Noget nyt, noget gammelt og noget lånt
3.0
Harrison Ford er Humphrey Bogart, Julia Ormond er Audrey Hepburn, og Greg Kinnear er William Holden i genindspilningen af Billy Wilders dejlige komedie "Sabrina"
I 1954 lavede instruktøren Billy Wilder én af Hollywoods mange romantiske komedier. Den hedder "Sabrina" og er en lille perle, et livsbekræftende Askepot-eventyr. Humphrey Bogart og William Holden spiller de to overklassebrødre Linus og David Larrabee. Den ene, Linus, er en dygtig og veluddannet, men følelsesmæssig forstenet forretningsmand, den anden, David, er familiens sorte får. En playboy med tre forliste ægteskaber bag sig.
Audrey Hepburn spiller chaufførens datter Sabrina, der hele sit liv har været forelsket i David, uden at han dog nogensinde har værdiget hende et blik. Hendes far sender hende på husholdningsskole i Paris, og her forvandles hun, med hjælp fra en gammel preussisk adelsmand, fra en lille pige til en sofistikeret lady. Ved hendes hjemkomst forblændes David af hende, og det passer ikke ind i storebror Linus planer. David skal nemlig giftes med Elizabeth Tyson som del af en fussionsaftale mellem empirierne Tyson og Larrabee. Linus udtænker derfor en snedig plan om at forføre Sabrina, så hun mister interessen for David.
Nu, 42 år efter, har Sydney Pollack ("Firmaets Mand", "Havanna" og "Tootsie") genindspillet "Sabrina" med Harrison Ford, Julia Ormond ("Legendernes Tid" og "First Knight") og Greg Kinnear i hovedrollerne. Historien er grundlæggende den samme, omend man har forsøgt at opdatere den i kanterne, så den passer vor moderne tids ligestilling og teknologiske fremskridt. F.eks. kommer Sabrina ikke længere på husholdningsskole, men derimod i arbejde på modebladet Vogue, hendes parisianske mentor er en kvinde, ikke en gammel preussisk adelsmand, og Larrabee Corporation fremstiller ikke længere plastic, men kommunikationsteknologi. Det er dog krusninger på overfladen. De vigtigste scener og de centrale replikskifter er kopieret direkte fra den oprindelige version, så filmen beholder sit gammeldags og eventyragtige præg.
Sjælløst håndværk
Harrison Ford gør sig godt som Linus. Han spiller med en blanding af formel tilknappethed og neddæmpet arrogance, der ligger fuldt på højde med Bogarts fortolkning af den samme rolle. Greg Kinnear, der ellers til daglig er talk-show vært på amerikansk tv, har taget tv-overfladen med i rollen som David og gør egentlig en ganske hæderlige figur som den dovne playboy. Men har man først én gang set den vidunderlige Audrey Hepburn i rollen som Sabrina, virker Julia Ormonds spil almindeligt og ensformigt. Bevares, hun er da både smuk og tiltalende, men der er for meget overflade og for lidt personlig nerve, et problem man også ser i instruktionen. Sydney Pollack viser endnu engang, at han er en god håndværker. Med den store filminstruktørs håndbog foran sig, går han metodisk, men sjælløst til værks. Musikken buldrer på de rigtige steder, lyset giver billederne deres glansbilledagtige præg, og de romantiske nærbilleder falder præcist som et urværk.
For dem, der har set 'den gamle' udgave af "Sabrina", er 'den nye' udgave en udmærket genindspilning, der formår at bibeholde noget af charmen, men stadig ikke lever helt op til forlægget. For alle andre, der ikke kender historien i forvejen, er filmen god, gedigen Hollywood-romantik, som vi har set den mange gange før.
I 1954 lavede instruktøren Billy Wilder én af Hollywoods mange romantiske komedier. Den hedder "Sabrina" og er en lille perle, et livsbekræftende Askepot-eventyr. Humphrey Bogart og William Holden spiller de to overklassebrødre Linus og David Larrabee. Den ene, Linus, er en dygtig og veluddannet, men følelsesmæssig forstenet forretningsmand, den anden, David, er familiens sorte får. En playboy med tre forliste ægteskaber bag sig.
Audrey Hepburn spiller chaufførens datter Sabrina, der hele sit liv har været forelsket i David, uden at han dog nogensinde har værdiget hende et blik. Hendes far sender hende på husholdningsskole i Paris, og her forvandles hun, med hjælp fra en gammel preussisk adelsmand, fra en lille pige til en sofistikeret lady. Ved hendes hjemkomst forblændes David af hende, og det passer ikke ind i storebror Linus planer. David skal nemlig giftes med Elizabeth Tyson som del af en fussionsaftale mellem empirierne Tyson og Larrabee. Linus udtænker derfor en snedig plan om at forføre Sabrina, så hun mister interessen for David.
Nu, 42 år efter, har Sydney Pollack ("Firmaets Mand", "Havanna" og "Tootsie") genindspillet "Sabrina" med Harrison Ford, Julia Ormond ("Legendernes Tid" og "First Knight") og Greg Kinnear i hovedrollerne. Historien er grundlæggende den samme, omend man har forsøgt at opdatere den i kanterne, så den passer vor moderne tids ligestilling og teknologiske fremskridt. F.eks. kommer Sabrina ikke længere på husholdningsskole, men derimod i arbejde på modebladet Vogue, hendes parisianske mentor er en kvinde, ikke en gammel preussisk adelsmand, og Larrabee Corporation fremstiller ikke længere plastic, men kommunikationsteknologi. Det er dog krusninger på overfladen. De vigtigste scener og de centrale replikskifter er kopieret direkte fra den oprindelige version, så filmen beholder sit gammeldags og eventyragtige præg.
Sjælløst håndværk
Harrison Ford gør sig godt som Linus. Han spiller med en blanding af formel tilknappethed og neddæmpet arrogance, der ligger fuldt på højde med Bogarts fortolkning af den samme rolle. Greg Kinnear, der ellers til daglig er talk-show vært på amerikansk tv, har taget tv-overfladen med i rollen som David og gør egentlig en ganske hæderlige figur som den dovne playboy. Men har man først én gang set den vidunderlige Audrey Hepburn i rollen som Sabrina, virker Julia Ormonds spil almindeligt og ensformigt. Bevares, hun er da både smuk og tiltalende, men der er for meget overflade og for lidt personlig nerve, et problem man også ser i instruktionen. Sydney Pollack viser endnu engang, at han er en god håndværker. Med den store filminstruktørs håndbog foran sig, går han metodisk, men sjælløst til værks. Musikken buldrer på de rigtige steder, lyset giver billederne deres glansbilledagtige præg, og de romantiske nærbilleder falder præcist som et urværk.
For dem, der har set 'den gamle' udgave af "Sabrina", er 'den nye' udgave en udmærket genindspilning, der formår at bibeholde noget af charmen, men stadig ikke lever helt op til forlægget. For alle andre, der ikke kender historien i forvejen, er filmen god, gedigen Hollywood-romantik, som vi har set den mange gange før.
19/11-2018
