Pigernes ven
4.0
Rystende film om en kønsforvirret piges skæbne i et minoritetsfrygtende Amerika.
Det er en sand historie, der ligger til grund for "Boys Don't Cry", og det gør kun historien endnu mere rædselsfuld. Teena Brandon var 21 år, da hun blev myrdet på grund af den seksuelle identitetskrise, hun selv kaldte sit livs store konflikt. I filmen møder vi Teena, eller Brandon som hun kalder sig, da hun klipper håret kort og drager ud i verden som mand. På et værtshus i Falls City, Nebraska møder Brandon den jævnaldrende Candace (Alicia Goranson), og så er skæbnen forseglet. Brandon hænger ud med Candace og vennekredsen omkring hende, og han oplever tilfredsstillelsen i at blive anset som mand. Det lykkes Brandon at holde sit virkelige køn skjult, og han bliver hurtigt, trods sine klejne størrelse og let feminine udstråling, medlem af kliken.
Brandon forelsker sig hovedkulds i den mutte Lana (Chloë Sevigny), og hun gengælder hans følelser. Men selvom Lana i sin forelskelses rus egentlig er hævet over Brandons virkelige kønsidentitet, må sandheden komme frem. Og det gør den i en sådan grad, at vennekredsens barske overhoveder John (Peter Sarsgaard) og Tom (Brendan Sexton III), efter at have udmyget Brandon groft, går amok og skyder ham.
Gribende skuespil
Historien, som har haft mediernes store interesse og derfor ikke er specielt overraskende, fortælles nøgternt og uden de store stilistiske dikkedarer. En række fast-motion sekvenser giver overgange fra dag til nat og omvendt dynamik, men ellers er filmen afdæmpet, hvilket giver plads til handlingen. Udover den barske historie er det også rækken af gribende præstationer, med den Oscar-vindende Hilary Swank som Brandon, der er filmens absolutte force. Swank er noget nær genial som fyren, alle piger drømmer om at møde. Hun er tynd som en bønnestage og netop så drenget, følsom og lyttende, at Brandons pigetække bliver troværdig. Det er som om, instruktøren Kimberly Peirce har en mere eller mindre skjult dagsorden i sin fortolkning af Teena Brandons ulyksagelige skæbne. Som om instruktøren fra kulissen hvisker, at det kræver en kvinde at kende kvinders behov.
Det ser sort ud
Det er et grusomt stykke americana, vi er vidne til. Tænk, at selv op i 1990'erne (Teena Brandon blev myrdet i 1993) er de amerikanske bondeknolde fra sydstaterne ikke kommet videre end et rendyrket had til sorte, homoseksuelle og andre minoriteter. "Boys Don't Cry" er lige så meget et livsvigtigt led i en nødvendig debat som en voldsom film.
Det er en sand historie, der ligger til grund for "Boys Don't Cry", og det gør kun historien endnu mere rædselsfuld. Teena Brandon var 21 år, da hun blev myrdet på grund af den seksuelle identitetskrise, hun selv kaldte sit livs store konflikt. I filmen møder vi Teena, eller Brandon som hun kalder sig, da hun klipper håret kort og drager ud i verden som mand. På et værtshus i Falls City, Nebraska møder Brandon den jævnaldrende Candace (Alicia Goranson), og så er skæbnen forseglet. Brandon hænger ud med Candace og vennekredsen omkring hende, og han oplever tilfredsstillelsen i at blive anset som mand. Det lykkes Brandon at holde sit virkelige køn skjult, og han bliver hurtigt, trods sine klejne størrelse og let feminine udstråling, medlem af kliken.
Brandon forelsker sig hovedkulds i den mutte Lana (Chloë Sevigny), og hun gengælder hans følelser. Men selvom Lana i sin forelskelses rus egentlig er hævet over Brandons virkelige kønsidentitet, må sandheden komme frem. Og det gør den i en sådan grad, at vennekredsens barske overhoveder John (Peter Sarsgaard) og Tom (Brendan Sexton III), efter at have udmyget Brandon groft, går amok og skyder ham.
Gribende skuespil
Historien, som har haft mediernes store interesse og derfor ikke er specielt overraskende, fortælles nøgternt og uden de store stilistiske dikkedarer. En række fast-motion sekvenser giver overgange fra dag til nat og omvendt dynamik, men ellers er filmen afdæmpet, hvilket giver plads til handlingen. Udover den barske historie er det også rækken af gribende præstationer, med den Oscar-vindende Hilary Swank som Brandon, der er filmens absolutte force. Swank er noget nær genial som fyren, alle piger drømmer om at møde. Hun er tynd som en bønnestage og netop så drenget, følsom og lyttende, at Brandons pigetække bliver troværdig. Det er som om, instruktøren Kimberly Peirce har en mere eller mindre skjult dagsorden i sin fortolkning af Teena Brandons ulyksagelige skæbne. Som om instruktøren fra kulissen hvisker, at det kræver en kvinde at kende kvinders behov.
Det ser sort ud
Det er et grusomt stykke americana, vi er vidne til. Tænk, at selv op i 1990'erne (Teena Brandon blev myrdet i 1993) er de amerikanske bondeknolde fra sydstaterne ikke kommet videre end et rendyrket had til sorte, homoseksuelle og andre minoriteter. "Boys Don't Cry" er lige så meget et livsvigtigt led i en nødvendig debat som en voldsom film.
19/11-2018
