To i én-film
2.0
I "Sliding Doors" spiller Gwyneth Paltrow én pige i to forskellige parallelhistorier.
Helen (Gwyneth Paltrow) bor sammen med sin kæreste Gerry (John Lynch), en wannabe-forfattersjuft, der oven i købet har en affære. Den dag Helen bliver fyret fra sit arbejde, ligger Gerry derhjemme sammen med Lydia (Jeanne Tripplehorn). På vej hjem fra det tidligere arbejde løber Helen ned ad trappen til togperronen, og en lille pige med sin barbiedukke forsinker hende et kort sekund, men nøjagtig nok til at hun ikke når toget. Filmen spoler tilbage, Helen løber baglæns op ad trappen og begynder nedstigningen igen, og denne gang trækker den lille piges mor barnet og dukken til side, så Helen lige når toget. Her begynder de to parallelhistorier, med de samme mennesker i de samme miljøer, men med helt forskellige handlinger.
Utroskab betaler sig/ikke
Den historie, der tager udgangspunkt i, at Helen ikke når toget, fortsætter med at Helen bliver nødt til at tage en taxa hjem, fordi togene pludselig ikke kører mere. Hun bliver overfaldet på gaden af en tasketyv og finder sin kæreste i badet. I den anden historie, møder hun den charmerende James (John Hannah) i toget, som hun dog skynder sig at fortælle, at hun altså bor sammen med én. Og ham finder hun kort tid efter i seng med en anden kvinde. I den første historie beholder hun sit lange mørke hår, mens hun i den anden dels bliver klippet og dels farvet lyshåret. Så er det også nemmere for os tilskuere at holde styr på de to handlinger. I den ene begynder Helen at arbejde som servitrice, noget af det tilsyneladende mest ynkelige og uværdige for en reklamedulle, mens hun i den anden historie åbner sit eget reklamebureau. Det er langt bedre at have fod under eget bord, synes at være moralen i "Sliding Doors".
Ordinære historier/Ok idé
Jeg var spændt på, hvordan de to historier ville blive afsluttet, sådan rent fortælleteknisk. Historierne er lidt ordinære, men bliver løftet af idéen, og selv om handlingerne er forskellige, er rollerne de samme i de to film. Og - lad mig tilføje - er også rollerne en kende kedelige. Gwyneth Paltrow er yndig, som hun plejer at være, men her er hun belemret med en frygtelig påtaget snobengelsk accent. Det lyder forfærdeligt og drager hele tiden opmærksomheden hen på, at Paltrow faktisk er amerikaner - og (hvad værre er) ikke er den store stjerne, også jeg har været med til at udråbe hende til. Det er kun Meryl Streep, der slipper godt afsted med accent-tricket. John Hannah som søde James, har vi set før i "Fire Bryllupper og en Begravelse", hvor han var den unge bøsse. Han er altså skøn og faktisk den eneste, der leverer hæderligt skuespil i "Sliding Doors", selv om Jeanne Tripplehorn som Lydia gør det godt som både erotisk elskerinde og hysterisk vraget furie.
Peter Howitt er manden bag både film og idé. Han var ude for et biluheld og brugte idéen om, hvad der kunne være sket, hvis han ikke var gået ud på kørebanen i netop det øjeblik, til at konstruere denne lille film. Og "Sliding Doors" er da o.k., men nok en film vi alle har glemt allerede på vej ud af biografen.
Helen (Gwyneth Paltrow) bor sammen med sin kæreste Gerry (John Lynch), en wannabe-forfattersjuft, der oven i købet har en affære. Den dag Helen bliver fyret fra sit arbejde, ligger Gerry derhjemme sammen med Lydia (Jeanne Tripplehorn). På vej hjem fra det tidligere arbejde løber Helen ned ad trappen til togperronen, og en lille pige med sin barbiedukke forsinker hende et kort sekund, men nøjagtig nok til at hun ikke når toget. Filmen spoler tilbage, Helen løber baglæns op ad trappen og begynder nedstigningen igen, og denne gang trækker den lille piges mor barnet og dukken til side, så Helen lige når toget. Her begynder de to parallelhistorier, med de samme mennesker i de samme miljøer, men med helt forskellige handlinger.
Utroskab betaler sig/ikke
Den historie, der tager udgangspunkt i, at Helen ikke når toget, fortsætter med at Helen bliver nødt til at tage en taxa hjem, fordi togene pludselig ikke kører mere. Hun bliver overfaldet på gaden af en tasketyv og finder sin kæreste i badet. I den anden historie, møder hun den charmerende James (John Hannah) i toget, som hun dog skynder sig at fortælle, at hun altså bor sammen med én. Og ham finder hun kort tid efter i seng med en anden kvinde. I den første historie beholder hun sit lange mørke hår, mens hun i den anden dels bliver klippet og dels farvet lyshåret. Så er det også nemmere for os tilskuere at holde styr på de to handlinger. I den ene begynder Helen at arbejde som servitrice, noget af det tilsyneladende mest ynkelige og uværdige for en reklamedulle, mens hun i den anden historie åbner sit eget reklamebureau. Det er langt bedre at have fod under eget bord, synes at være moralen i "Sliding Doors".
Ordinære historier/Ok idé
Jeg var spændt på, hvordan de to historier ville blive afsluttet, sådan rent fortælleteknisk. Historierne er lidt ordinære, men bliver løftet af idéen, og selv om handlingerne er forskellige, er rollerne de samme i de to film. Og - lad mig tilføje - er også rollerne en kende kedelige. Gwyneth Paltrow er yndig, som hun plejer at være, men her er hun belemret med en frygtelig påtaget snobengelsk accent. Det lyder forfærdeligt og drager hele tiden opmærksomheden hen på, at Paltrow faktisk er amerikaner - og (hvad værre er) ikke er den store stjerne, også jeg har været med til at udråbe hende til. Det er kun Meryl Streep, der slipper godt afsted med accent-tricket. John Hannah som søde James, har vi set før i "Fire Bryllupper og en Begravelse", hvor han var den unge bøsse. Han er altså skøn og faktisk den eneste, der leverer hæderligt skuespil i "Sliding Doors", selv om Jeanne Tripplehorn som Lydia gør det godt som både erotisk elskerinde og hysterisk vraget furie.
Peter Howitt er manden bag både film og idé. Han var ude for et biluheld og brugte idéen om, hvad der kunne være sket, hvis han ikke var gået ud på kørebanen i netop det øjeblik, til at konstruere denne lille film. Og "Sliding Doors" er da o.k., men nok en film vi alle har glemt allerede på vej ud af biografen.
19/11-2018
