Overlagt råberi
2.0
"Overlagt mord" er en råbefilm. Skuespillerne råber, billederne råber og musikken råber. Det hele skal ses og høres hele tiden og alle elementer kører på fuldt tryk - undtagen dramaet og menneskeligheden, dertil har instruktøren alt for travlt.
I begyndelsen af "Overlagt Mord" toner sobre hvide bogstaver frem på en sort baggrund og meddeler, at filmen er baseret på en autentisk historie.
Denne historie handler om en ung mand ved navn Henri Young (spillet af Kevin Bacon), der stjæler $5 for at fodre sin søster, og ender i det værste fangehul i Amerika. I tre år spærres han inde uden lys, varme eller plads. Han bliver banket, pryglet, skåret, frosset, sultet og ydmyget, indtil han i vanvid myrder en medfange og stilles for en fjendtligsindet ret.
Ind træder Christian Slater, som den 25-årige James Stamphill. Stamphill er nyudklækket forsvarsadvokat, og han sætter sig for at redde Young fra gaskammeret. Dermed kunne fundamentet være lagt til en justitstragedie af de store, men sådan bliver det ikke.
Instruktøren Marc Rocco er nemlig en del af den bølge, som Oliver Stone så effektivt udpegede og parodierede med filmen "Natural Born Killers". Rocco er ikke interesseret i at opbygge følelser eller viden i tilskueren. Han er ikke interesseret i at være subtil - og han er slet ikke interesseret i menneskelige relationer. Rocco er interesseret i at slå publikum møre med det ene sensationelle billede efter det andet, og så gøre kål på det med sit buldrende lydspor.
Det starter ellers lovende med sekvensen, hvor Young først smides i isolation. Billederne er nærmest sensuelt detaljerede, og det lykkes på forbløffende kort tid at skabe medfølelse for Henri Young. Så begynder de at banke ham, og det bliver de ved med. Volden er så brutal, at jeg mest havde lyst til at forlade salen, og da den endelig hørte op, gik super-instruktøren Rocco igang.
Guderne må vide, hvorfor han har valgt et retssagsdrama. Hans teknik er langt bedre egnet til musik-videoer eller action-film. Visuelt er der ikke meget at lege med i en retssal, og man mærker hvor meget Rocco anstrenger sig for at gøre sine billeder slagkraftige. Hans løsning er at putte mængder af tremmer og jurymedlemmer i forgrunden for skuespillerne, og så lade kameraet fise formålsløst omkring dem.
"Overlagt mord" er den eneste film jeg kan huske, hvor skuespillerne danner baggrund for iscenesættelsen. Det er intet under at Slater og Co. råber hele tiden, for det virker som om Rocco er jaloux på dem, og han gør alt hvad han kan for at tvære dem ud.
Det jeg kunne skimte af Kevin Bacons skuespil var ellers værd at se på. Bacons Henri Young er virkelig medtaget på krop og sjæl, og det lykkes ham at være det eneste menneske i et galleri af stereotyper. Christian Slater er glat og kæk fra start til slut, og efter de første ti minutter havde jeg været glad, bare han ville holde sin kæft. Det gjorde han selvfølgelig ikke, og selvom Stamphill er grønskolling, tromler han gævt hele det korrupte retssystem ned, reducerer erfarne mænd til stammende tumper og glimter frækt med øjnene, når dagen er reddet.
Filmen ender med højtidelige violiner og selvsmagende billeder af hovedpersonerne (en slags præfabrikerede minder fra den film vi lige har set). Rocco tror, han har bevæget publikum med en storslået tragedie. Han burde holde gæs, dem kan han stopfodre.
I begyndelsen af "Overlagt Mord" toner sobre hvide bogstaver frem på en sort baggrund og meddeler, at filmen er baseret på en autentisk historie.
Denne historie handler om en ung mand ved navn Henri Young (spillet af Kevin Bacon), der stjæler $5 for at fodre sin søster, og ender i det værste fangehul i Amerika. I tre år spærres han inde uden lys, varme eller plads. Han bliver banket, pryglet, skåret, frosset, sultet og ydmyget, indtil han i vanvid myrder en medfange og stilles for en fjendtligsindet ret.
Ind træder Christian Slater, som den 25-årige James Stamphill. Stamphill er nyudklækket forsvarsadvokat, og han sætter sig for at redde Young fra gaskammeret. Dermed kunne fundamentet være lagt til en justitstragedie af de store, men sådan bliver det ikke.
Instruktøren Marc Rocco er nemlig en del af den bølge, som Oliver Stone så effektivt udpegede og parodierede med filmen "Natural Born Killers". Rocco er ikke interesseret i at opbygge følelser eller viden i tilskueren. Han er ikke interesseret i at være subtil - og han er slet ikke interesseret i menneskelige relationer. Rocco er interesseret i at slå publikum møre med det ene sensationelle billede efter det andet, og så gøre kål på det med sit buldrende lydspor.
Det starter ellers lovende med sekvensen, hvor Young først smides i isolation. Billederne er nærmest sensuelt detaljerede, og det lykkes på forbløffende kort tid at skabe medfølelse for Henri Young. Så begynder de at banke ham, og det bliver de ved med. Volden er så brutal, at jeg mest havde lyst til at forlade salen, og da den endelig hørte op, gik super-instruktøren Rocco igang.
Guderne må vide, hvorfor han har valgt et retssagsdrama. Hans teknik er langt bedre egnet til musik-videoer eller action-film. Visuelt er der ikke meget at lege med i en retssal, og man mærker hvor meget Rocco anstrenger sig for at gøre sine billeder slagkraftige. Hans løsning er at putte mængder af tremmer og jurymedlemmer i forgrunden for skuespillerne, og så lade kameraet fise formålsløst omkring dem.
"Overlagt mord" er den eneste film jeg kan huske, hvor skuespillerne danner baggrund for iscenesættelsen. Det er intet under at Slater og Co. råber hele tiden, for det virker som om Rocco er jaloux på dem, og han gør alt hvad han kan for at tvære dem ud.
Det jeg kunne skimte af Kevin Bacons skuespil var ellers værd at se på. Bacons Henri Young er virkelig medtaget på krop og sjæl, og det lykkes ham at være det eneste menneske i et galleri af stereotyper. Christian Slater er glat og kæk fra start til slut, og efter de første ti minutter havde jeg været glad, bare han ville holde sin kæft. Det gjorde han selvfølgelig ikke, og selvom Stamphill er grønskolling, tromler han gævt hele det korrupte retssystem ned, reducerer erfarne mænd til stammende tumper og glimter frækt med øjnene, når dagen er reddet.
Filmen ender med højtidelige violiner og selvsmagende billeder af hovedpersonerne (en slags præfabrikerede minder fra den film vi lige har set). Rocco tror, han har bevæget publikum med en storslået tragedie. Han burde holde gæs, dem kan han stopfodre.
19/11-2018
