Det magtsyge menneske
5.0
Shakespeare fortolkes genialt af den engelske Shakespeare-hader Richard Loncraine
Da jeg havde set cirka fem minutter af denne film, rettede jeg mig i sædet, som det hedder. I virkeligheden var jeg på nippet til at stille mig op på sædet for at klappe og huje. Indledningsscenen i englænderen Richard Loncraines fortolkning af Shakespeares klassiske tragedie om det magtsyge menneskes psykologi er nemlig så chokerende brutal, at filmen allerede dér letter og sætter kursen mod de højeste luftlag - hvor den siden forbliver. Filmen er simpelthen en født klassiker.
Det har den også alle muligheder for at være. Manuskriptets forlæg er lavet af litteraturhistoriens allerstørste dramatiske talent. Hovedrollen udfyldes af en moden skuespiller, der til overflod lever op til Shakespeare-rollernes krav om karakterskuespil. Og så er filmen i øvrigt instrueret af en instruktør, der fra starten har erklæret, at han hader Shakespeare-skuespil!
At det sidste er en stor force for filmen skyldes, at instruktørens indædte aversion åbner for helt nye muligheder. Det Loncraine i virkeligheden hader, er nemlig ikke Shakespeare, men derimod kedsommelige teaterstykker, og derfor er filmen også endt som en blanding af actionfilm og inderlige monologer, den er komedie og tragedie på én og samme tid. Den er nytænkende - og traditionel. Ligesom Shakespeare også selv var det.
Det evigt gyldige
Shakespeares historie handler om, at Richard af Gloucester (Ian McKellen) vil være konge i stedet for kongen, og dramatikkens konge viser med en uhyggelig nøjagtighed, hvilken grusom psyke dette magtsyge menneske i grunden har. Denne problemstilling er for så vidt tidløs, og det er hele pointen. Der vil altid være magtsyge mennesker, ligesom der altid vil være tvivlende unge mænd som Hamlet og vilde forelskelser som Romeo og Julies.
Det er denne fortolkning, med fokus på det universelle i psykens udtryk, der er baggrund for filmens endelige udseende. Det her handler sådan set bare om magt - det kan lige så godt være nu som da. Dét er slet og ret genialt set, for med denne fortolkning har instruktøren givet sig selv totalt frie hænder. Frie hænder til at bevæge sig langt, langt bort fra de gammeldags forestillinger om, hvordan et Shakespeare-stykke skal sætte op, men samtidig også frie hænder til at kline sig op ad Shakespeare egne intentioner. Shakespeare ville vise magtsygen i mennesket - ikke kostumerne i et udstyrsstykke.
På den ene side fucker Loncraine derfor tilsyneladende alting op. Richard III lever pludselig i 30'ernes England, hvor han hygger sig med charleston-musik, fyldte chokolader, portvin og smalfilm. Der er biler, cigarer, fine damer med store hatte på hovedet og militærmænd med sildesalat på brystet. Helt utroværdigt - kunne man sige - i forhold til Shakespeares univers i 1590'erne.
Men dette univers er reelt helt perfekt til at vise, hvad magt - og begæret efter magt - egentlig handler om. Vi er nemlig lige mellem Første og Anden Verdenskrig. Hitler og Nazismen er lige om hjørnet. Kampen om magten i Europas lande er omtrent på sit højeste. Enten har man den helt - eller også har man den slet ikke. Og måden man får den på, er ved at udrydde sine fjender. Det er præcis, hvad Richard III gør. Han dræber i et væk - og har det fint med dét. Ja, faktisk morer det ham.
Historiens kvaliteter er alle på Shakespeare-niveau. Dertil kommer så filmens egne kvaliteter - de kvaliteter instruktøren har tilført i samarbejde med skuespillere, teknikere og så videre. Også på det punkt er værket helt oppe at ringe.
Der er nemlig tale om en veritabel hyldest til alle de gamle klassiske film om magt. Man ser scener, der kunne være klippet lige ud af de nazistiske propagandafilm som f.eks. Leni Riefenstahls "Triumph des Willes". Der er kopier af scener fra Orson Welles "Citizen Kane". Og der er samme funktionalistiske scenografi som Welles Processen og samme stiliserede kostumer som dem, mændene på motorcykel bærer i Cocteaus "Orphée".
Skuespillet er det vigtigste i skuespil, men det er også vigtigt i film, og da især, når filmen er baseret på et skuespil! Ian McKellen er en dreven karakterskuespiller med speciale i Shakespeare-figurer, og det kan mærkes. Han spiller hele filmen igennem totalt overbevisende, især med sin mimik. Richard er lammet i den ene side af kroppen, og McKellen halter derfor rundt og er forkrampet - selv smilet er halvt!
"Richard III" er den bedste film, jeg har set i meget, meget lang tid. Gå ind og se denne æstetiske magtdemonstration - og det er en ordre!
Da jeg havde set cirka fem minutter af denne film, rettede jeg mig i sædet, som det hedder. I virkeligheden var jeg på nippet til at stille mig op på sædet for at klappe og huje. Indledningsscenen i englænderen Richard Loncraines fortolkning af Shakespeares klassiske tragedie om det magtsyge menneskes psykologi er nemlig så chokerende brutal, at filmen allerede dér letter og sætter kursen mod de højeste luftlag - hvor den siden forbliver. Filmen er simpelthen en født klassiker.
Det har den også alle muligheder for at være. Manuskriptets forlæg er lavet af litteraturhistoriens allerstørste dramatiske talent. Hovedrollen udfyldes af en moden skuespiller, der til overflod lever op til Shakespeare-rollernes krav om karakterskuespil. Og så er filmen i øvrigt instrueret af en instruktør, der fra starten har erklæret, at han hader Shakespeare-skuespil!
At det sidste er en stor force for filmen skyldes, at instruktørens indædte aversion åbner for helt nye muligheder. Det Loncraine i virkeligheden hader, er nemlig ikke Shakespeare, men derimod kedsommelige teaterstykker, og derfor er filmen også endt som en blanding af actionfilm og inderlige monologer, den er komedie og tragedie på én og samme tid. Den er nytænkende - og traditionel. Ligesom Shakespeare også selv var det.
Det evigt gyldige
Shakespeares historie handler om, at Richard af Gloucester (Ian McKellen) vil være konge i stedet for kongen, og dramatikkens konge viser med en uhyggelig nøjagtighed, hvilken grusom psyke dette magtsyge menneske i grunden har. Denne problemstilling er for så vidt tidløs, og det er hele pointen. Der vil altid være magtsyge mennesker, ligesom der altid vil være tvivlende unge mænd som Hamlet og vilde forelskelser som Romeo og Julies.
Det er denne fortolkning, med fokus på det universelle i psykens udtryk, der er baggrund for filmens endelige udseende. Det her handler sådan set bare om magt - det kan lige så godt være nu som da. Dét er slet og ret genialt set, for med denne fortolkning har instruktøren givet sig selv totalt frie hænder. Frie hænder til at bevæge sig langt, langt bort fra de gammeldags forestillinger om, hvordan et Shakespeare-stykke skal sætte op, men samtidig også frie hænder til at kline sig op ad Shakespeare egne intentioner. Shakespeare ville vise magtsygen i mennesket - ikke kostumerne i et udstyrsstykke.
På den ene side fucker Loncraine derfor tilsyneladende alting op. Richard III lever pludselig i 30'ernes England, hvor han hygger sig med charleston-musik, fyldte chokolader, portvin og smalfilm. Der er biler, cigarer, fine damer med store hatte på hovedet og militærmænd med sildesalat på brystet. Helt utroværdigt - kunne man sige - i forhold til Shakespeares univers i 1590'erne.
Men dette univers er reelt helt perfekt til at vise, hvad magt - og begæret efter magt - egentlig handler om. Vi er nemlig lige mellem Første og Anden Verdenskrig. Hitler og Nazismen er lige om hjørnet. Kampen om magten i Europas lande er omtrent på sit højeste. Enten har man den helt - eller også har man den slet ikke. Og måden man får den på, er ved at udrydde sine fjender. Det er præcis, hvad Richard III gør. Han dræber i et væk - og har det fint med dét. Ja, faktisk morer det ham.
Historiens kvaliteter er alle på Shakespeare-niveau. Dertil kommer så filmens egne kvaliteter - de kvaliteter instruktøren har tilført i samarbejde med skuespillere, teknikere og så videre. Også på det punkt er værket helt oppe at ringe.
Der er nemlig tale om en veritabel hyldest til alle de gamle klassiske film om magt. Man ser scener, der kunne være klippet lige ud af de nazistiske propagandafilm som f.eks. Leni Riefenstahls "Triumph des Willes". Der er kopier af scener fra Orson Welles "Citizen Kane". Og der er samme funktionalistiske scenografi som Welles Processen og samme stiliserede kostumer som dem, mændene på motorcykel bærer i Cocteaus "Orphée".
Skuespillet er det vigtigste i skuespil, men det er også vigtigt i film, og da især, når filmen er baseret på et skuespil! Ian McKellen er en dreven karakterskuespiller med speciale i Shakespeare-figurer, og det kan mærkes. Han spiller hele filmen igennem totalt overbevisende, især med sin mimik. Richard er lammet i den ene side af kroppen, og McKellen halter derfor rundt og er forkrampet - selv smilet er halvt!
"Richard III" er den bedste film, jeg har set i meget, meget lang tid. Gå ind og se denne æstetiske magtdemonstration - og det er en ordre!
19/11-2018
