De legesyge gangstere
4.0
Takeshi 'Beat' Kitanos internationale gennembrud vises endelig i Danmark. Det er en både barsk og komisk gangsterfilm med en mærkeligt krøllet humor
I "Sonatine" (1993) fremviser den japanske instruktør, skuespiller og all-round kunstner Takeshi "Beat" Kitano den særegne stil, der gjorde ham berømt med guldløvevinderen fra Venedig, "Hana-bi" (1997). Det er en skøn blanding af hårdkogt gangsterfilm, stiliserede tableauer og barnagtig komik.
Yakuza på afveje Kitano spiller selv hovedrollen som gangsteren Murakawa, en aldrende mellemleder for 'yakuzaen', den japanske udgave af mafiaen. Murakawa har sit eget kriminelle distrikt og er en rå børste, der dræber fjender uden at tøve. Men på sin egen sagtmodige måde er han også træt af besværet og overvejer at trække sig tilbage.
Murakawa og håndlangere tager til øen Okinawa for at forhandle fred mellem en undergruppe fra organisationen og en fjendtlig gruppe. Men da de ankommer, synes ingen at ville have noget at gøre med dem, og efter adskillige attentater og skudvekslinger beslutter Murakawa at gemme sig i et hus ved stranden, indtil balladen er drevet over, og de kan komme tilbage til Tokyo.
Sommer ved stranden
Det er her på Okinawas klitter, at filmens bedste dele udfolder sig. Indtil da har stilen været en rå og distanceret skildring af gangsternes tavse, uoverskuelige liv, hvor stilheden og kedsomheden kun afbrydes af brutale mord.
Men da gangsterne pludselig får en slags ufrivillig ferie og må fordrive ventetiden med et eller andet, blomstrer de op. De begynder at lege og lave små practical jokes med hinanden. Murakawa viser sig som en listig gavtyv, og hans unge håndlangere er egentlig bare legesyge drenge.
Pistoler og sprællemænd
Filmen glider her abrupt over i en skæv humor, der både virker helt malplaceret og meget forfriskende. Det er typisk for asiatisk film, at man ikke har vandtætte skodder mellem komik og action, men Kitano finder sit helt eget, næsten absurde leje.
Naturligvis varer det lille legesyge paradis ved havet ikke ved, og snart må Murakawa tage et opgør med de bosser, der ønsker ham af vejen. Kitano skildrer dette voldelige opgør helt uden moralske skrupler, og han har i det hele taget en næsten selvforelsket begejstring for sin gangster-persona. Alligevel betages man af den tavse dræber med den underfundige humor.
Filmen vises med svenske undertekster, så det kan være nødvendigt at skærpe opmærksomheden undertiden. Men dialogen betyder heldigvis ikke så meget, og billederne taler for sig selv.
I "Sonatine" (1993) fremviser den japanske instruktør, skuespiller og all-round kunstner Takeshi "Beat" Kitano den særegne stil, der gjorde ham berømt med guldløvevinderen fra Venedig, "Hana-bi" (1997). Det er en skøn blanding af hårdkogt gangsterfilm, stiliserede tableauer og barnagtig komik.
Yakuza på afveje Kitano spiller selv hovedrollen som gangsteren Murakawa, en aldrende mellemleder for 'yakuzaen', den japanske udgave af mafiaen. Murakawa har sit eget kriminelle distrikt og er en rå børste, der dræber fjender uden at tøve. Men på sin egen sagtmodige måde er han også træt af besværet og overvejer at trække sig tilbage.
Murakawa og håndlangere tager til øen Okinawa for at forhandle fred mellem en undergruppe fra organisationen og en fjendtlig gruppe. Men da de ankommer, synes ingen at ville have noget at gøre med dem, og efter adskillige attentater og skudvekslinger beslutter Murakawa at gemme sig i et hus ved stranden, indtil balladen er drevet over, og de kan komme tilbage til Tokyo.
Sommer ved stranden
Det er her på Okinawas klitter, at filmens bedste dele udfolder sig. Indtil da har stilen været en rå og distanceret skildring af gangsternes tavse, uoverskuelige liv, hvor stilheden og kedsomheden kun afbrydes af brutale mord.
Men da gangsterne pludselig får en slags ufrivillig ferie og må fordrive ventetiden med et eller andet, blomstrer de op. De begynder at lege og lave små practical jokes med hinanden. Murakawa viser sig som en listig gavtyv, og hans unge håndlangere er egentlig bare legesyge drenge.
Pistoler og sprællemænd
Filmen glider her abrupt over i en skæv humor, der både virker helt malplaceret og meget forfriskende. Det er typisk for asiatisk film, at man ikke har vandtætte skodder mellem komik og action, men Kitano finder sit helt eget, næsten absurde leje.
Naturligvis varer det lille legesyge paradis ved havet ikke ved, og snart må Murakawa tage et opgør med de bosser, der ønsker ham af vejen. Kitano skildrer dette voldelige opgør helt uden moralske skrupler, og han har i det hele taget en næsten selvforelsket begejstring for sin gangster-persona. Alligevel betages man af den tavse dræber med den underfundige humor.
Filmen vises med svenske undertekster, så det kan være nødvendigt at skærpe opmærksomheden undertiden. Men dialogen betyder heldigvis ikke så meget, og billederne taler for sig selv.
19/11-2018
