Billeder på Nethinden
5.0
Sidste års Oscar-vinder for bedste udenlandske film balancerer bevidst mellem let komedie og grusom tragedie.
Året er 1936. I Sovjet er Stalin i gang med sine Moskva-processer, som skal knuse enhver opposition indenfor statsapparatet. Samtidig i de mest idylliske omgivelser, med høj middagssol, høstklare marker og frodige lysninger i skoven, samles en familie til en fridag med pjank og fjas. I centrum er Sergej Kotov - spillet af instruktøren selv, Nikita Mikhalkov -, en revolutionshelt hvis billede efter sigende hænger over alt. Sammen med sin unge kone Marosia, deres 6-årige datter Nadja og et farverigt persongalleri af småskøre familiemedlemmer skal fridagen fejres med mad, drikke og udendørsliv. Det er med bevidst sammenstilling af vores viden om de frygtelige hændelser i Sovjet og de skønneste, trygge øjeblikke i familiens skød, at Mikalkov indleder sin tragi-komiske fortælling. Vi kender til udrensningerne, men vælger, som familien Kotov, at forsvinde væk i en ubekymret sommer-sindstilstand.
Solens gang over himlen
Da en blind olding gør sin entré er forvirringen total. Som fra en danserutine i en god gammeldaw's musical løber familien råbende i alle retninger. Oldingen fjerner forklædningen og midt i stuen står Dimitri, som år forinden var ven af familien og Marosia´s ungdomskæreste. Han forsvandt pludseligt og ingen ved, eller tør tænke på hvad han har bedrevet siden. Den løsslupne tone og næsten skånselsløse energi familien har lagt for dagen, får sit første knæk. Sergej ser sin fortids-rival, an og Marosia virker synligt nervøs. Hvad vil han? Og hvad ved han? Stille ændrer højsommersolens varme og festforløsende stråler sig til en glohed ildkugle, der går sin hærgende gang over himlen. Idyl forvandles i løbet af familien Kotovs fridag til en blandig af personlig hævn og politiske motiver. De bliver brændt af solen og på vores nethinde indprentes i løbet af denne hårrejsende og utrolig smukke russiske film en grusom tragedie.
Året er 1936. I Sovjet er Stalin i gang med sine Moskva-processer, som skal knuse enhver opposition indenfor statsapparatet. Samtidig i de mest idylliske omgivelser, med høj middagssol, høstklare marker og frodige lysninger i skoven, samles en familie til en fridag med pjank og fjas. I centrum er Sergej Kotov - spillet af instruktøren selv, Nikita Mikhalkov -, en revolutionshelt hvis billede efter sigende hænger over alt. Sammen med sin unge kone Marosia, deres 6-årige datter Nadja og et farverigt persongalleri af småskøre familiemedlemmer skal fridagen fejres med mad, drikke og udendørsliv. Det er med bevidst sammenstilling af vores viden om de frygtelige hændelser i Sovjet og de skønneste, trygge øjeblikke i familiens skød, at Mikalkov indleder sin tragi-komiske fortælling. Vi kender til udrensningerne, men vælger, som familien Kotov, at forsvinde væk i en ubekymret sommer-sindstilstand.
Solens gang over himlen
Da en blind olding gør sin entré er forvirringen total. Som fra en danserutine i en god gammeldaw's musical løber familien råbende i alle retninger. Oldingen fjerner forklædningen og midt i stuen står Dimitri, som år forinden var ven af familien og Marosia´s ungdomskæreste. Han forsvandt pludseligt og ingen ved, eller tør tænke på hvad han har bedrevet siden. Den løsslupne tone og næsten skånselsløse energi familien har lagt for dagen, får sit første knæk. Sergej ser sin fortids-rival, an og Marosia virker synligt nervøs. Hvad vil han? Og hvad ved han? Stille ændrer højsommersolens varme og festforløsende stråler sig til en glohed ildkugle, der går sin hærgende gang over himlen. Idyl forvandles i løbet af familien Kotovs fridag til en blandig af personlig hævn og politiske motiver. De bliver brændt af solen og på vores nethinde indprentes i løbet af denne hårrejsende og utrolig smukke russiske film en grusom tragedie.
19/11-2018
