Final Cut: Forhåbentlig!
2.0
"Urban Legends: Final Cut" lægger sig i det udtørrede blodspor fra "Scream"- og "I know what you did..."-filmene. Og selvfølgelig storebroren "Urban Legends". Der er intet nyt under hætten, men kan du lide førnævnte - vil du også synes om "Final Cut"
Det har været en svær tid for Reese (Loretta Devine) siden hun måtte forlade sit job som oversikkerhedsvagt på Pendleton University. En kedelig affære med en seriemorder var nærmere et brændemærke end et blåstempel, da hun søgte nye stillinger. Endelig får hun alligevel job på Alpine University, hvor de unge filmstuderende drømmer om en karriere i Hollywood.
Det er herligt for Reese, der selv er godt gennemtygget af en gal Pam Grier-fan. Et højdepunkt i "Final Cut" er den halve snes sekunder, hvor Reese nyder "Foxy Brown" (1974) på alle campus' overvågningsskærme. Desværre gør hun det netop, som morderen sætter ind.
Men selv om det virker, som om Reese er den eneste sikkerhedsvagt på hele campus, er hun ikke hovedpersonen. Det er Amy Mayfield (Jennifer Morrison). Sammen med sit filmhold arbejder hun på at vinde den eftertragtede "Hitchcock-pris" for bedste afgangsfilm. Prisen giver 15.000$ og retten til at instruere en film i Hollywood. Amys projekt bygger på vandrehistorier.
Absurd forklaring
Det virker absurd at forsøge at forklare og fortælle noget som helst om en film som "Urban Legends: Final Cut". Intet giver mening. Selv om du gætter, hvem morderen er, har du ingen jordisk chance for at gætte, hvorfor personen tager sådan på vej.
Det betyder ikke, at filmen ikke har sine kvaliteter. Men som sine forgængere lider den af at vælge chokket frem for den snigende gåsehud, selv om den har sine gyselige øjeblikke. Og et splat, der svælger i vandrehistorien om den forsvundne milt (!?). Instruktøren fra 1'eren må have været ulykkelig over at levere de billeder videre.
"Urban Legends: Final Cut" mønstrer kuriøse inslag som blot én enkelt storbarmet bimbo, en kussefikseret lebbe og en sofistikeret, storrygende europæer. Og så dyrker den i sin hævn over morderen fordommen om det rædselsfulde liv i kørestol. Men det hele nærmere understreger end udvisker filmens forudsigelighed.
Filmen er John Ottmans første som instruktør. Hidtil har han især komponeret filmmusik. Det har han blandt andet gjort til "Halloween H2O: Twenty Years After" (1998), og det gør han også her med stor sans for staccato-violin og andet i den dur.
Det har været en svær tid for Reese (Loretta Devine) siden hun måtte forlade sit job som oversikkerhedsvagt på Pendleton University. En kedelig affære med en seriemorder var nærmere et brændemærke end et blåstempel, da hun søgte nye stillinger. Endelig får hun alligevel job på Alpine University, hvor de unge filmstuderende drømmer om en karriere i Hollywood.
Det er herligt for Reese, der selv er godt gennemtygget af en gal Pam Grier-fan. Et højdepunkt i "Final Cut" er den halve snes sekunder, hvor Reese nyder "Foxy Brown" (1974) på alle campus' overvågningsskærme. Desværre gør hun det netop, som morderen sætter ind.
Men selv om det virker, som om Reese er den eneste sikkerhedsvagt på hele campus, er hun ikke hovedpersonen. Det er Amy Mayfield (Jennifer Morrison). Sammen med sit filmhold arbejder hun på at vinde den eftertragtede "Hitchcock-pris" for bedste afgangsfilm. Prisen giver 15.000$ og retten til at instruere en film i Hollywood. Amys projekt bygger på vandrehistorier.
Absurd forklaring
Det virker absurd at forsøge at forklare og fortælle noget som helst om en film som "Urban Legends: Final Cut". Intet giver mening. Selv om du gætter, hvem morderen er, har du ingen jordisk chance for at gætte, hvorfor personen tager sådan på vej.
Det betyder ikke, at filmen ikke har sine kvaliteter. Men som sine forgængere lider den af at vælge chokket frem for den snigende gåsehud, selv om den har sine gyselige øjeblikke. Og et splat, der svælger i vandrehistorien om den forsvundne milt (!?). Instruktøren fra 1'eren må have været ulykkelig over at levere de billeder videre.
"Urban Legends: Final Cut" mønstrer kuriøse inslag som blot én enkelt storbarmet bimbo, en kussefikseret lebbe og en sofistikeret, storrygende europæer. Og så dyrker den i sin hævn over morderen fordommen om det rædselsfulde liv i kørestol. Men det hele nærmere understreger end udvisker filmens forudsigelighed.
Filmen er John Ottmans første som instruktør. Hidtil har han især komponeret filmmusik. Det har han blandt andet gjort til "Halloween H2O: Twenty Years After" (1998), og det gør han også her med stor sans for staccato-violin og andet i den dur.
19/11-2018
