Stjerner? Måske, men mig får de ingen af!
1.0
Kan denne bundskraber nogensinde undergås? Har vi nået grænsen for, hvor dårlig en film kan blive - og stadig blive vist i biografen?
Da Kirsten Stenbæks sidste film "Kærlighed ved første desperate blik" skulle have premiere i 1994, frasagde hovedrolleskuespilleren, Dick Kaysøe, sig offentligt filmen i ugerne op til. Han mente tilsyneladende ikke, at hans gode navn og rygte kunne bære at lave loyal PR for en så usædvanlig ringe film. En noget aparte fremgangsmåde kunne man mene, idet der ikke skal meget dårlig PR til, før en dansk film er død og begravet, og sædvanligvis er det kritikerne der står for den. Så det er ikke noget, man som skuespiller bare gør, uden at man risikerer at branchen blacklister én som værende illoyal overfor produktet. Men "Kærlighed ved første desperate blik" fik en hård medfart i pressen (én anmelder mente, at det bestemt måtte være århundredets dårligste film), og set i bakspejlet slap Kaysøe godt fra at snigløbe filmen.
Fornægter filmen
Set i lyset heraf er det måske ikke så dumt af Timm og Gordon at fornægte deres nye film, "Stjerner uden hjerner". Der har længe verseret rygter om T & G's utilfredshed samt problemerne med at få filmen færdig, og i B.T. kunne man for to uger siden læse, at de to skuespillere tog afstand fra deres medvirken i filmen og nægtede at medvirke i promoveringen af den. Det kan ikke undre. For det er en film som denne, der kan rehabilitere ovennævnte "Kærlighed ved første desperate blik" og overtage førertrøjen i konkurrencen "La maquevaerque superieure".
Nedtur
"Stjerner uden hjerner" er historien om to snotforvirrede og møgirriterende entertainere, Jim og Morten, der er på Danmarksturné med sløje vittigheder og sange à la Backstreet Boys. Dumme og arrogante tumler de gennem landet uden at ane, hvor de er, og var det ikke for deres manager, ville de sikkert ikke engang kunne finde ind på scenen. En kvindelig sensationsjournalist beslutter sig for at følge turnéen i håb om at grave noget smuds op, og da smudset ikke kommer af sig selv, sørger hun for, at der alligevel bliver noget at skrive om. Den kendte film/teaterproducent Klaus Pagh(!) kan se de økonomiske perspektiver i at lave en film med Jim og Morten i hovedrollerne, men først skal manuskriptet skrives, og idéerne er lige så tynde som armbevægelserne er store. Forude venter nedturen for Jim og Morten....
Ingen historie
"Dette her kan blive enden på vores karriere", siger Jim og Morten, da de læser et forfærdeligt manuskriptudkast til Pagh-filmen på deres hotelværelse. Med profetiske og dobbelttydigt galgenhumoristiske replikker som denne er der da på en måde noget at grine af alligevel. Gudskelov. Ellers ville man stå tilbage med en komedie, som i bedste fald kun kan inspirere tilskueren til at lytte efter, om der eventuelt skulle være nogen i salen, der bare overvejer at fnise. For der er sandt at sige ikke meget at le ad i denne film. Filmens altoverskyggende problem er, at der simpelthen ikke er nogen historie at fortælle. Hver gang, der er optræk til at følge én idé, vælger filmen at følge en ny, og således visner filmen (og tilskueren i takt dermed) af mangel på et gennemarbejdet manuskript. Det virker simpelthen som om, der i klipningen er foretaget en masse hovsaløsninger og sidste-øjebliksændringer ("Lad os nu bare få lortet færdigt"), der har haft til formål at redde noget, som burde have været skrottet.
Suk%u2026
Var det blot alt...! Filmen skæmmes derudover af store tekniske - eller måske skulle man kalde det ambitionsmæssige mangler. F.eks. er eftersynkroniseringen noget af det sløjeste, jeg har set siden forsøget på at få Trinitybrødrene til at tale amerikansk. Og mht. continuity skifter samtlige medvirkende hårlængde, -farve og -frisure for stort set hver scene i løbet af de 79 minutter, filmen varer. Skuespillet er langt hen ad vejen en katastrofe: Den eneste, der fremover vil kunne sige: "Ja, jeg var med!" uden at få folk til beskæmmet at se ned i jorden, er Henrik Lykkegaard som manageren. Han har oprigtigt forsøgt at skabe en figur, der holder hele filmen igennem, og det rækker hans talent så rigeligt til. Anderledes ser det ud med samtlige andre medvirkende, der faktisk ikke har noget at byde på. Og Timm og Gordon? De har et par vellykkede sorte replikskifter, og det er ligesom det.
Ja, sørgeligt er det, at man ikke kan anmelde en ny dansk film i en positiv ånd, men en gang imellem må man sande, at ikke alle danske film er misforståede mesterværker. Producenten Balboa har tidligere præsteret det ypperlige med "Pusher" og har flere spændende projekter på vej, men denne gang er det altså gået helt, helt galt. Måske skulle man overveje at lade en manuskriptforfatter kigge forbi en anden gang. Nej, ingen stjerner herfra.
Da Kirsten Stenbæks sidste film "Kærlighed ved første desperate blik" skulle have premiere i 1994, frasagde hovedrolleskuespilleren, Dick Kaysøe, sig offentligt filmen i ugerne op til. Han mente tilsyneladende ikke, at hans gode navn og rygte kunne bære at lave loyal PR for en så usædvanlig ringe film. En noget aparte fremgangsmåde kunne man mene, idet der ikke skal meget dårlig PR til, før en dansk film er død og begravet, og sædvanligvis er det kritikerne der står for den. Så det er ikke noget, man som skuespiller bare gør, uden at man risikerer at branchen blacklister én som værende illoyal overfor produktet. Men "Kærlighed ved første desperate blik" fik en hård medfart i pressen (én anmelder mente, at det bestemt måtte være århundredets dårligste film), og set i bakspejlet slap Kaysøe godt fra at snigløbe filmen.
Fornægter filmen
Set i lyset heraf er det måske ikke så dumt af Timm og Gordon at fornægte deres nye film, "Stjerner uden hjerner". Der har længe verseret rygter om T & G's utilfredshed samt problemerne med at få filmen færdig, og i B.T. kunne man for to uger siden læse, at de to skuespillere tog afstand fra deres medvirken i filmen og nægtede at medvirke i promoveringen af den. Det kan ikke undre. For det er en film som denne, der kan rehabilitere ovennævnte "Kærlighed ved første desperate blik" og overtage førertrøjen i konkurrencen "La maquevaerque superieure".
Nedtur
"Stjerner uden hjerner" er historien om to snotforvirrede og møgirriterende entertainere, Jim og Morten, der er på Danmarksturné med sløje vittigheder og sange à la Backstreet Boys. Dumme og arrogante tumler de gennem landet uden at ane, hvor de er, og var det ikke for deres manager, ville de sikkert ikke engang kunne finde ind på scenen. En kvindelig sensationsjournalist beslutter sig for at følge turnéen i håb om at grave noget smuds op, og da smudset ikke kommer af sig selv, sørger hun for, at der alligevel bliver noget at skrive om. Den kendte film/teaterproducent Klaus Pagh(!) kan se de økonomiske perspektiver i at lave en film med Jim og Morten i hovedrollerne, men først skal manuskriptet skrives, og idéerne er lige så tynde som armbevægelserne er store. Forude venter nedturen for Jim og Morten....
Ingen historie
"Dette her kan blive enden på vores karriere", siger Jim og Morten, da de læser et forfærdeligt manuskriptudkast til Pagh-filmen på deres hotelværelse. Med profetiske og dobbelttydigt galgenhumoristiske replikker som denne er der da på en måde noget at grine af alligevel. Gudskelov. Ellers ville man stå tilbage med en komedie, som i bedste fald kun kan inspirere tilskueren til at lytte efter, om der eventuelt skulle være nogen i salen, der bare overvejer at fnise. For der er sandt at sige ikke meget at le ad i denne film. Filmens altoverskyggende problem er, at der simpelthen ikke er nogen historie at fortælle. Hver gang, der er optræk til at følge én idé, vælger filmen at følge en ny, og således visner filmen (og tilskueren i takt dermed) af mangel på et gennemarbejdet manuskript. Det virker simpelthen som om, der i klipningen er foretaget en masse hovsaløsninger og sidste-øjebliksændringer ("Lad os nu bare få lortet færdigt"), der har haft til formål at redde noget, som burde have været skrottet.
Suk%u2026
Var det blot alt...! Filmen skæmmes derudover af store tekniske - eller måske skulle man kalde det ambitionsmæssige mangler. F.eks. er eftersynkroniseringen noget af det sløjeste, jeg har set siden forsøget på at få Trinitybrødrene til at tale amerikansk. Og mht. continuity skifter samtlige medvirkende hårlængde, -farve og -frisure for stort set hver scene i løbet af de 79 minutter, filmen varer. Skuespillet er langt hen ad vejen en katastrofe: Den eneste, der fremover vil kunne sige: "Ja, jeg var med!" uden at få folk til beskæmmet at se ned i jorden, er Henrik Lykkegaard som manageren. Han har oprigtigt forsøgt at skabe en figur, der holder hele filmen igennem, og det rækker hans talent så rigeligt til. Anderledes ser det ud med samtlige andre medvirkende, der faktisk ikke har noget at byde på. Og Timm og Gordon? De har et par vellykkede sorte replikskifter, og det er ligesom det.
Ja, sørgeligt er det, at man ikke kan anmelde en ny dansk film i en positiv ånd, men en gang imellem må man sande, at ikke alle danske film er misforståede mesterværker. Producenten Balboa har tidligere præsteret det ypperlige med "Pusher" og har flere spændende projekter på vej, men denne gang er det altså gået helt, helt galt. Måske skulle man overveje at lade en manuskriptforfatter kigge forbi en anden gang. Nej, ingen stjerner herfra.
19/11-2018
