhrmann viste med "Strictly Ballroom" (1992), at man stadig kan skabe originale dansefilm. Hytner ville have haft godt af at lade sig inspirere af Luhrmanns respektløshed, for "Center Stage" lider af at tage sig selv og sit emne alt for alvorligt og er selv i dansescenerne alt for konventionelt filmet og klippet. Det er desuden påfaldende, at det kun er de sorte i filmen, der ryger. Det er sådan nogle stereotyper, der giver en utroværdig film.
19/11-2018
