Menneskelige rygere
4.0
Paul Austers persongalleri pulser derudaf - og fortæller masser af gode historier...
Selv for en ikke-ryger kan det være befriende at se en film, hvor personerne undlader at være politisk korrekte og damper vellystige løs på både cigaretter og cigarer. Når den centrale location i filmen er en tobakshandel, ville alt andet vel også være mærkeligt, men hvis man har oplevet hvordan amerikanerne efterhånden behandler deres stakkels rygere, forventer man, at rygerne vil blive skildret som en blanding af karaktérsvage vrag og sindsyge massemordere.
Men ikke i "Smoke". Her er rygerne forholdsvis almindelige mennesker, omend med mere fotogene ansigter (jeg tror, man kunne vise en to timer lang film, der udelukkende bestod af optagelser af Harvey Keitels ansigt - uden at publikum ville kede sig).
Hvis man nogensinde har studeret en flok rygere (eller - gys - selv er en af dem), så har man sikkert bemærket, at smøgerne, piberne, de små sure cerutter og vandpiberne egentlig bare er en måde at etablere et fællesskab på. Man har en fælles interesse - den ene har smøgerne, den anden ild. Det er grundlaget for at indlede en samtale, som så stille og roligt kan udvikle sig, i takt med at man får lagt omgivelserne i et blåligt røgslør. Man kan fortælle små historier og anekdoter, mere eller mindre sandfærdige, det betyder egentlig ikke så meget.
Og det er vel mere eller mindre dét, der sker i "Smoke". Bevares, der er da en rigtig historie i filmen om en ung mand, der søger efter sin far. Eller måske er det historien om udbyttet fra et røveri, der går gennem mange hænder. Eller måske er det historien om en mand, der får at vide at han har en 18-årig datter, han aldrig har hørt om før... - og sådan kunne man blive ved. Alle personerne i filmen fortæller historier, der i bedste fald er redigerede versioner af sandheden, eller mere sandsynligt direkte løgn - men det er gode historier, så det gør egentlig ikke så meget. Og historierne gør personerne interessante, giver dem facetter, gør dem virkelige og måske vedkommende.
Blid Keitel
Men selvfølgelig er det ikke kun historierne, der skaber personerne, det er også de skuespillere, der spiller dem. Harvey Keitel imponerer hver gang man ser ham. Keitels figur, Auggie Wren, er mere blid og medmenneskelig end man er vant til at se ham, men Keitel kan meget mere end bare at spille en led skid med en pistol. Denne gang spiller han en sympatisk ekspedient i en tobakshandel, der viser sig at have en mere kunstnerisk side, end man umiddelbart tror: hver morgen kl. 8 - 'sharp' - går han ud på gaden foran sin forretning og tager et billede. Det har han gjort i mange år og umiddelbart er alle billederne jo ens, men hvis man giver sig tid til rigtigt at betragte dem, opdager man, at de allesammen er en lille smule forskellige. Bag hans kunstprojekt er der selvfølgelig en interessant historie, "Auggie Wren's Cristmas Story", men den bør man opleve i biografen.
Forest Whitaker spiller igen en hård, men retfærdig mand med et blødt hjerte. Når man gør det så godt, som han gør, skal man være en ret ufølsom anmelder for ikke at påskønne hans fine præstation.
William Hurt spiller en forfatter, der er gået i stå efter sin kones død. Helt bogstaveligt bliver han hevet tilbage til livet af en ung sort mand, der har nogle helt anderledes kontante problemer end Hurts 'weltschmertz'. Hurt bryder sig absolut ikke om at blive hvirvlet ind i virkeligheden påny, men undervejs bliver han interesseret i at leve igen. Nu har jeg aldrig været nogen stor William Hurt-fan, han har altid virket lidt gennemsigtig på mig, men når man vænner sig til hans lidt aparte måde at spille på i "Smoke", er han faktisk god nok.
Alle de små historier, der tilsammen udgør filmen, er skrevet af den amerikanske succesforfatter Paul Auster ("Moon Palace", "The Music of Chance", "Leviathan", "Mr. Vertigo"). Filmen bygget på novellen "Auggie Wren's Cristmas Story", der rent faktisk ér en julehistorie (skrevet på bestilling til New York Times). Da instruktøren Wayne Wang læste denne novelle, kontaktede han Auster, der over flere år skrev på filmmanuskriptet ved siden af sin almindelige litterære produktion.
Blue In The Face
Auster var også involveret i selve filmoptagelserne og undervejs fik Wang, Keitel og Auster den sjove ide at lave en ekstra film, baseret på de improvisationsspil, som Keitel organiserede med de øvrige skuespillere som en opvarmning inden optagelserne. Auster fik de mange småhistorier til at hænge løst sammen, og så udnyttede man simpelthen, at man havde kulisserne og det tekniske udstyr stående. På tre dage optog de filmen "Blue In The Face"!
Det kan man simpelthen ikke!
Jo, det kan man faktisk godt. Jeg så filmen til årets filmfestival i Berlin, og den er pï sin vis bedre end "Smoke", omend man nok får mest ud af den, hvis man har set "Smoke" først. Den er langt mere kaleidoskopisk og sprudlende, lader folk tale direkte til kameraet og alle de andre ting man ikke "må" i almindelige spillefilm.
Det kræver normalt en rutineret instruktør for at holde styr på sådanne løjer, så derfor bliver man ekstra imponeret, når man hører, at Wayne Wang faktisk kun var med på optagelserne den første dag, hvorefter han blev alvorligt syg. Paul Auster måtte hoppe ind som instruktør - noget han aldrig nogensinde havde prøvet før, men han var den eneste, der havde så meget styr på manuskriptet, at det overhovedet kunne lade sig gøre.
"Blue In The Face" får premiere 27. oktober, en dato man bør glæde sig til.
Brooklyn
Men nu er det jo "Smoke" der har premiere, og selv om den måske kommer lidt i skyggen af sin mere vilde lillebror, så er den faktisk rigtig god. De mange sammenvævede historier lyder måske umiddelbart lidt Robert Altman- agtigt, men i modsætning til Altman, kan Auster og Wang godt lide deres personer, hvilket man som tilskuer også kommer til. Og så må man ikke glemme en vigtig bestanddel af filmen: bydelen Brooklyn, der er meget mindre glamourøs end Manhattan, men som faktisk er en af de mere velfungerende dele af New York. En babylonisk blanding af mennesker fra alle dele af verden, der tilsyneladende godt kan finde ud af at leve side om side her ("Blue In The Face" handler, om noget, netop om Brooklyn som en levende organisme).
"Smoke" er tydeligvis ikke en Hollywood-film. Den foregår blandt ret almindelige mennesker, der aldrig kunne drømme om at lave biljagter tværs gennem New York. Faktisk optræder der kun én pistol i løbet af hele filmen. Nul biljagter, nul eksplosioner, nul politifolk og nul bare bryster. Derfor føles det også lidt mærkeligt for en inkarneret tilhænger af blod, vold og action at anbefale "Smoke" helhjertet, men sådan må det nu engang være.
Selv for en ikke-ryger kan det være befriende at se en film, hvor personerne undlader at være politisk korrekte og damper vellystige løs på både cigaretter og cigarer. Når den centrale location i filmen er en tobakshandel, ville alt andet vel også være mærkeligt, men hvis man har oplevet hvordan amerikanerne efterhånden behandler deres stakkels rygere, forventer man, at rygerne vil blive skildret som en blanding af karaktérsvage vrag og sindsyge massemordere.
Men ikke i "Smoke". Her er rygerne forholdsvis almindelige mennesker, omend med mere fotogene ansigter (jeg tror, man kunne vise en to timer lang film, der udelukkende bestod af optagelser af Harvey Keitels ansigt - uden at publikum ville kede sig).
Hvis man nogensinde har studeret en flok rygere (eller - gys - selv er en af dem), så har man sikkert bemærket, at smøgerne, piberne, de små sure cerutter og vandpiberne egentlig bare er en måde at etablere et fællesskab på. Man har en fælles interesse - den ene har smøgerne, den anden ild. Det er grundlaget for at indlede en samtale, som så stille og roligt kan udvikle sig, i takt med at man får lagt omgivelserne i et blåligt røgslør. Man kan fortælle små historier og anekdoter, mere eller mindre sandfærdige, det betyder egentlig ikke så meget.
Og det er vel mere eller mindre dét, der sker i "Smoke". Bevares, der er da en rigtig historie i filmen om en ung mand, der søger efter sin far. Eller måske er det historien om udbyttet fra et røveri, der går gennem mange hænder. Eller måske er det historien om en mand, der får at vide at han har en 18-årig datter, han aldrig har hørt om før... - og sådan kunne man blive ved. Alle personerne i filmen fortæller historier, der i bedste fald er redigerede versioner af sandheden, eller mere sandsynligt direkte løgn - men det er gode historier, så det gør egentlig ikke så meget. Og historierne gør personerne interessante, giver dem facetter, gør dem virkelige og måske vedkommende.
Blid Keitel
Men selvfølgelig er det ikke kun historierne, der skaber personerne, det er også de skuespillere, der spiller dem. Harvey Keitel imponerer hver gang man ser ham. Keitels figur, Auggie Wren, er mere blid og medmenneskelig end man er vant til at se ham, men Keitel kan meget mere end bare at spille en led skid med en pistol. Denne gang spiller han en sympatisk ekspedient i en tobakshandel, der viser sig at have en mere kunstnerisk side, end man umiddelbart tror: hver morgen kl. 8 - 'sharp' - går han ud på gaden foran sin forretning og tager et billede. Det har han gjort i mange år og umiddelbart er alle billederne jo ens, men hvis man giver sig tid til rigtigt at betragte dem, opdager man, at de allesammen er en lille smule forskellige. Bag hans kunstprojekt er der selvfølgelig en interessant historie, "Auggie Wren's Cristmas Story", men den bør man opleve i biografen.
Forest Whitaker spiller igen en hård, men retfærdig mand med et blødt hjerte. Når man gør det så godt, som han gør, skal man være en ret ufølsom anmelder for ikke at påskønne hans fine præstation.
William Hurt spiller en forfatter, der er gået i stå efter sin kones død. Helt bogstaveligt bliver han hevet tilbage til livet af en ung sort mand, der har nogle helt anderledes kontante problemer end Hurts 'weltschmertz'. Hurt bryder sig absolut ikke om at blive hvirvlet ind i virkeligheden påny, men undervejs bliver han interesseret i at leve igen. Nu har jeg aldrig været nogen stor William Hurt-fan, han har altid virket lidt gennemsigtig på mig, men når man vænner sig til hans lidt aparte måde at spille på i "Smoke", er han faktisk god nok.
Alle de små historier, der tilsammen udgør filmen, er skrevet af den amerikanske succesforfatter Paul Auster ("Moon Palace", "The Music of Chance", "Leviathan", "Mr. Vertigo"). Filmen bygget på novellen "Auggie Wren's Cristmas Story", der rent faktisk ér en julehistorie (skrevet på bestilling til New York Times). Da instruktøren Wayne Wang læste denne novelle, kontaktede han Auster, der over flere år skrev på filmmanuskriptet ved siden af sin almindelige litterære produktion.
Blue In The Face
Auster var også involveret i selve filmoptagelserne og undervejs fik Wang, Keitel og Auster den sjove ide at lave en ekstra film, baseret på de improvisationsspil, som Keitel organiserede med de øvrige skuespillere som en opvarmning inden optagelserne. Auster fik de mange småhistorier til at hænge løst sammen, og så udnyttede man simpelthen, at man havde kulisserne og det tekniske udstyr stående. På tre dage optog de filmen "Blue In The Face"!
Det kan man simpelthen ikke!
Jo, det kan man faktisk godt. Jeg så filmen til årets filmfestival i Berlin, og den er pï sin vis bedre end "Smoke", omend man nok får mest ud af den, hvis man har set "Smoke" først. Den er langt mere kaleidoskopisk og sprudlende, lader folk tale direkte til kameraet og alle de andre ting man ikke "må" i almindelige spillefilm.
Det kræver normalt en rutineret instruktør for at holde styr på sådanne løjer, så derfor bliver man ekstra imponeret, når man hører, at Wayne Wang faktisk kun var med på optagelserne den første dag, hvorefter han blev alvorligt syg. Paul Auster måtte hoppe ind som instruktør - noget han aldrig nogensinde havde prøvet før, men han var den eneste, der havde så meget styr på manuskriptet, at det overhovedet kunne lade sig gøre.
"Blue In The Face" får premiere 27. oktober, en dato man bør glæde sig til.
Brooklyn
Men nu er det jo "Smoke" der har premiere, og selv om den måske kommer lidt i skyggen af sin mere vilde lillebror, så er den faktisk rigtig god. De mange sammenvævede historier lyder måske umiddelbart lidt Robert Altman- agtigt, men i modsætning til Altman, kan Auster og Wang godt lide deres personer, hvilket man som tilskuer også kommer til. Og så må man ikke glemme en vigtig bestanddel af filmen: bydelen Brooklyn, der er meget mindre glamourøs end Manhattan, men som faktisk er en af de mere velfungerende dele af New York. En babylonisk blanding af mennesker fra alle dele af verden, der tilsyneladende godt kan finde ud af at leve side om side her ("Blue In The Face" handler, om noget, netop om Brooklyn som en levende organisme).
"Smoke" er tydeligvis ikke en Hollywood-film. Den foregår blandt ret almindelige mennesker, der aldrig kunne drømme om at lave biljagter tværs gennem New York. Faktisk optræder der kun én pistol i løbet af hele filmen. Nul biljagter, nul eksplosioner, nul politifolk og nul bare bryster. Derfor føles det også lidt mærkeligt for en inkarneret tilhænger af blod, vold og action at anbefale "Smoke" helhjertet, men sådan må det nu engang være.
19/11-2018
