Den sorte kæmpes mirakler
5.0
Med sin anden film fjerner Frank Darabont al tvivl om, at han bliver én af branchens helt store. "Den grønne mil" er ganske enkelt blevet en fantastisk film, ikke mindst på grund af instruktørens evne til at få det sublime ud af samtlige skuespillere.
Intet kan få denne anmelder til at hulke mere over en film end døde børn og ondskab mod de enfoldige. I denne film er der lejlighed til at få rørt tårekanalerne over begge dele - flere gange. Og gudskelov for det. Det er herligt at lade sig forføre og manipulere af en film. Dog rummer "Den grønne mil"s 184 minutter heldigvis meget andet end gråd og tænders gnidsel. Og længden af filmen bliver aldrig et problem, da der tilsyneladende er så meget at fortælle om de mange figurer, og det bliver gjort med så stor tæft, at ikke en scene synes overflødig.
Og det skete i dagene under Depressionen
Paul Edgecomb er leder af dødsgangen i fængslet Cold Mountain. Denne blok med det grønne linoleum, som har givet filmen sit navn, er en lille enklave i det store fængsel. Et fredeligt sted, hvor det meget konkrete forhold til liv og død giver en helt speciel stemning. Vogterne lærer menneskene inde i uhyrerne at kende og respekterer dem ofte i så høj grad, at de henrettelser, de med stor grundighed forestår, både virker grusomme og uforståelige. Edgecomb prædiker og praktiserer saglighed og humanisme, og kollegerne (på nær et enkelt problembarn) følger hans stil.
At alle fanger på dødsgangen automatisk har fortjent deres skæbne er en tanke, som de ansatte én gang for alle må gøre op med den dag, de møder John Coffey. Coffey er frygtindgydende stor - en kleppert, som får danske Asbjørn Riis (140 kg) til at fremstå som en rødmende ulveunge - han er sort, og han har angiveligt og uden grund myrdet og voldtaget to småpiger. Men han er også, viser det sig, mørkeræd, enfoldig og blid som et lam. Og så kan han noget med mirakler. Og kan en mand, der påfører sig selv så store lidelser for at heale andre, være skyldig i så grimme forbrydelser, som han anklages for? Mellem Edgecomb og den blide kæmpe opstår der et venskab, der åbner Edgecombs øjne for tilværelsens mange gråtoner.
Neger med nerve
Det er det halv-religiøse tema, der er filmens altdominerende budskab. Coffey er som en fysisk negativudgave af Kristus nærmest dumpet ned fra himlen for at mildne andres smerte gennem egne lidelser. Den Oscar-nominerede Michael Clarke Duncan spiller ham med stor nerve, balancerende på den udholdelige side af det patetiske, og der er ingen tvivl om, at han med denne rolle får et langt større dramatisk gennembrud, end man normalt ser det fra en mand, der ser ud som om, han har fået anabolske steroider ind med modermælken.
Men hele vejen rundt i skuespillerensemblet er der tale om pragtpræstationer. Selvfølgelig også fra Tom Hanks, der som Paul Edgecomb er "the straight man" (med en grim urinvejs-infektion) i et bizart univers. På billedsiden er der også kælet for detaljen, og der er næppe et uskønt eller ligegyldigt billede i løbet af de 184 minutter, "Den grønne mil" varer.
"Den grønne mil" bliver uden tvivl én af dette års helt store film og én, man endelig ikke må snyde sig selv for.
Intet kan få denne anmelder til at hulke mere over en film end døde børn og ondskab mod de enfoldige. I denne film er der lejlighed til at få rørt tårekanalerne over begge dele - flere gange. Og gudskelov for det. Det er herligt at lade sig forføre og manipulere af en film. Dog rummer "Den grønne mil"s 184 minutter heldigvis meget andet end gråd og tænders gnidsel. Og længden af filmen bliver aldrig et problem, da der tilsyneladende er så meget at fortælle om de mange figurer, og det bliver gjort med så stor tæft, at ikke en scene synes overflødig.
Og det skete i dagene under Depressionen
Paul Edgecomb er leder af dødsgangen i fængslet Cold Mountain. Denne blok med det grønne linoleum, som har givet filmen sit navn, er en lille enklave i det store fængsel. Et fredeligt sted, hvor det meget konkrete forhold til liv og død giver en helt speciel stemning. Vogterne lærer menneskene inde i uhyrerne at kende og respekterer dem ofte i så høj grad, at de henrettelser, de med stor grundighed forestår, både virker grusomme og uforståelige. Edgecomb prædiker og praktiserer saglighed og humanisme, og kollegerne (på nær et enkelt problembarn) følger hans stil.
At alle fanger på dødsgangen automatisk har fortjent deres skæbne er en tanke, som de ansatte én gang for alle må gøre op med den dag, de møder John Coffey. Coffey er frygtindgydende stor - en kleppert, som får danske Asbjørn Riis (140 kg) til at fremstå som en rødmende ulveunge - han er sort, og han har angiveligt og uden grund myrdet og voldtaget to småpiger. Men han er også, viser det sig, mørkeræd, enfoldig og blid som et lam. Og så kan han noget med mirakler. Og kan en mand, der påfører sig selv så store lidelser for at heale andre, være skyldig i så grimme forbrydelser, som han anklages for? Mellem Edgecomb og den blide kæmpe opstår der et venskab, der åbner Edgecombs øjne for tilværelsens mange gråtoner.
Neger med nerve
Det er det halv-religiøse tema, der er filmens altdominerende budskab. Coffey er som en fysisk negativudgave af Kristus nærmest dumpet ned fra himlen for at mildne andres smerte gennem egne lidelser. Den Oscar-nominerede Michael Clarke Duncan spiller ham med stor nerve, balancerende på den udholdelige side af det patetiske, og der er ingen tvivl om, at han med denne rolle får et langt større dramatisk gennembrud, end man normalt ser det fra en mand, der ser ud som om, han har fået anabolske steroider ind med modermælken.
Men hele vejen rundt i skuespillerensemblet er der tale om pragtpræstationer. Selvfølgelig også fra Tom Hanks, der som Paul Edgecomb er "the straight man" (med en grim urinvejs-infektion) i et bizart univers. På billedsiden er der også kælet for detaljen, og der er næppe et uskønt eller ligegyldigt billede i løbet af de 184 minutter, "Den grønne mil" varer.
"Den grønne mil" bliver uden tvivl én af dette års helt store film og én, man endelig ikke må snyde sig selv for.
19/11-2018
