Kompromisløse Rohmer
2.0
"Et sommereventyr" fedter ikke for publikum, men kræver koncentration og tålmodighed. Desværre bliver det hele for kedeligt
Eric Rohmers tredje film i serien "Fortællinger fra fire årstider" hedder "Et sommereventyr" og er en lille fortælling om kærlighedens forvirrende logik.
Den unge mand Gaspard (Melvil Poupaud) kommer til en lille ferieby i Bretagne, hvor han skal møde sin kæreste Léna (Aurélia Nolin). Hun er ikke nogen steder at finde, så Gaspard slår tiden ihjel ved at spille guitar og snakke - kun snakke - med den ph.d.-studerende Margot (Amanda Langlet). Det bliver aldrig rigtig til noget mellem de to - både Gaspard og Margot er optagede af andre kærester - alligevel ligger der hele tiden et flirtende element i luften.
Til gengæld bliver det til noget mellem Gaspard og den frimodige Solène (Gwenaëlle Simon). Men problemer opstår, da Léna alligevel finder vej til øen. Gaspard står nu splittet mellem alle tre piger. Hvem vil han ha', og er de overhovedet interesseret i ham?
Lille film
"Et sommereventyr" er i alle henseender en lille film. Visuelt er den stillestående med lange indstillinger og få kamerabevægelser. Der er ingen underlægningsmusik udover de sømandssange, der flettes ind i handlingen. Og dramaturgisk er der ingen højdepunkter, kun handlingens evige forviklinger og Gaspards ubeslutsomhed.
Til gengæld er der megen dialog, og det er her Rohmers fokus - som altid - ligger. Nemlig i den næsten litterære udforskning af kærligheden og venskabet mellem de forskellige personer. Det er næsten som om, at hovedpersonerne bliver bærere af hver deres egenskaber, som Rohmer så med tilbagetrukket sans for manipulation spiller ud imod hinanden for at undersøge, hvad der sker.
Hårdt for tilskueren
Som tilskuer bliver man ligeledes placeret i en tilbagetrukket position, hvor der stilles krav til både ens koncentration og tålmodighed. Her er ingen billige melodramatiske tricks og nemme løsninger for at fedte for publikum og drage dem ind i fortællingen. Rohmer præsenterer sin vision, sin idé, uden guidelines og morale, og så er det op til den enkelte seer at interessere sig for det eller ej.
Og det kan være hårdt, især når man er flasket op med Hollywood-filmenes nagelfaste dramaturgi. Men også fordi, Rohmers film er så forbandet dialogtunge og kompromisløse i deres udtryk. For mig blev det i denne omgang for meget. Jeg fandt kun interesse i forholdet mellem Gaspard og Margot, der glimrende beskriver den tynde barriere mellem venskab og kærlighed. De andre handlingstråde forblev langtrukne og uinteressante.
Eric Rohmers tredje film i serien "Fortællinger fra fire årstider" hedder "Et sommereventyr" og er en lille fortælling om kærlighedens forvirrende logik.
Den unge mand Gaspard (Melvil Poupaud) kommer til en lille ferieby i Bretagne, hvor han skal møde sin kæreste Léna (Aurélia Nolin). Hun er ikke nogen steder at finde, så Gaspard slår tiden ihjel ved at spille guitar og snakke - kun snakke - med den ph.d.-studerende Margot (Amanda Langlet). Det bliver aldrig rigtig til noget mellem de to - både Gaspard og Margot er optagede af andre kærester - alligevel ligger der hele tiden et flirtende element i luften.
Til gengæld bliver det til noget mellem Gaspard og den frimodige Solène (Gwenaëlle Simon). Men problemer opstår, da Léna alligevel finder vej til øen. Gaspard står nu splittet mellem alle tre piger. Hvem vil han ha', og er de overhovedet interesseret i ham?
Lille film
"Et sommereventyr" er i alle henseender en lille film. Visuelt er den stillestående med lange indstillinger og få kamerabevægelser. Der er ingen underlægningsmusik udover de sømandssange, der flettes ind i handlingen. Og dramaturgisk er der ingen højdepunkter, kun handlingens evige forviklinger og Gaspards ubeslutsomhed.
Til gengæld er der megen dialog, og det er her Rohmers fokus - som altid - ligger. Nemlig i den næsten litterære udforskning af kærligheden og venskabet mellem de forskellige personer. Det er næsten som om, at hovedpersonerne bliver bærere af hver deres egenskaber, som Rohmer så med tilbagetrukket sans for manipulation spiller ud imod hinanden for at undersøge, hvad der sker.
Hårdt for tilskueren
Som tilskuer bliver man ligeledes placeret i en tilbagetrukket position, hvor der stilles krav til både ens koncentration og tålmodighed. Her er ingen billige melodramatiske tricks og nemme løsninger for at fedte for publikum og drage dem ind i fortællingen. Rohmer præsenterer sin vision, sin idé, uden guidelines og morale, og så er det op til den enkelte seer at interessere sig for det eller ej.
Og det kan være hårdt, især når man er flasket op med Hollywood-filmenes nagelfaste dramaturgi. Men også fordi, Rohmers film er så forbandet dialogtunge og kompromisløse i deres udtryk. For mig blev det i denne omgang for meget. Jeg fandt kun interesse i forholdet mellem Gaspard og Margot, der glimrende beskriver den tynde barriere mellem venskab og kærlighed. De andre handlingstråde forblev langtrukne og uinteressante.
19/11-2018