The French Connection 3
3.0
Robert de Niro og Jean Reno sidder skiftevis ved rattet, når de vilde biljagter går gennem Frankrigs smukke land. En metalmappe med ukendt indhold og en ung, smuk irsk kvinder sætte gang i løjerne, der i sidste ende skuffer
Fire mænd og en ung kvinde går ind i en bar midt i Paris. Tilsammen skal de først klare en lille våbenudveksling, og derefter fratage en meget professionel gruppe mørkklædte mænd en metalkuffert. De er alle professionelle kriminelle agenter, der er blevet fredløse efter den kolde krigs afslutning, og kvinden er deres boss. Hendes irske accent leder tanken hen på, at opgaven er bestilt af én af partene i den irske konflikt, men også russerne er involveret i jagten på kufferten.
Robert De Niro er den amerikanske Sam, der øjeblikkeligt finder en frænde i den franske Vincent, spillet af Jean Reno. Disse to er de bærende kræfter i filmen, selvom både Stellan Skarsgård som den østeuropæiske Gregor med den tysklydende accent, og Natascha McElhone som den irske Deidre gør det godt.
Filmen lægger stærkt ud, masser af interessante tråde, forholdet mellem personerne er anspændt og mistænksom - alle er potentielle fjender - og der er endda plads til spiren på en lille kærlighedsaffære mellem Sam og Deidre. Sideløbende kører fortællingen om de japanske samuraikrigere, hvis livsopgave var at beskytte deres herre. Blev denne i de gamle Japan dræbt, mistede de retten til at være samurai, og blev i stedet kaldt ronin. Ronin-krigerne var fredløse, og måtte klare sig ved at vandre fra sted til sted og prøve at sælge deres evner som lejemordere til hvem, der nu havde brug for det.
Hvem rammer flest fodgængere?
Det mest karakteristiske og bemærkelsesværdige ved Ronin er biljagterne. Både plot, historie og skuespil kommer til at stå i skyggen af disse velkoreograferede bilballetter, der let på hjul og i gruskaskader pirouetterer sig rundt i Paris' og Nices smalle gamle gader og på stejle bugtende bjergveje. Disse scener er som taget ud af lækre bilreklamer, og påført en James Bondsk vaseline på kameralinsen. Uanset hvad man ellers mener om denne måde at gebærde sig i trafikken på (min gamle skolepatruljelærer ville have fået et føl på tværs) og de utallige uskyldige fortovscafégæster, der vælter som kegler på en bowlingbane, så er det altså smukt at se på. Trommerytmerne på lydsiden slår også nærmest i takt med det hastigt bankende hjerte. For ikke sjældent sidder hjertet i halsen. Sidst så flotte biljagter er set på lærredet var i "The French Connection" fra 1971 og foregik i Chicago. Og selvfølgelig "Bullitt" fra 1968.
I bilens skygge
"Ronins" centrale omdrejningspunkt er som sagt den mystiske kuffert, og hvem der fanger hvem. I virkeligheden er kufferten en såkaldt McGuffin - noget alle jagter, men som i virkeligheden slet ikke er spor vigtig for selv filmens historie. Desværre slutter filmen uden at afvikle alle de spor den lægger ud (hvad sker der f. eks. med Sam og Deidre? Og hvem er manden i kørestolen?), og det bliver nærmest kvalmende rørstrømsk med Vincents afsluttende voiceover. I det hele taget fungerer filmen bedst som god actionunderholdning, der i en enkelt scene endda sætter lægeserierne på tv godt på plads i skammekrogen.
Er man altså til to-timers BMW og Peugeout-reklamer godt med stjernedrys og et potentielt afløb for dagligdagens trafikfrustrationer, så er "Ronin" er glimrende valg - ellers ikke.
Fire mænd og en ung kvinde går ind i en bar midt i Paris. Tilsammen skal de først klare en lille våbenudveksling, og derefter fratage en meget professionel gruppe mørkklædte mænd en metalkuffert. De er alle professionelle kriminelle agenter, der er blevet fredløse efter den kolde krigs afslutning, og kvinden er deres boss. Hendes irske accent leder tanken hen på, at opgaven er bestilt af én af partene i den irske konflikt, men også russerne er involveret i jagten på kufferten.
Robert De Niro er den amerikanske Sam, der øjeblikkeligt finder en frænde i den franske Vincent, spillet af Jean Reno. Disse to er de bærende kræfter i filmen, selvom både Stellan Skarsgård som den østeuropæiske Gregor med den tysklydende accent, og Natascha McElhone som den irske Deidre gør det godt.
Filmen lægger stærkt ud, masser af interessante tråde, forholdet mellem personerne er anspændt og mistænksom - alle er potentielle fjender - og der er endda plads til spiren på en lille kærlighedsaffære mellem Sam og Deidre. Sideløbende kører fortællingen om de japanske samuraikrigere, hvis livsopgave var at beskytte deres herre. Blev denne i de gamle Japan dræbt, mistede de retten til at være samurai, og blev i stedet kaldt ronin. Ronin-krigerne var fredløse, og måtte klare sig ved at vandre fra sted til sted og prøve at sælge deres evner som lejemordere til hvem, der nu havde brug for det.
Hvem rammer flest fodgængere?
Det mest karakteristiske og bemærkelsesværdige ved Ronin er biljagterne. Både plot, historie og skuespil kommer til at stå i skyggen af disse velkoreograferede bilballetter, der let på hjul og i gruskaskader pirouetterer sig rundt i Paris' og Nices smalle gamle gader og på stejle bugtende bjergveje. Disse scener er som taget ud af lækre bilreklamer, og påført en James Bondsk vaseline på kameralinsen. Uanset hvad man ellers mener om denne måde at gebærde sig i trafikken på (min gamle skolepatruljelærer ville have fået et føl på tværs) og de utallige uskyldige fortovscafégæster, der vælter som kegler på en bowlingbane, så er det altså smukt at se på. Trommerytmerne på lydsiden slår også nærmest i takt med det hastigt bankende hjerte. For ikke sjældent sidder hjertet i halsen. Sidst så flotte biljagter er set på lærredet var i "The French Connection" fra 1971 og foregik i Chicago. Og selvfølgelig "Bullitt" fra 1968.
I bilens skygge
"Ronins" centrale omdrejningspunkt er som sagt den mystiske kuffert, og hvem der fanger hvem. I virkeligheden er kufferten en såkaldt McGuffin - noget alle jagter, men som i virkeligheden slet ikke er spor vigtig for selv filmens historie. Desværre slutter filmen uden at afvikle alle de spor den lægger ud (hvad sker der f. eks. med Sam og Deidre? Og hvem er manden i kørestolen?), og det bliver nærmest kvalmende rørstrømsk med Vincents afsluttende voiceover. I det hele taget fungerer filmen bedst som god actionunderholdning, der i en enkelt scene endda sætter lægeserierne på tv godt på plads i skammekrogen.
Er man altså til to-timers BMW og Peugeout-reklamer godt med stjernedrys og et potentielt afløb for dagligdagens trafikfrustrationer, så er "Ronin" er glimrende valg - ellers ikke.
19/11-2018
