Sit folks befrier
4.0
Dreamworks - Steven Spielberg, Jeffrey Katzenberg og David Geffens nye underholdningsselskab - gør Disney rangen stridig som tegnefilmenes ukronede konge. "Prinsen af Egypten" er tindrende flot
Tegnefilm kan slippe af sted med visse ting, som almindelige film bliver dømt ude for. Pathos og storladen følelsesbefamling er ligesom mere okay, når det ikke er rigtige, levende mennesker, der står og forsøger at gøre sig interessante oppe på lærredet. De små tegnede pus har jo ikke andet liv end det, vi ser, og en tegnefilmfigurs sjæl er ren. Så her kan vi tillade os at grine og græde uden så megen efterrationalisering. Måske netop derfor er vores allerstørste historier, legender, myter og eventyr så godt tegnefilmstof - vi æder dem simpelt hen mere råt i tegnefilmformatet.
Broderopgør
Og en stor, stor historie er Bibelens beretning om Moses - den som Dreamworks nu fortæller med "Prinsen af Egypten". Først og fremmest er det historien om israelitternes befrielse fra slaveriet i Egypten, men det er i høj grad også historien om forsterbrødrene Ramses og Moses' skæbnebestemte opgør med hinanden. For Ramses skal arve sin faders rolle som Farao, hersker af Egypten, mens Moses, opvokset som Ramses' bror, men søn af fattige slaver, må se sin sande identitet i øjnene og blive sit folks befrier.
Det omkring brødrenes forhold, hele handlingen udspiller sig, og det er lidt af en genistreg i filmisk henseende. For det gør Moses' heltegerning til en personlig omkostning - han vinder sit folks frihed, men sin broders fjendskab. De store historiske linier sat op imod en personlig skæbne; det er det stof, den grandiose filmfortælling altid har været gjort af, fra "Borte med blæsten" til "Saving Private Ryan". Og "Prinsen af Egypten" behøver ikke skamme sig i dette selskab, for den forløser sit bibelske forlæg med filmisk nerve og visuel perfektion.
Magtdemonstration
Billedsiden er helt på højde med det flotteste, vi har set fra Disney-studierne. Helt åndeløst overvældende er naturligvis Guds endelige magtdemonstration, hvor han skiller vandene, så israelitterne kan undslippe deres forfølgere. De gigantiske vandmasser omkring den lille tørlagte passage er simpelt hen uhyggeligt flot lavet. En anden form for animationsmæssig flair demonstreres i et drømmesyn, hvor Moses ser sig selv i sin allertidligste barndom: Her bliver de egyptiske friser på murene levende og fortæller deres historie - det er både dybt originalt og skaber en flydende stemning af drømmemystik.
Der, hvor "Prinsen af Egypten" ender med at halte lidt, er på den musikalske side. Sangene, som efterhånden er en obligatorisk del af enhver tegnefilms "udenoms-merchandise", er ikke gode nok til at få deres eget liv som eksempelvis sangene af Elton John til "Løvernes konge". Men de fungerer fornuftigt nok i sammenhængen, og kan ikke ændre ved, at "Prinsen af Egypten" funkler juleklart på tegnefilmens stjernehimmel, og at vi endnu ikke er mere blaserte, end at de største fortællinger fra vor tids barndom stadig kan nå og røre os dér, hvor de store, våde følelser sidder.
Tegnefilm kan slippe af sted med visse ting, som almindelige film bliver dømt ude for. Pathos og storladen følelsesbefamling er ligesom mere okay, når det ikke er rigtige, levende mennesker, der står og forsøger at gøre sig interessante oppe på lærredet. De små tegnede pus har jo ikke andet liv end det, vi ser, og en tegnefilmfigurs sjæl er ren. Så her kan vi tillade os at grine og græde uden så megen efterrationalisering. Måske netop derfor er vores allerstørste historier, legender, myter og eventyr så godt tegnefilmstof - vi æder dem simpelt hen mere råt i tegnefilmformatet.
Broderopgør
Og en stor, stor historie er Bibelens beretning om Moses - den som Dreamworks nu fortæller med "Prinsen af Egypten". Først og fremmest er det historien om israelitternes befrielse fra slaveriet i Egypten, men det er i høj grad også historien om forsterbrødrene Ramses og Moses' skæbnebestemte opgør med hinanden. For Ramses skal arve sin faders rolle som Farao, hersker af Egypten, mens Moses, opvokset som Ramses' bror, men søn af fattige slaver, må se sin sande identitet i øjnene og blive sit folks befrier.
Det omkring brødrenes forhold, hele handlingen udspiller sig, og det er lidt af en genistreg i filmisk henseende. For det gør Moses' heltegerning til en personlig omkostning - han vinder sit folks frihed, men sin broders fjendskab. De store historiske linier sat op imod en personlig skæbne; det er det stof, den grandiose filmfortælling altid har været gjort af, fra "Borte med blæsten" til "Saving Private Ryan". Og "Prinsen af Egypten" behøver ikke skamme sig i dette selskab, for den forløser sit bibelske forlæg med filmisk nerve og visuel perfektion.
Magtdemonstration
Billedsiden er helt på højde med det flotteste, vi har set fra Disney-studierne. Helt åndeløst overvældende er naturligvis Guds endelige magtdemonstration, hvor han skiller vandene, så israelitterne kan undslippe deres forfølgere. De gigantiske vandmasser omkring den lille tørlagte passage er simpelt hen uhyggeligt flot lavet. En anden form for animationsmæssig flair demonstreres i et drømmesyn, hvor Moses ser sig selv i sin allertidligste barndom: Her bliver de egyptiske friser på murene levende og fortæller deres historie - det er både dybt originalt og skaber en flydende stemning af drømmemystik.
Der, hvor "Prinsen af Egypten" ender med at halte lidt, er på den musikalske side. Sangene, som efterhånden er en obligatorisk del af enhver tegnefilms "udenoms-merchandise", er ikke gode nok til at få deres eget liv som eksempelvis sangene af Elton John til "Løvernes konge". Men de fungerer fornuftigt nok i sammenhængen, og kan ikke ændre ved, at "Prinsen af Egypten" funkler juleklart på tegnefilmens stjernehimmel, og at vi endnu ikke er mere blaserte, end at de største fortællinger fra vor tids barndom stadig kan nå og røre os dér, hvor de store, våde følelser sidder.
19/11-2018
