I sorgens land
4.0
Den canadiske instruktør Atom Egoyan beskriver i sin nye film, "The Sweet Hereafter - Tiden efter", hvordan menneskene i et lille sneomsluttet samfund bearbejder et fælles traume. Også i andre af Egoyans film, som "Family Viewing" og "Exotica", er tab, skyld og seksualitet centrale temaer, og ikke mindst med "The Sweet Hereafter - Tiden efter" har han skabt en meget smuk og inderlig film.
"Rottefængeren fra Hameln" er den historie, den 15-årige Nicole (Sarah Polley) fortæller to yngre børn, da hun babysitter for dem. Det er historien om rottefængeren, der ikke fik sin belønning for at have befriet byen Hameln for en rotteplage. Som straf spillede han på sin magiske fløjte og bortførte alle byens børn. Selvom Nicole tilsyneladende lever i en god familie, forstår vi, da hun kommer hjem den aften, hvorfor hun skulle ønske sig at blive tryllet bort til et magisk sted.
Skylden
Det bliver hun nu ikke, men til gengæld bliver den lille bys forældre berøvet deres børn, da skolebussen næste dag forulykker. Det er denne by, en by uden fremtid, Mitchell Stephens (Ian Holm) kommer til i filmens start. Han er advokat og vil på forældrenes vegne lægge sag an mod de ansvarlige for ulykken. For som han siger, er der altid nogen, der har ansvaret.
Ulykker sker ikke bare tilfældigt.
Med stor ildhu forsøger den ellers noget tilknappede Stephens at vinde samtlige skadeslidte for sit projekt - også dem, der måske helst lod sårene hele i fred. Stephens kæmper for at lindre de pårørendes smerte og for at hindre lignende ulykker, men han kæmper også mod et personligt traume - nemlig tabet af datteren Zoe, der er fortabt for ham i storbyens og stofmisbrugets vold.
Tiden
"The Sweet Hereafter - Tiden efter" bevæger sig meget fint omkring denne problematik; hvor længe skal man søge svar, og hvornår skal man lære at leve med sin sorg. Nicole, der var vidne til ulykken, vælger sin egen måde at bearbejde sit tab og sit omsorgssvigt på. Og dermed er hun den, der viser en vej til dét liv, der skal leves i katastrofens efterdønninger.
Egoyan, der selv har skrevet manuskriptet til filmen efter Russell Banks' roman af samme navn, springer vedvarende mellem nutid og fortid. Det er en krævende fortælleform, og i hænderne på en mindre sikker instruktør kunne den have været dræbende for filmen. Men Egoyan formår at styre fortællingen, så tvivlen aldrig breder sig mere, end meningen er. Denne cirklen om ulykkeshændelsen underbygger tematisk set traumets natur; nemlig ønsket om på én gang at fortrænge og nå til afklaring.
Uden på noget tidspunkt at blive forudsigeligt sentimental viser Atom Egoyan med "The Sweet Hereafter - Tiden efter" et helt samfunds forsøg på at genvinde balancen efter en frygtelig ødelæggelse. Med afdæmpede virkemidler, smukke og knugende snedækkede landskaber, og stille, men intenst skuespil, hviler der en egen ro og skønhed over "The Sweet Hereafter - Tiden efter". En ro, der har kostet hjerteblod, og en skønhed, der er skrøbelig som søens isdække.
"Rottefængeren fra Hameln" er den historie, den 15-årige Nicole (Sarah Polley) fortæller to yngre børn, da hun babysitter for dem. Det er historien om rottefængeren, der ikke fik sin belønning for at have befriet byen Hameln for en rotteplage. Som straf spillede han på sin magiske fløjte og bortførte alle byens børn. Selvom Nicole tilsyneladende lever i en god familie, forstår vi, da hun kommer hjem den aften, hvorfor hun skulle ønske sig at blive tryllet bort til et magisk sted.
Skylden
Det bliver hun nu ikke, men til gengæld bliver den lille bys forældre berøvet deres børn, da skolebussen næste dag forulykker. Det er denne by, en by uden fremtid, Mitchell Stephens (Ian Holm) kommer til i filmens start. Han er advokat og vil på forældrenes vegne lægge sag an mod de ansvarlige for ulykken. For som han siger, er der altid nogen, der har ansvaret.
Ulykker sker ikke bare tilfældigt.
Med stor ildhu forsøger den ellers noget tilknappede Stephens at vinde samtlige skadeslidte for sit projekt - også dem, der måske helst lod sårene hele i fred. Stephens kæmper for at lindre de pårørendes smerte og for at hindre lignende ulykker, men han kæmper også mod et personligt traume - nemlig tabet af datteren Zoe, der er fortabt for ham i storbyens og stofmisbrugets vold.
Tiden
"The Sweet Hereafter - Tiden efter" bevæger sig meget fint omkring denne problematik; hvor længe skal man søge svar, og hvornår skal man lære at leve med sin sorg. Nicole, der var vidne til ulykken, vælger sin egen måde at bearbejde sit tab og sit omsorgssvigt på. Og dermed er hun den, der viser en vej til dét liv, der skal leves i katastrofens efterdønninger.
Egoyan, der selv har skrevet manuskriptet til filmen efter Russell Banks' roman af samme navn, springer vedvarende mellem nutid og fortid. Det er en krævende fortælleform, og i hænderne på en mindre sikker instruktør kunne den have været dræbende for filmen. Men Egoyan formår at styre fortællingen, så tvivlen aldrig breder sig mere, end meningen er. Denne cirklen om ulykkeshændelsen underbygger tematisk set traumets natur; nemlig ønsket om på én gang at fortrænge og nå til afklaring.
Uden på noget tidspunkt at blive forudsigeligt sentimental viser Atom Egoyan med "The Sweet Hereafter - Tiden efter" et helt samfunds forsøg på at genvinde balancen efter en frygtelig ødelæggelse. Med afdæmpede virkemidler, smukke og knugende snedækkede landskaber, og stille, men intenst skuespil, hviler der en egen ro og skønhed over "The Sweet Hereafter - Tiden efter". En ro, der har kostet hjerteblod, og en skønhed, der er skrøbelig som søens isdække.
19/11-2018
