En idealistisk lærers kamp
1.0
"Dangerous Minds" er en velmenende men idolliderlig film om en lærers kamp for at redde en flok fortabte elever.
Det er set før - i hvert fald på film. Den karismatiske og inspirerende lærer, der sætter ellers fortabte elevers tanker løs til ingen verdens nytte. Nu får vi endnu en gentagelse.
Michelle Pfeiffer spiller rollen som den tidligere marine infanterist LouAnne Johnson, der på grund af en skilsmisse og almindelig frustration søger nye græsgange. En gammel drøm om at blive engelsklærer udmønter sig i en stilling som lærervikar på en californisk highschool af den kommunalt udslidte type. Hun kastes lige i armene på en sammensat og totalt uinteresseret forsamling rødder og udskud, der allerede har opgivet ethvert håb om en bare rimelig fremtid. LouAnne kunne meget vel blive et nummer i rækken af desillusionerede og udslidte vikarer, der måtte give op.
Men Michelle Pfeiffer tager kampen op. For at komme i øjenhøjde med hoben skifter hun den pæne nederdel ud med et mere 'street-wise outfit': Jeans og læderjakke. Hun beslutter sig for at tro på sine elever. Indgyde dem håb. Alle elever bliver udstyret med karakteren 'A' ved semesterstart, og skal nu 'bare' arbejde for at beholde det. Hun skifter det obligatoriske læsepensum ud med Bob Dylan tekster og krydrer hele herligheden med let bestikkelse: En chokoladebar per svar.
Langsomt, men forudsigeligt sikkert overvindes de modstræbende unge. De overbevises om den frie tankes magt - bare ikke overbevisende nok. Hjernerne er nemlig på intet tidspunkt farlige nok. Hverken dem foran eller bagved kameraet. Der er noget helt galt, når en specialklasse af indlæringsresistente elever fra det amerikanske samfunds overdrev bare skal udsættes for en gang poesi og socialt engageret lærervikar, før hele bøtten er vendt. Filmens skildring af omvendelsesprocessen er simpelthen for blåøjet og for letkøbt.
Selvfølgelig kan man kun hylde filmens moralske postulat om, at viden og uddannelse skaber klogere og mere ansvarlige mennesker. Men frie er de ikke. Som i "Døde poeters klub" hylder "Dangerous Minds" nemlig eneren - helten. Læreren, der forfører flokken. Blind heltedyrkelse er i mit moralske univers hverken lig med klogskab eller frihed. Det er bare dumhed og ansvarsløshed i forklædning.
Så trods al sin velmenthed ender filmen med at give en fornemmelse af resignation og mathed. Ligegyldigt hvor meget filmen prøver at score points på rå autenticitet - det vrimler med fyre i 'baggy-pants' og korslagte arme i "yo-mother-fucker" position - ender det hele i en omgang letkøbt hip-hop attitude. "Gangsta's Paradise", soundtrack-hittet med Coolio, er et glimrende eksempel på glatheden.
Bare det faktum, at der bliver sagt mindre 'fuck' i filmens samtlige 99 minutter end i bare en enkelt indstilling fra en gennemsnits Martin Scorsese film, burde få de fleste til at blive mistroiske. "Dangerous Minds" stikker simpelthen ikke dybt nok.
Det er set før - i hvert fald på film. Den karismatiske og inspirerende lærer, der sætter ellers fortabte elevers tanker løs til ingen verdens nytte. Nu får vi endnu en gentagelse.
Michelle Pfeiffer spiller rollen som den tidligere marine infanterist LouAnne Johnson, der på grund af en skilsmisse og almindelig frustration søger nye græsgange. En gammel drøm om at blive engelsklærer udmønter sig i en stilling som lærervikar på en californisk highschool af den kommunalt udslidte type. Hun kastes lige i armene på en sammensat og totalt uinteresseret forsamling rødder og udskud, der allerede har opgivet ethvert håb om en bare rimelig fremtid. LouAnne kunne meget vel blive et nummer i rækken af desillusionerede og udslidte vikarer, der måtte give op.
Men Michelle Pfeiffer tager kampen op. For at komme i øjenhøjde med hoben skifter hun den pæne nederdel ud med et mere 'street-wise outfit': Jeans og læderjakke. Hun beslutter sig for at tro på sine elever. Indgyde dem håb. Alle elever bliver udstyret med karakteren 'A' ved semesterstart, og skal nu 'bare' arbejde for at beholde det. Hun skifter det obligatoriske læsepensum ud med Bob Dylan tekster og krydrer hele herligheden med let bestikkelse: En chokoladebar per svar.
Langsomt, men forudsigeligt sikkert overvindes de modstræbende unge. De overbevises om den frie tankes magt - bare ikke overbevisende nok. Hjernerne er nemlig på intet tidspunkt farlige nok. Hverken dem foran eller bagved kameraet. Der er noget helt galt, når en specialklasse af indlæringsresistente elever fra det amerikanske samfunds overdrev bare skal udsættes for en gang poesi og socialt engageret lærervikar, før hele bøtten er vendt. Filmens skildring af omvendelsesprocessen er simpelthen for blåøjet og for letkøbt.
Selvfølgelig kan man kun hylde filmens moralske postulat om, at viden og uddannelse skaber klogere og mere ansvarlige mennesker. Men frie er de ikke. Som i "Døde poeters klub" hylder "Dangerous Minds" nemlig eneren - helten. Læreren, der forfører flokken. Blind heltedyrkelse er i mit moralske univers hverken lig med klogskab eller frihed. Det er bare dumhed og ansvarsløshed i forklædning.
Så trods al sin velmenthed ender filmen med at give en fornemmelse af resignation og mathed. Ligegyldigt hvor meget filmen prøver at score points på rå autenticitet - det vrimler med fyre i 'baggy-pants' og korslagte arme i "yo-mother-fucker" position - ender det hele i en omgang letkøbt hip-hop attitude. "Gangsta's Paradise", soundtrack-hittet med Coolio, er et glimrende eksempel på glatheden.
Bare det faktum, at der bliver sagt mindre 'fuck' i filmens samtlige 99 minutter end i bare en enkelt indstilling fra en gennemsnits Martin Scorsese film, burde få de fleste til at blive mistroiske. "Dangerous Minds" stikker simpelthen ikke dybt nok.
19/11-2018
