Jarmusch drager vestpå
1.0
"Dead Man", Jim Jarmuschs ironiske western, er et eksempel på, hvad der sker når minimalister vælger mainstream. De bliver kedelige.
Vanskæbnen kan ramme alle. Selv Jim Jarmusch. At det skulle overgå instruktøren bag firser-mesterværker som "Stranger than Paradise" og "Down by Law", således på nedværdigende vis at blive gelejdet udenom en dansk biografpremiere og kastet direkte ud i videomarkedets hurtige glemsel, havde vel de færreste ventet. Men just sådan er det fat med den underdrejede humors maestro, minimalisten Jarmusch´s seneste film "Dead Man", ihvertfald indtil Huset s Biograf og Øst for Paradis besluttede sig for at importere filmen.
Odyssé mod døden
"Dead Man" er fortællingen om den bebrillede bogholder William Blakes (en mut og fåmælt Johnny Depp) møde med det vilde vesten, de forskellige farer og den død han skaffer sig på halsen derude mellem cowboys og én indianer. Blake kommer nemlig tidligt i filmen i skæbnesvanger karambolage med en revolverkugle og fra det øjeblik er han faktisk døende. Filmen former sig herefter som en lang rejse mod det uafvendelige, en rejse, der også er en flugt fra lejemordere og lovens mænd, og baggrunden for en slags venskab med omtalte enlige indianer. Det kan lyde sentimentalt. Er der imidlertid noget filmen ikke er, så er det dét. I stedet går Jarmusch smågnækkende i gang med at pille i westerngenrens klicheer og konventioner. Ikke som en Mel Brooks med brask og bram, men i en, for de små bevægelsers mand, karakteristisk underdreven skævvridning.
Western à la Jarmusch
Filmens éne indianer, Blakes trofaste følgesvend og senere guide til de evige jagtmarker, som helst vil tituleres "Ingen", er stor fan af den engelske poet og maler William Blake (han opfatter Depp som en inkarnation af ham) og lider, som alle filmens øvrige personer af kronisk tobaksunderskud. Ligeså atypisk fremstillet er filmens cowboys, der bryder det ene genretabu for brovtende machismo efter det andet ved fx. at sove med teddybjørne og drømme sødt om at bage kager med mor, småfilosofere eller generelt ævle, hvad seriøse cowboys bare ikke gør.
Og hvad ville den konservative western-fan sige til homofile pelsjægere (Iggy Pop i kyse og kjole !) med cockney-accent, eller et råt mandfolks pinligt ærlige indrømmelse af, at whisky giver tyndskid?
Men det er netop denne drilskhed, der er "Dead Mans" egentlige kvalitet. Synes man den slags er sjovt er man nogenlunde underholdt.
Nogenlunde.
At gabe med Jarmusch
Der mangler nemlig stadig noget.
Det skyldes sikkert, at Jarmusch med "Dead Man" fortsætter sin tilnærmelse til mainstream filmsproget og alt hvad det fører med sig. Han giver ganske enkelt køb på sit særpræg. Elskede man "Stranger than Paradise"´s langt udtrukne scener, der vibrerede af ligesom indebrændt humor, elskede man Jarmuschs evne til at klippe og især ikke-klippe så det fik en ren rytmisk kvalitet, som en art klipningens musik, ja, så er der ikke meget at elske i "Dead Man".
Det nedtonede og afdramatiserede og den spartanske stil Jarmusch står som eksponent for, er der godt nok stadig elementer af i "Dead Man", men det er som om evnen til at dvæle i en scene, hvori der på overfladen ikke sker noget særligt, ikke har den samme virkning her. "Dead Man" rummer alt for mange næsten ordløse scener med en lidende/døende Blake. Scener, hvori der på overfladen ikke sker noget særligt, desværre bare i et helt ordinært filmsprog. Uden intensitet, fx. ved hjælp af klipningen og ladede undertoner i dialogen, fuser alle disse scener uden ydre handling ud og bliver lumsk kedelige gentagelser.
Grunden til den truende gaben kan altså være, at Jarmusch stilistisk har bevæget sig væk fra den stramme minimalisme og henimod en mere (men ikke helt) traditionel stil.
Hvor man før i selskab med Jarmusch fnes over måden intet eller meget lidt skete på, lægger man "Dead Man" fra sig med et diskret gab, medens man stille mumler: "I biffen kan alle høre dig gabe".
Vanskæbnen kan ramme alle. Selv Jim Jarmusch. At det skulle overgå instruktøren bag firser-mesterværker som "Stranger than Paradise" og "Down by Law", således på nedværdigende vis at blive gelejdet udenom en dansk biografpremiere og kastet direkte ud i videomarkedets hurtige glemsel, havde vel de færreste ventet. Men just sådan er det fat med den underdrejede humors maestro, minimalisten Jarmusch´s seneste film "Dead Man", ihvertfald indtil Huset s Biograf og Øst for Paradis besluttede sig for at importere filmen.
Odyssé mod døden
"Dead Man" er fortællingen om den bebrillede bogholder William Blakes (en mut og fåmælt Johnny Depp) møde med det vilde vesten, de forskellige farer og den død han skaffer sig på halsen derude mellem cowboys og én indianer. Blake kommer nemlig tidligt i filmen i skæbnesvanger karambolage med en revolverkugle og fra det øjeblik er han faktisk døende. Filmen former sig herefter som en lang rejse mod det uafvendelige, en rejse, der også er en flugt fra lejemordere og lovens mænd, og baggrunden for en slags venskab med omtalte enlige indianer. Det kan lyde sentimentalt. Er der imidlertid noget filmen ikke er, så er det dét. I stedet går Jarmusch smågnækkende i gang med at pille i westerngenrens klicheer og konventioner. Ikke som en Mel Brooks med brask og bram, men i en, for de små bevægelsers mand, karakteristisk underdreven skævvridning.
Western à la Jarmusch
Filmens éne indianer, Blakes trofaste følgesvend og senere guide til de evige jagtmarker, som helst vil tituleres "Ingen", er stor fan af den engelske poet og maler William Blake (han opfatter Depp som en inkarnation af ham) og lider, som alle filmens øvrige personer af kronisk tobaksunderskud. Ligeså atypisk fremstillet er filmens cowboys, der bryder det ene genretabu for brovtende machismo efter det andet ved fx. at sove med teddybjørne og drømme sødt om at bage kager med mor, småfilosofere eller generelt ævle, hvad seriøse cowboys bare ikke gør.
Og hvad ville den konservative western-fan sige til homofile pelsjægere (Iggy Pop i kyse og kjole !) med cockney-accent, eller et råt mandfolks pinligt ærlige indrømmelse af, at whisky giver tyndskid?
Men det er netop denne drilskhed, der er "Dead Mans" egentlige kvalitet. Synes man den slags er sjovt er man nogenlunde underholdt.
Nogenlunde.
At gabe med Jarmusch
Der mangler nemlig stadig noget.
Det skyldes sikkert, at Jarmusch med "Dead Man" fortsætter sin tilnærmelse til mainstream filmsproget og alt hvad det fører med sig. Han giver ganske enkelt køb på sit særpræg. Elskede man "Stranger than Paradise"´s langt udtrukne scener, der vibrerede af ligesom indebrændt humor, elskede man Jarmuschs evne til at klippe og især ikke-klippe så det fik en ren rytmisk kvalitet, som en art klipningens musik, ja, så er der ikke meget at elske i "Dead Man".
Det nedtonede og afdramatiserede og den spartanske stil Jarmusch står som eksponent for, er der godt nok stadig elementer af i "Dead Man", men det er som om evnen til at dvæle i en scene, hvori der på overfladen ikke sker noget særligt, ikke har den samme virkning her. "Dead Man" rummer alt for mange næsten ordløse scener med en lidende/døende Blake. Scener, hvori der på overfladen ikke sker noget særligt, desværre bare i et helt ordinært filmsprog. Uden intensitet, fx. ved hjælp af klipningen og ladede undertoner i dialogen, fuser alle disse scener uden ydre handling ud og bliver lumsk kedelige gentagelser.
Grunden til den truende gaben kan altså være, at Jarmusch stilistisk har bevæget sig væk fra den stramme minimalisme og henimod en mere (men ikke helt) traditionel stil.
Hvor man før i selskab med Jarmusch fnes over måden intet eller meget lidt skete på, lægger man "Dead Man" fra sig med et diskret gab, medens man stille mumler: "I biffen kan alle høre dig gabe".
19/11-2018
