Paradis på jord
4.0
Férid Boughedir har lavet et besnærende eventyr om kvinder og mænd, frihed og begrænsninger. Filmens dystre tema om religionskonflikter og samfundets undertrykkende normer opvejes fint af den lyse, sommerkåde skildring af livets egentlige værdier.
La Goulette i Tunesien er uden tvivl paradis på jord. Her spises og drikkes, snakkes og leges og forskellige folkeslag og trosretninger er samlet side om side. Men som bekendt findes en slange i paradis og den ses i Férid Boughédirs charmerende sommereventyr, i skikkelse af samfundets normer og traditioner.
Året er 1967. Den solbeskindede havneby La Goulettes beboere går mere op i mad og drikke, sol og siesta, end de problemer i Mellemøsten, som inden længe vil skille jøder og arabere ad verden over. De unge mænd jagter pigerne, mens forældregenerationen jubler over Claudia Cardinales besøg, som var hun verdens herskerinde. Hun kommer frem på en altan og lader sig hylde, og det er desværre filmen svageste led. En slags Cardinales sidste, triste "fifteen minutes". Selvom man siger kæden ikke er stærkere end det svageste led, spoleres denne livsbekræftende film ikke af et lille sidespring.
Især fordi filmens andre sidespring, i bogstaveligeste forstand, er muntre og lette. Mændende er dameglade dernede i varmen og måske er det derfor normerne siger at sex er forbudt før ægteskabet.
Tre uadskillelige venner, en jøde, en muslim og en katolik, må sande at deres syttenårige døtre Mériem, Gigi og Tina, vil blæse på forældrenes levemåde og formaninger. De er unge, frie og vil selv bestemme hvem deres tilkomne skal være. Derfor aftaler de at miste deres "uskyld" på selve den dag byen fejrer den hellige Madonna. Og ikke nok med det skal deres respektive, uvidende ofre have en anden religion end dem selv. Det skaber så megen røre at deres fædre bryder kontakten til hinanden i et pludseligt indskud at racerenhed og moralsk vogteri. At tingene løser sig og fædrene indser vigtigheden af deres venskab, virker i lyset af filmens stemning, som en selvfølge. Og at pigerne alligevel har familienfølelser er ikke til at tage fejl af, da Mériam som bestikkelse smider tøjet foran husværten for at familien kan blive boende. Hun er så smuk, at han falder om og så er problemet jo løst.
"En sommer i La Goulette" er varm og luftig, som havnebyen selv, og den glade lette holdning til livet og lysten, der tilsidst vinder over familiernes bekymring, gør filmen til en nydelse. At vi afslutningsvis informeres om at seksdags-krigen skulle ødelægge forholdet mellem millioner af folk med forskellig tro, sætter et sørgmodigt punktum for dette eventyr. Men det ødelægger ikke de oplevelser vi har haft med filmens galleri af personligheder.
La Goulette i Tunesien er uden tvivl paradis på jord. Her spises og drikkes, snakkes og leges og forskellige folkeslag og trosretninger er samlet side om side. Men som bekendt findes en slange i paradis og den ses i Férid Boughédirs charmerende sommereventyr, i skikkelse af samfundets normer og traditioner.
Året er 1967. Den solbeskindede havneby La Goulettes beboere går mere op i mad og drikke, sol og siesta, end de problemer i Mellemøsten, som inden længe vil skille jøder og arabere ad verden over. De unge mænd jagter pigerne, mens forældregenerationen jubler over Claudia Cardinales besøg, som var hun verdens herskerinde. Hun kommer frem på en altan og lader sig hylde, og det er desværre filmen svageste led. En slags Cardinales sidste, triste "fifteen minutes". Selvom man siger kæden ikke er stærkere end det svageste led, spoleres denne livsbekræftende film ikke af et lille sidespring.
Især fordi filmens andre sidespring, i bogstaveligeste forstand, er muntre og lette. Mændende er dameglade dernede i varmen og måske er det derfor normerne siger at sex er forbudt før ægteskabet.
Tre uadskillelige venner, en jøde, en muslim og en katolik, må sande at deres syttenårige døtre Mériem, Gigi og Tina, vil blæse på forældrenes levemåde og formaninger. De er unge, frie og vil selv bestemme hvem deres tilkomne skal være. Derfor aftaler de at miste deres "uskyld" på selve den dag byen fejrer den hellige Madonna. Og ikke nok med det skal deres respektive, uvidende ofre have en anden religion end dem selv. Det skaber så megen røre at deres fædre bryder kontakten til hinanden i et pludseligt indskud at racerenhed og moralsk vogteri. At tingene løser sig og fædrene indser vigtigheden af deres venskab, virker i lyset af filmens stemning, som en selvfølge. Og at pigerne alligevel har familienfølelser er ikke til at tage fejl af, da Mériam som bestikkelse smider tøjet foran husværten for at familien kan blive boende. Hun er så smuk, at han falder om og så er problemet jo løst.
"En sommer i La Goulette" er varm og luftig, som havnebyen selv, og den glade lette holdning til livet og lysten, der tilsidst vinder over familiernes bekymring, gør filmen til en nydelse. At vi afslutningsvis informeres om at seksdags-krigen skulle ødelægge forholdet mellem millioner af folk med forskellig tro, sætter et sørgmodigt punktum for dette eventyr. Men det ødelægger ikke de oplevelser vi har haft med filmens galleri af personligheder.
19/11-2018