Storlummert shownummer
1.0
Gamle grise grynter bedst! Smukke blondiner viser alt! Det lyder godt, men lugter rigtig fælt, for "Showgirls" er en ægte stinker
"Oh show me a home where the buffalo roam, and I'll show you a home full of shit!" kanonerer den flommefede Henrietta Bazoom, mens hun provokerende tramper rundt på scenen i striptease-klubben The Cheetah. Røgen fra utallige cigaretter farves af det neonrøde lys, og danserindernes glinsende kroppe vrider sig kraftfuldt til den hårdtpumpede musik. Der er masser af bare bryster, bar røv og endda et par pubeshår, hvis man kigger godt efter.
Sådan fortsætter det, i to slappe timer, og når man kommer ud fra "Showgirls" føler man sig mest af alt som en gammel gris - et levn fra dengang erotik var noget farligt og beskidt, man skulle snige sig ind på mørke klubber eller ned i snuskede kælderbutikker for at opleve. "Showgirls" er en helt igennem lummer film - ikke eksplicit nok til at være egentligt pornografisk, men også for skamløst prangende og fantasiløs til at være pirrende eller erotisk.
Las Vegas er ikke fuld af bøfler, men fuld af lort. Sådan er moralen i instruktøren Paul Verhovens nyeste film. En film der ifølge presseomtalen skulle være hudløst ærlig og kompromisløs, når den forager verden. Og forarget bliver man, ikke over filmens rystende høje antal af, i øvrigt ganske nydelige, bare kvindebryster, men over, at en instruktør der har skabt, om ikke kunstnerisk subtile, så i hvert fald effektive og stilsikre film som "RoboCop","Total Recall" og "Basic Instinct", kan frembringe et sådant kalkulerende makværk. Verhoven har altid brugt de store armbevægelser til at svælge i vold og erotik, men han har hele tiden kombineret det med en ironisk distance og et fandenivoldsk glimt i øjet. Men i "Showgirls" glipper det.
'I was young - I needed the money'
Historien er ganske simpel og moralsk opbyggelig: Nomi Malone (Elizabeth 'Jeg var ung og havde brug for pengene' Berkley; rygtet vil vide, at Verhoven og manusforfatter Eszterhas offentligt har stået frem og undskyldt for at have spoleret den stakkels piges karriere) er en ung pige, som ankommer til Las Vegas - drømmenes by. Hun ansættes som danser, og da hun selvfølgelig er overmåde talentfuld, går hun snart mod større og større scener, indtil hun står på magtens tinde, og opdager at prisen for hendes succes har været moralsk forfald. "Showgirls" burde være en historie om korrumperet uskyld, om hvordan idealerne skuffes, og de søde små piger opsluges af det grusomme showbiz-maskineri, hvor en showgirl er til for at blive vist frem for kunderne og solgt for en behørig pris, hvis det da ikke er direktøren selv, der boller dem tykke. Sådan er det bare ikke - uskylden eksisterer simpelthen ikke i "Showgirls".
Nomi er fra starten en erfaren kvinde, da en truckchaffør, som giver hende et lift på vej til Vegas, kommer til at antyde, at han føler sig erotisk tiltrukket af den smukke unge kvinde, trækker hun straks sin springkniv og viser alle os stakkels tilskuere, at 'nobody fucks with Nomi Malone'. Vi er tvangsindlagt til at tilbringe to timer i selskab med en psykotisk strigle, som har selvtillid nok til, at Rocky Mountains ville smuldre under hendes isnende blik. Det er derfor en gåde, at Nomi, lige så snart hun kommer til Vegas, tager et job som stripteasedanserinde i en snusket klub. Rent fortællemæssigt ville det være et bedre træk, hvis hun i det mindste forsøgte at få et hæderligt job, før råddenskaben trækker hende ned. Men Nomi starter helt på bunden, der hvor de fleste fortællinger om korrumperet uskyld ender. Alligevel forsøger filmen at bilde os ind, at Nomi skam slet ikke er korrumperet endnu.
Trods denne himmelråbende tarvelighed mener "Showgirls" alligevel, at den skal belemre os med en 'god og opbyggelig' historie. Nomi får en veninde, Molly (Gina Ravera), som hun rigtig kan lave venindefnis med, og stemningen i omklædningslokalet er 'rå men hjertelig'. Hun har det nu alligevel meget godt. Og hun er ikke luder, bestemt ikke! Det insisterer hun meget på, men glemmer åbenbart, at hun tjener sine penge ved 'lapdance', det vil sige bedrive samleje med betalende klienter, de påklædt og hun afklædt, indtil kunden ejakulerer i bukserne. Men han må endelig ikke komme på danserinden, uha nej, på Cheetah Club har man strenge moralske regler. Filmens centrale modstilling - den moralske depraverings tærskel, så at sige - er dermed ikke om man smider tøjet for penge eller ej, men derimod om man lader ham få slamberten ind eller ej.
Skrigende seksualangst
Med denne pirrende problemstilling, "vil Nomi nå toppen, uden at hun skal bolle en producer?" fremruller "Showgirls" sit imponerende arsenal af usmagelige Las Vegas stripshows, pumpende musik og aggressive stemninger. Der er forrygende replikker ("Must be strange not having men coming all over you all the time"), gnister som flyver mellem de to kvindelige rivaler, når de sammenligner deres neglelak, og lidenskabelige samlejescener i laguneblå swimmingpools.
Man forundres over, at en film, som i den grad har 'bart kød' som sit eneste trækplaster, i bund og grund er rygende seksualforskrækket og sætter lighedstegn mellem sex og vold i utallige kraftfulde hofteskubninger og samlejer af en så voldsom, tæskende karakter, at selv hardcore-porno producere ville korse sig. Når Nomi sætter sig overskrævs på Zack (Kyle MacLachlan som VIRKELIG må have brug for pengene) ser det mere ud som om, hun prøver at slå ham ihjel end at elske med ham. Denne sammensmeltning af sex og vold fandt man også i "Basic Instinct", og der udgjorde den faktisk filmens fundament, men i "Showgirls" virker den bare som endnu en altfor håndfast betoning af 'fascinerende erotiske scener', som skal bringe publikum i en lurvet voyeuristisk stemning.
Kunne "Showgirls" været blevet en god film? Temaerne er jo klassiske, så problemet er snarere den tydelighed, hvormed det skinner igennem, at denne film kun er lavet for at tjene penge på skamridning af publikums dobbeltmoralske nyfigenhed. Det er simpelthen for plat.
"Oh show me a home where the buffalo roam, and I'll show you a home full of shit!" kanonerer den flommefede Henrietta Bazoom, mens hun provokerende tramper rundt på scenen i striptease-klubben The Cheetah. Røgen fra utallige cigaretter farves af det neonrøde lys, og danserindernes glinsende kroppe vrider sig kraftfuldt til den hårdtpumpede musik. Der er masser af bare bryster, bar røv og endda et par pubeshår, hvis man kigger godt efter.
Sådan fortsætter det, i to slappe timer, og når man kommer ud fra "Showgirls" føler man sig mest af alt som en gammel gris - et levn fra dengang erotik var noget farligt og beskidt, man skulle snige sig ind på mørke klubber eller ned i snuskede kælderbutikker for at opleve. "Showgirls" er en helt igennem lummer film - ikke eksplicit nok til at være egentligt pornografisk, men også for skamløst prangende og fantasiløs til at være pirrende eller erotisk.
Las Vegas er ikke fuld af bøfler, men fuld af lort. Sådan er moralen i instruktøren Paul Verhovens nyeste film. En film der ifølge presseomtalen skulle være hudløst ærlig og kompromisløs, når den forager verden. Og forarget bliver man, ikke over filmens rystende høje antal af, i øvrigt ganske nydelige, bare kvindebryster, men over, at en instruktør der har skabt, om ikke kunstnerisk subtile, så i hvert fald effektive og stilsikre film som "RoboCop","Total Recall" og "Basic Instinct", kan frembringe et sådant kalkulerende makværk. Verhoven har altid brugt de store armbevægelser til at svælge i vold og erotik, men han har hele tiden kombineret det med en ironisk distance og et fandenivoldsk glimt i øjet. Men i "Showgirls" glipper det.
'I was young - I needed the money'
Historien er ganske simpel og moralsk opbyggelig: Nomi Malone (Elizabeth 'Jeg var ung og havde brug for pengene' Berkley; rygtet vil vide, at Verhoven og manusforfatter Eszterhas offentligt har stået frem og undskyldt for at have spoleret den stakkels piges karriere) er en ung pige, som ankommer til Las Vegas - drømmenes by. Hun ansættes som danser, og da hun selvfølgelig er overmåde talentfuld, går hun snart mod større og større scener, indtil hun står på magtens tinde, og opdager at prisen for hendes succes har været moralsk forfald. "Showgirls" burde være en historie om korrumperet uskyld, om hvordan idealerne skuffes, og de søde små piger opsluges af det grusomme showbiz-maskineri, hvor en showgirl er til for at blive vist frem for kunderne og solgt for en behørig pris, hvis det da ikke er direktøren selv, der boller dem tykke. Sådan er det bare ikke - uskylden eksisterer simpelthen ikke i "Showgirls".
Nomi er fra starten en erfaren kvinde, da en truckchaffør, som giver hende et lift på vej til Vegas, kommer til at antyde, at han føler sig erotisk tiltrukket af den smukke unge kvinde, trækker hun straks sin springkniv og viser alle os stakkels tilskuere, at 'nobody fucks with Nomi Malone'. Vi er tvangsindlagt til at tilbringe to timer i selskab med en psykotisk strigle, som har selvtillid nok til, at Rocky Mountains ville smuldre under hendes isnende blik. Det er derfor en gåde, at Nomi, lige så snart hun kommer til Vegas, tager et job som stripteasedanserinde i en snusket klub. Rent fortællemæssigt ville det være et bedre træk, hvis hun i det mindste forsøgte at få et hæderligt job, før råddenskaben trækker hende ned. Men Nomi starter helt på bunden, der hvor de fleste fortællinger om korrumperet uskyld ender. Alligevel forsøger filmen at bilde os ind, at Nomi skam slet ikke er korrumperet endnu.
Trods denne himmelråbende tarvelighed mener "Showgirls" alligevel, at den skal belemre os med en 'god og opbyggelig' historie. Nomi får en veninde, Molly (Gina Ravera), som hun rigtig kan lave venindefnis med, og stemningen i omklædningslokalet er 'rå men hjertelig'. Hun har det nu alligevel meget godt. Og hun er ikke luder, bestemt ikke! Det insisterer hun meget på, men glemmer åbenbart, at hun tjener sine penge ved 'lapdance', det vil sige bedrive samleje med betalende klienter, de påklædt og hun afklædt, indtil kunden ejakulerer i bukserne. Men han må endelig ikke komme på danserinden, uha nej, på Cheetah Club har man strenge moralske regler. Filmens centrale modstilling - den moralske depraverings tærskel, så at sige - er dermed ikke om man smider tøjet for penge eller ej, men derimod om man lader ham få slamberten ind eller ej.
Skrigende seksualangst
Med denne pirrende problemstilling, "vil Nomi nå toppen, uden at hun skal bolle en producer?" fremruller "Showgirls" sit imponerende arsenal af usmagelige Las Vegas stripshows, pumpende musik og aggressive stemninger. Der er forrygende replikker ("Must be strange not having men coming all over you all the time"), gnister som flyver mellem de to kvindelige rivaler, når de sammenligner deres neglelak, og lidenskabelige samlejescener i laguneblå swimmingpools.
Man forundres over, at en film, som i den grad har 'bart kød' som sit eneste trækplaster, i bund og grund er rygende seksualforskrækket og sætter lighedstegn mellem sex og vold i utallige kraftfulde hofteskubninger og samlejer af en så voldsom, tæskende karakter, at selv hardcore-porno producere ville korse sig. Når Nomi sætter sig overskrævs på Zack (Kyle MacLachlan som VIRKELIG må have brug for pengene) ser det mere ud som om, hun prøver at slå ham ihjel end at elske med ham. Denne sammensmeltning af sex og vold fandt man også i "Basic Instinct", og der udgjorde den faktisk filmens fundament, men i "Showgirls" virker den bare som endnu en altfor håndfast betoning af 'fascinerende erotiske scener', som skal bringe publikum i en lurvet voyeuristisk stemning.
Kunne "Showgirls" været blevet en god film? Temaerne er jo klassiske, så problemet er snarere den tydelighed, hvormed det skinner igennem, at denne film kun er lavet for at tjene penge på skamridning af publikums dobbeltmoralske nyfigenhed. Det er simpelthen for plat.
19/11-2018
