La Dolce Vita
3.0
Den to år gamle "Celebrity" er en stilsikker lille sag, hvor Kenneth Branagh spiller Woody Allens neurotiske rolle. Sven Nykvists sorthvide billeder er rasende flotte, og sammen med den jazzede underlægningsmusik kommer der en melankolsk tone ind over en historie, som ikke er specielt bidende.
Man kan lære meget om sit samfund ved at se på dets idoler, siger Robin Simon (Judy Davis) i Woody Allens nu knapt to år gamle "Celebrity". Og hvis hun har ret i det, ser det ikke så godt ud. Filmen begynder og slutter med, at en flyver skriver "Help" på himlen ledsaget af indledningssekvensen til Beethovens Skæbnesymfoni, og den postulerer hermed, at vi, ligesom kendisserne, er fanget i et skæbnespil, hvor det end ikke nytter at råbe om hjælp for få en mere tålelig tilværelse. De kendisser, som "Celebrity"s to hovedpersoner omgås, lever et særdeles overfladisk liv, og skal man tro Robins postulat, har vi andre et lige så indholdsløst liv.
De unge, de rige og de overfladiske
Kenneth Branagh spiller societyjournalisten Lee Simon, der tørster efter den stjernestatus, som han ser hos de unge og rige, han færdes iblandt. Efter en skilsmisse fra konen, Robin, spinder skæbnen sit spind, og man følger de tos parallelle historier med nye bekendtskaber, nye jobs og nye muligheder. Deres ambitioner er forskellige og udkommet ligeså, men fælles for dem begge er, at de på deres vej i det overfladiske jetset-liv faktisk møder nogle mennesker, som virkelig elsker dem og tror på dem og deres professionelle evner. Forskellen på Lees og Robins reaktion er, at Lee for sent indser, at der faktisk findes folk, der er rede til at give lidt af sig selv.
Det er her, Allen præsenterer sit synspunkt om, at det liv, stjernerne lever, blot er et spejl af resten af tilværelsen. At det her i den postmoderne æra er næsten umuligt at give et kompliment, men endnu sværere at modtage et, for vi leder altid efter bagsiden af medaljen. Overfladiskheden ligger selvfølgelig i det flygtige liv, vi fører, men også i vores tilbageholdenhed og vores reserverede og ironisk distancerede måde at skjule sårbarheden på.
Mangler bid
Trods den smertelige og velmenende mine, så har vi hørt historien før, og "Celebrity" gør os ikke klogere på livet - hverken de riges eller vi almindelige dødeliges. Woody Allen har dog med vanlig sans for rappe replikskifter, jazzet underlægningsmusik og med Sven Nykvists flotte billeder lavet en stilsikker film, som prøver at opdatere Fellinis "Det søde liv" (1960), der netop også udstillede forløjetheden i jetset-livet. Men hvor Fellinis afdækning af tilværelsens ulidelige lethed på de bonede gulve var skarp og bitter og oprigtigt ville ruske op i noget, er Allens film, trods den sædvanlige morsomme dialog, resignerende og tør ikke tage de dyre ord i munden. Det er som om, hans altid neurotiske hovedperson har affundet sig med sin skæbne.
Kenneth Branaghs version af Woodys normale rolle er ikke til at skelne fra originalen; de sædvanlige neuroser og fabulerende tirader er efterlignet til punkt og prikke, og man spørger sig selv, hvorfor instruktøren ikke selv spillede rollen? Branagh er en teknisk fremragende skuespiller, men han føjer ikke noget nyt til den kendte karakter, og handlingsmæssigt føjes der altså heller ikke noget ind under Woody Allen-solen. Det er sjovt, men så heller ikke mere.
Man kan lære meget om sit samfund ved at se på dets idoler, siger Robin Simon (Judy Davis) i Woody Allens nu knapt to år gamle "Celebrity". Og hvis hun har ret i det, ser det ikke så godt ud. Filmen begynder og slutter med, at en flyver skriver "Help" på himlen ledsaget af indledningssekvensen til Beethovens Skæbnesymfoni, og den postulerer hermed, at vi, ligesom kendisserne, er fanget i et skæbnespil, hvor det end ikke nytter at råbe om hjælp for få en mere tålelig tilværelse. De kendisser, som "Celebrity"s to hovedpersoner omgås, lever et særdeles overfladisk liv, og skal man tro Robins postulat, har vi andre et lige så indholdsløst liv.
De unge, de rige og de overfladiske
Kenneth Branagh spiller societyjournalisten Lee Simon, der tørster efter den stjernestatus, som han ser hos de unge og rige, han færdes iblandt. Efter en skilsmisse fra konen, Robin, spinder skæbnen sit spind, og man følger de tos parallelle historier med nye bekendtskaber, nye jobs og nye muligheder. Deres ambitioner er forskellige og udkommet ligeså, men fælles for dem begge er, at de på deres vej i det overfladiske jetset-liv faktisk møder nogle mennesker, som virkelig elsker dem og tror på dem og deres professionelle evner. Forskellen på Lees og Robins reaktion er, at Lee for sent indser, at der faktisk findes folk, der er rede til at give lidt af sig selv.
Det er her, Allen præsenterer sit synspunkt om, at det liv, stjernerne lever, blot er et spejl af resten af tilværelsen. At det her i den postmoderne æra er næsten umuligt at give et kompliment, men endnu sværere at modtage et, for vi leder altid efter bagsiden af medaljen. Overfladiskheden ligger selvfølgelig i det flygtige liv, vi fører, men også i vores tilbageholdenhed og vores reserverede og ironisk distancerede måde at skjule sårbarheden på.
Mangler bid
Trods den smertelige og velmenende mine, så har vi hørt historien før, og "Celebrity" gør os ikke klogere på livet - hverken de riges eller vi almindelige dødeliges. Woody Allen har dog med vanlig sans for rappe replikskifter, jazzet underlægningsmusik og med Sven Nykvists flotte billeder lavet en stilsikker film, som prøver at opdatere Fellinis "Det søde liv" (1960), der netop også udstillede forløjetheden i jetset-livet. Men hvor Fellinis afdækning af tilværelsens ulidelige lethed på de bonede gulve var skarp og bitter og oprigtigt ville ruske op i noget, er Allens film, trods den sædvanlige morsomme dialog, resignerende og tør ikke tage de dyre ord i munden. Det er som om, hans altid neurotiske hovedperson har affundet sig med sin skæbne.
Kenneth Branaghs version af Woodys normale rolle er ikke til at skelne fra originalen; de sædvanlige neuroser og fabulerende tirader er efterlignet til punkt og prikke, og man spørger sig selv, hvorfor instruktøren ikke selv spillede rollen? Branagh er en teknisk fremragende skuespiller, men han føjer ikke noget nyt til den kendte karakter, og handlingsmæssigt føjes der altså heller ikke noget ind under Woody Allen-solen. Det er sjovt, men så heller ikke mere.
19/11-2018
