At se den eller ikke at se den ?
4.0
Det er i grunden et overflødigt spørgsmål. For se "Shakespeare in love", det skal du nemlig. Spørgsmålet er nærmere: hvor og hvornår ?
Det er efterhånden blevet sådan, det sidste halve århundrede eller to, at Shakespeare figurerer som en teatrets fader for samfundets elite og intellektuelle kultursnobber. Og på den anden side forbinder ungdommen og lægmanden ham med kunstigt oppustede og urealistiske (kærligheds-) dramaer pakket ind i en strøm af floromvunden ordgejl, som kun kan tydes af de indviede, og som fortolkes ihjel af vor tids lærde engelsklærere i gymnasierne.
Men intet kan være mere forkert, eller misvisende, set i forhold til Shakespeares oprindelige mission som dramatiker. Han skrev ikke til aristokratiet, men derimod til folket, det almindelige menneske, dem med fødderne solidt plantet i den landlige almue, eller i byens skidne brostenskvarterer. Disse var menneskene som Shakespeare talte til, og på hans tid lyttede de såmænd til ham med stor begejstring. Hvorimod han i dag synes at være blevet utilgængelig for lægmanden og især ungdommen, med mindre hans værker da nyfortolkes til ukendelighed på de progressive københavnske teatre. Eller filmatiseres iklædt visuelle tour de forces á la Baz Luhrmanns "Romeo Juliet" og Kenneth Branaghs "Henry V", begge i øvrigt fremragende.
En universel Shakespeare
Derfor er det glædeligt at se, at John Maddens "Shakespeare in love" har forstået det grundlæggende i Shakespeares dramatik, og hans henvendelser til folket. Filmen 'blænder' således en underholdende og oplysende cocktail bestående af høj og lav komik, melodrama og vulgaritet, maskerade (-forvekslinger), poesi og prosa, samt emotionel og intellektuel selvrefleksion. Hvilket gør den universelt tilgængelig for såvel de litterære æggehoveder som os almindelige danskere (englændere, amerikanere, japanere, indere, eskimoere osv.). Med andre ord den iscenesættes med en stil og en kærlighedshistorie, der er universel, almengyldig uanset hvem du er, hvor du er og hvor gammel du er.
En skriveblokering
Udgangspunktet for historien er, at den unge William Shakespeare (Joseph Fiennes) hyres til at skrive et stykke til det lukningsramte Rose Theatre og dennes gældsplagede proprietær Henslow (Geoffrey Rush). Henslow trues på livet af en gangster og hans håndlangere, så det er af vital betydning at Shakespeare fatter pennen. Stykket skal hedde 'Romeo and Ethel, the Pirate's Daughter'. Men den gode Will har fået skriveblokering, kan ikke få gang i pennen og går til psykolog i bedste Woody Allen stil! Han lider af en kraftig dramatisk impotens, viser det sig, han savner en muse. Og ind i historien træder den gudesmukke Viola (Gwyneth Paltrow), som i bogstaveligste forstand forløser hans krampe i pennen.
Viola kommer er aristokrat, og er blevet lovet bort af sin fader til et for hende ulykkeligt giftemål. Viola vil ikke leve et kedeligt liv som sidekick til den pompøse Lord Wessex (Colin Firth), hun har dramatik i blodet, hun elsker poesien, skuespillet og reciterer i smug sin elskede Shakespeare. Skæbnen vil, at Viola og Will mødes på Rose Theatre, hvor hun prøver til rollen som Romeo (forklædt som mand). Hun imponerer dem alle og især bjergtager hun Will, der hurtigt gennemskuer hendes sociale og kønslige forstillelse.
Båndet mellem kærligheden og kunsten
Således udvikler sig en romance mellem de to, der viser sig at spejle den historie, 'Romeo and Ethel, the Pirate's Daughter', som Shakespeare skriver til opførelse på Rose Theatre, og som vi i dag kender som stykket 'Romeo and Juliet'. Vi bevidner således med Rose Theatre som kulisse The making of Romeo and Juliet, en slags backstage show-biz meta-fortælling, der indrullerer en række vanvittige hændelser og excentriske personligheder i teatralske sammenstød. Der duelleres her på ord, skøre komiske indfald, samt poesi og vulgære sidebemærkninger i skøn forening. Alt sammen sideløbende med at et hjerteskærende melodrama udspiller sig mellem hovedpersonerne 'i virkeligheden' og i Wills teaterstykke, som han skriver fortløbende i en emotionel rus fra romancen med Viola. Og at det hele ender i ulykkelig kærlighed og (næsten) tragedie kan vist ikke undre, såfremt man er bekendt med Will Shakespeares første rigtige modne mesterværk, 'Romeo and Juliet'. Især vil jeg fremhæve filmens smukkeste moment: en 'tour de montage', hvor der krydsklippes mellem scener med de elskende (Will og Viola) i passioneret omfavnelse, mens de øver sig på (og fremtryller) stykkets dialog, med scener fra teater-prøverne. Båndet mellem kærlighed, det utæmmelige begær, og kunstnerisk skabelse ,illustreres smukt i disse sekvenser. Det er forførende poesi for både øjne og øren.
En skødesløs leg med historien
"Shakespeare in Love" nøjes altså (i positiv forstand) med at have ambitioner, om at fortælle en medrivende, underholdende (og oplysende) historie, hvis idé er at skabe en hændelse i den unge Shakespeares liv, som førte ham til modenhed, både som menneske og som kunstner. Herligt er det, at filmen totalt undgår den faldgrube som så mange andre overambitiøse instruktører/manuskriptforfattere falder i, nemlig at overpsykologisere og overdænge med biografiske data.
"Shakespeare in Love" tager let på disse forhold, og leger befriende skødesløst med såvel litterære som historiske nøjagtigheder.
En ode til kraften i kunsten og kærligheden
For dette skal man nok takke manusforfatter Tom Stoppard (der også skrev "Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde" (1966 for tearterversionen og 1990 for filmen), han fodrer os med allusioner til og parafraseringer over berømte shakespeare-citater, temaer og motiver, som om vi, i grove skitser, ser deres tilblivelse blive født her. Disse selv-reflekterende finurligheder væves kommenterende, og dog ganske umærkeligt, ind i filmens centrale kærlighedshistorie. Sådan at "Shakespeare in Love" kan nydes af almindeligt dødelige bif-gængere såvel som de avancerede cineaster og litterater. Hvilket må siges at være lige i Shakespeares ånd, nemlig at tale til hele folket, at underholde og oplyse, og at skabe en ode til den store kraft i kunsten og kærligheden. "Shakespeare in Love" yder således stor værdighed til disse (ofte misbrugte) begreber og geniet Shakespeares værk som sådan.
Shakespeare - en varmblodig romantisk helt
I modsætning til så mange andre film, i vor tids kommercielt kalkulerende og udspekulerede filmproduktioner, forstår "Shakespeare in Love" at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem underholdning og 'uddannelse', at det ene ikke nødvendigvis eksluderer det andet. "Shakespeare in Love" kombinerer de to ting: Man går ind til en medrivende tragik-komedie med et glimt i øjet og man går såmænd ud igen af biografen med også en inspirerende og udfordrende oplysningshistorie fæstnet til ens dannede hjernehalvdel. Mangen en gymnasie-elev og ikke-litterær lægmand vil nok gå fra filmen med ændret opfattelse af 'den elitære Shakespeare' og formentlig nu gå på opdagelse i hans værker med nyomvunden kærlighed.
Og så endda uden at "Shakespeare in Love" tager sig selv alt for alvorligt, thi dybest set så har folkene bag filmen jo kun taget en historisk (myte-omspunden) figur, og forvandlet ham til en varmblodig romantisk helt - et menneske, der kan det der med at lade pennen tale. Og var det ikke lige præcis hvad Shakespeare gjorde selv i et teaterstykke eller to
Det er efterhånden blevet sådan, det sidste halve århundrede eller to, at Shakespeare figurerer som en teatrets fader for samfundets elite og intellektuelle kultursnobber. Og på den anden side forbinder ungdommen og lægmanden ham med kunstigt oppustede og urealistiske (kærligheds-) dramaer pakket ind i en strøm af floromvunden ordgejl, som kun kan tydes af de indviede, og som fortolkes ihjel af vor tids lærde engelsklærere i gymnasierne.
Men intet kan være mere forkert, eller misvisende, set i forhold til Shakespeares oprindelige mission som dramatiker. Han skrev ikke til aristokratiet, men derimod til folket, det almindelige menneske, dem med fødderne solidt plantet i den landlige almue, eller i byens skidne brostenskvarterer. Disse var menneskene som Shakespeare talte til, og på hans tid lyttede de såmænd til ham med stor begejstring. Hvorimod han i dag synes at være blevet utilgængelig for lægmanden og især ungdommen, med mindre hans værker da nyfortolkes til ukendelighed på de progressive københavnske teatre. Eller filmatiseres iklædt visuelle tour de forces á la Baz Luhrmanns "Romeo Juliet" og Kenneth Branaghs "Henry V", begge i øvrigt fremragende.
En universel Shakespeare
Derfor er det glædeligt at se, at John Maddens "Shakespeare in love" har forstået det grundlæggende i Shakespeares dramatik, og hans henvendelser til folket. Filmen 'blænder' således en underholdende og oplysende cocktail bestående af høj og lav komik, melodrama og vulgaritet, maskerade (-forvekslinger), poesi og prosa, samt emotionel og intellektuel selvrefleksion. Hvilket gør den universelt tilgængelig for såvel de litterære æggehoveder som os almindelige danskere (englændere, amerikanere, japanere, indere, eskimoere osv.). Med andre ord den iscenesættes med en stil og en kærlighedshistorie, der er universel, almengyldig uanset hvem du er, hvor du er og hvor gammel du er.
En skriveblokering
Udgangspunktet for historien er, at den unge William Shakespeare (Joseph Fiennes) hyres til at skrive et stykke til det lukningsramte Rose Theatre og dennes gældsplagede proprietær Henslow (Geoffrey Rush). Henslow trues på livet af en gangster og hans håndlangere, så det er af vital betydning at Shakespeare fatter pennen. Stykket skal hedde 'Romeo and Ethel, the Pirate's Daughter'. Men den gode Will har fået skriveblokering, kan ikke få gang i pennen og går til psykolog i bedste Woody Allen stil! Han lider af en kraftig dramatisk impotens, viser det sig, han savner en muse. Og ind i historien træder den gudesmukke Viola (Gwyneth Paltrow), som i bogstaveligste forstand forløser hans krampe i pennen.
Viola kommer er aristokrat, og er blevet lovet bort af sin fader til et for hende ulykkeligt giftemål. Viola vil ikke leve et kedeligt liv som sidekick til den pompøse Lord Wessex (Colin Firth), hun har dramatik i blodet, hun elsker poesien, skuespillet og reciterer i smug sin elskede Shakespeare. Skæbnen vil, at Viola og Will mødes på Rose Theatre, hvor hun prøver til rollen som Romeo (forklædt som mand). Hun imponerer dem alle og især bjergtager hun Will, der hurtigt gennemskuer hendes sociale og kønslige forstillelse.
Båndet mellem kærligheden og kunsten
Således udvikler sig en romance mellem de to, der viser sig at spejle den historie, 'Romeo and Ethel, the Pirate's Daughter', som Shakespeare skriver til opførelse på Rose Theatre, og som vi i dag kender som stykket 'Romeo and Juliet'. Vi bevidner således med Rose Theatre som kulisse The making of Romeo and Juliet, en slags backstage show-biz meta-fortælling, der indrullerer en række vanvittige hændelser og excentriske personligheder i teatralske sammenstød. Der duelleres her på ord, skøre komiske indfald, samt poesi og vulgære sidebemærkninger i skøn forening. Alt sammen sideløbende med at et hjerteskærende melodrama udspiller sig mellem hovedpersonerne 'i virkeligheden' og i Wills teaterstykke, som han skriver fortløbende i en emotionel rus fra romancen med Viola. Og at det hele ender i ulykkelig kærlighed og (næsten) tragedie kan vist ikke undre, såfremt man er bekendt med Will Shakespeares første rigtige modne mesterværk, 'Romeo and Juliet'. Især vil jeg fremhæve filmens smukkeste moment: en 'tour de montage', hvor der krydsklippes mellem scener med de elskende (Will og Viola) i passioneret omfavnelse, mens de øver sig på (og fremtryller) stykkets dialog, med scener fra teater-prøverne. Båndet mellem kærlighed, det utæmmelige begær, og kunstnerisk skabelse ,illustreres smukt i disse sekvenser. Det er forførende poesi for både øjne og øren.
En skødesløs leg med historien
"Shakespeare in Love" nøjes altså (i positiv forstand) med at have ambitioner, om at fortælle en medrivende, underholdende (og oplysende) historie, hvis idé er at skabe en hændelse i den unge Shakespeares liv, som førte ham til modenhed, både som menneske og som kunstner. Herligt er det, at filmen totalt undgår den faldgrube som så mange andre overambitiøse instruktører/manuskriptforfattere falder i, nemlig at overpsykologisere og overdænge med biografiske data.
"Shakespeare in Love" tager let på disse forhold, og leger befriende skødesløst med såvel litterære som historiske nøjagtigheder.
En ode til kraften i kunsten og kærligheden
For dette skal man nok takke manusforfatter Tom Stoppard (der også skrev "Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde" (1966 for tearterversionen og 1990 for filmen), han fodrer os med allusioner til og parafraseringer over berømte shakespeare-citater, temaer og motiver, som om vi, i grove skitser, ser deres tilblivelse blive født her. Disse selv-reflekterende finurligheder væves kommenterende, og dog ganske umærkeligt, ind i filmens centrale kærlighedshistorie. Sådan at "Shakespeare in Love" kan nydes af almindeligt dødelige bif-gængere såvel som de avancerede cineaster og litterater. Hvilket må siges at være lige i Shakespeares ånd, nemlig at tale til hele folket, at underholde og oplyse, og at skabe en ode til den store kraft i kunsten og kærligheden. "Shakespeare in Love" yder således stor værdighed til disse (ofte misbrugte) begreber og geniet Shakespeares værk som sådan.
Shakespeare - en varmblodig romantisk helt
I modsætning til så mange andre film, i vor tids kommercielt kalkulerende og udspekulerede filmproduktioner, forstår "Shakespeare in Love" at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem underholdning og 'uddannelse', at det ene ikke nødvendigvis eksluderer det andet. "Shakespeare in Love" kombinerer de to ting: Man går ind til en medrivende tragik-komedie med et glimt i øjet og man går såmænd ud igen af biografen med også en inspirerende og udfordrende oplysningshistorie fæstnet til ens dannede hjernehalvdel. Mangen en gymnasie-elev og ikke-litterær lægmand vil nok gå fra filmen med ændret opfattelse af 'den elitære Shakespeare' og formentlig nu gå på opdagelse i hans værker med nyomvunden kærlighed.
Og så endda uden at "Shakespeare in Love" tager sig selv alt for alvorligt, thi dybest set så har folkene bag filmen jo kun taget en historisk (myte-omspunden) figur, og forvandlet ham til en varmblodig romantisk helt - et menneske, der kan det der med at lade pennen tale. Og var det ikke lige præcis hvad Shakespeare gjorde selv i et teaterstykke eller to
19/11-2018
