Kvinder på randen af sammenbrud i japansk krigshelvede
3.0
Bruce Beresford, der før har beskæftiget sig med mennesker i krig og racemæssige konfrontationer, undgår sentimentalitetens kviksand i "Paradise Road" - på trods af de mange kvindelige ofre og uhyrligheder, som filmen er spækket med.
Den australske instruktør har selv stykket filmmanuskriptet sammen på baggrund af autentiske begivenheder under 2. Verdenskrig. Hundredevis af kvinder og børn blev stuvet sammen i japanske fangelejre under kummerlige og nedværdigende forhold, og i filmen følger man, over en treårig periode, en gruppe kvinder i en fangelejr på Sumatra. På nær det feminine aspekt, adskiller den sig ikke meget fra tidligere film om samme emne - "Broen over floden Kwai", "Solens rige" eller "Merry Christmas Mr. Lawrence". Japanerne udviser i "Paradise Road" den samme form for barbariske og til tider uforståelige adfærd, men filmen forlenes dog med undtagelser af menneskelighed og følsomhed.
Søstersolidaritet i Den nye verden
I fangelejren ophæves efterhånden skellene mellem klasse, race og nationalitet. I dette minisamfund er det de stærke individer med de bedste menneskelige kvaliteter, som bliver naturlige ledere. De svageste bukker under eller vælger den skæbne, der er værre end døden i en japansk officersklub. Denne historie er en demonstration af den menneskelige vilje til at overleve og tilpasse sig livets barske vilkår.
På trods af de tragiske omstændigheder og de mange lidelser er der også lyspunkter i form af humor, venskaber og solidaritet. Derudover også en snert af feministisk samfundskritik, idet kvinderne, i isolationen fra den civiliserede verden, får muligheden for at bryde med datidens snævert definerede kvinderoller som passive væsener, der ikke har udnyttet deres talent eller udlevet deres drømme. I dette nye univers bliver handlekraft og utraditionelle kvindelige gøremål en dyd. Som for eksempel at hive guldklumper ud af afdøde fangers tænder for at bytte dem med medicin, eller få den idé at blive den første kvindelige korleder!
To af kvinderne, spillet af Glenn Close og Pauline Collins, samler i hemmelighed en gruppe af kvinderne i et kor for at synge klassiske værker. Koret bliver en vigtig brik i kampen for livet, og dets koncerter bliver til glæde for alle i lejren - også japanerne. Tilskueren får prøver på Dvoráks 'Fra den nye verden' og Ravels 'Bolero'. (I sit stille sind sidder man og glæder sig over ikke at være med i rytmesektionen i det sidste værk).
angfoldighedens svinkeærinder
Filmen har valgt at følge så bredt et persongalleri som muligt. Man er gået efter mangfoldigheden af menneskeskæbner, i stedet for at koncentrere sig om en mindre gruppe. Faren ved så mange hovedpersoner er altid, at man ender med ikke rigtig at føle noget for nogen af dem. Mange af figurerne har kun nogle enkelte scener til at etablere sig som sammensatte personligheder i tilskuerens sind. Det er ikke nok for alle i denne film. Der kan ikke sættes en finger på Glenn Closes kraftfulde spil som korlederen, men det er nok alligevel Pauline Collins' stilfærdige missionær, der med sin trinde, engelske koneskikkelse gør størst indtryk. Den ellers glimrende Frances McDormand er også med på rollelisten, men skuffer fælt som en tysk-jødisk doktor. Med en svær accent og hårdkogt kynisme minder hun desværre for meget om en parodi på en tysk intellektuel.
I takt med, at de udmarvede kvinder dør én efter én, og krigslykken vender for japanerne, går filmen helt ned i tempo, hvilket er lidt synd. Nu er det bare et spørgsmål om, hvem der når at dø inden freden kommer, og filmen slutter. Det er dog sobert skildret og sikkert ganske loyalt mod det autentiske forlæg. Beresford skal også have ros for at turde vise én rigtig barsk scene, der understreger fangernes tilværelse mellem liv og død. Til slut kunne det have været interessant i efterteksten at få oplyst, om kvinderne på baggrund af deres oplevelser fik et andet liv, end det der før krigen var udstukket dem.
Den australske instruktør har selv stykket filmmanuskriptet sammen på baggrund af autentiske begivenheder under 2. Verdenskrig. Hundredevis af kvinder og børn blev stuvet sammen i japanske fangelejre under kummerlige og nedværdigende forhold, og i filmen følger man, over en treårig periode, en gruppe kvinder i en fangelejr på Sumatra. På nær det feminine aspekt, adskiller den sig ikke meget fra tidligere film om samme emne - "Broen over floden Kwai", "Solens rige" eller "Merry Christmas Mr. Lawrence". Japanerne udviser i "Paradise Road" den samme form for barbariske og til tider uforståelige adfærd, men filmen forlenes dog med undtagelser af menneskelighed og følsomhed.
Søstersolidaritet i Den nye verden
I fangelejren ophæves efterhånden skellene mellem klasse, race og nationalitet. I dette minisamfund er det de stærke individer med de bedste menneskelige kvaliteter, som bliver naturlige ledere. De svageste bukker under eller vælger den skæbne, der er værre end døden i en japansk officersklub. Denne historie er en demonstration af den menneskelige vilje til at overleve og tilpasse sig livets barske vilkår.
På trods af de tragiske omstændigheder og de mange lidelser er der også lyspunkter i form af humor, venskaber og solidaritet. Derudover også en snert af feministisk samfundskritik, idet kvinderne, i isolationen fra den civiliserede verden, får muligheden for at bryde med datidens snævert definerede kvinderoller som passive væsener, der ikke har udnyttet deres talent eller udlevet deres drømme. I dette nye univers bliver handlekraft og utraditionelle kvindelige gøremål en dyd. Som for eksempel at hive guldklumper ud af afdøde fangers tænder for at bytte dem med medicin, eller få den idé at blive den første kvindelige korleder!
To af kvinderne, spillet af Glenn Close og Pauline Collins, samler i hemmelighed en gruppe af kvinderne i et kor for at synge klassiske værker. Koret bliver en vigtig brik i kampen for livet, og dets koncerter bliver til glæde for alle i lejren - også japanerne. Tilskueren får prøver på Dvoráks 'Fra den nye verden' og Ravels 'Bolero'. (I sit stille sind sidder man og glæder sig over ikke at være med i rytmesektionen i det sidste værk).
angfoldighedens svinkeærinder
Filmen har valgt at følge så bredt et persongalleri som muligt. Man er gået efter mangfoldigheden af menneskeskæbner, i stedet for at koncentrere sig om en mindre gruppe. Faren ved så mange hovedpersoner er altid, at man ender med ikke rigtig at føle noget for nogen af dem. Mange af figurerne har kun nogle enkelte scener til at etablere sig som sammensatte personligheder i tilskuerens sind. Det er ikke nok for alle i denne film. Der kan ikke sættes en finger på Glenn Closes kraftfulde spil som korlederen, men det er nok alligevel Pauline Collins' stilfærdige missionær, der med sin trinde, engelske koneskikkelse gør størst indtryk. Den ellers glimrende Frances McDormand er også med på rollelisten, men skuffer fælt som en tysk-jødisk doktor. Med en svær accent og hårdkogt kynisme minder hun desværre for meget om en parodi på en tysk intellektuel.
I takt med, at de udmarvede kvinder dør én efter én, og krigslykken vender for japanerne, går filmen helt ned i tempo, hvilket er lidt synd. Nu er det bare et spørgsmål om, hvem der når at dø inden freden kommer, og filmen slutter. Det er dog sobert skildret og sikkert ganske loyalt mod det autentiske forlæg. Beresford skal også have ros for at turde vise én rigtig barsk scene, der understreger fangernes tilværelse mellem liv og død. Til slut kunne det have været interessant i efterteksten at få oplyst, om kvinderne på baggrund af deres oplevelser fik et andet liv, end det der før krigen var udstukket dem.
19/11-2018