Trommer over New England
4.0
Terningerne er kastet - spillet kan begynde - velkommen til urskovssafari med livet som indsats.
'Jumanji' er et spil - et af den slags med terninger og brikker, der flyttes fremad mod et simpelt mål. Lyder det kedeligt? Hvad nu hvis spillet var gammelt og lidt mere end mystisk - på randen til det overnaturlige? Hvad nu hvis spillet var porten til dine frygteligste mareridt? "A game for those who seek to find - A way to leave their world behind". Velkommen til 'Jumanji. Håber De vil overleve en safaritur i helvede.
Robin Williams er spydspids i denne højst usædvanlige historie om et spil, der må betegnes som ganske fængslende. Under spillet rykker deltagerne frem efter tur. For hver gang terningerne kastes, lyser et nyt kryptogram op i brættets midterste glasbue, som et orakel om spillerens nyeste uheld. Der er kun en regel, som bør følges nøje: Spillet skal føres til ende, før det gør en ende på dig. Verdens simpleste spil, hvor overgivelse ikke er noget alternativ.
Junglefeber
I 1969 hører drengen Alan Parrish pludselig trommerne kalde fra Jumanjis jungle. Lyden fører ham til en udgravning i nærheden af faderens skofabrik, hvor en kiste gemt bag en jordvold afslører den gamle æske med brikker og terninger. Begejstret over sit originale fund overtaler han sin veninde Sarah til et spil, men suges efter det første kast ned i universet bag glasbuen. Sarah formår ikke at afslutte spillet, så først efter 26 år forløses Alan igen, da Judy og Peter finder spillet, og slår den nødvendige femmer.
Forklædt som en vild Robinson Crusoe dukker den nu midaldrende Alan op, netop som en arrig løve er blevet introduceret ved Peters seneste terningkast. Trænet af det lange ophold i Jumanji, overlister Alan løven, men nægter derefter at hjælpe de to nye deltagere videre igennem spillet. Han er fri, så gud-hjælpe-mig om han vil risikere noget lignende igen! Nu er spillet som sagt ikke sådan lige at forlade, så efter et besøg hos den voksne Sarah, sætter de fire deltagere sig for at føre legen til ende, koste hvad det vil.
Fra dette sted i filmen, skiftes der til ren galop gennem Jumanjis deliriske og splittergale urskovsdyb. Fra det ene terningkast til det andet invaderes det massive hus af ondsindede aber, kødædende slyngplanter, en altoversvømmende monsunregn og - bare for ligsom at understrege omfanget - en tordnende horde af bissende elefanter, næsehorn og zebraer. De sidste bryder bogstaveligt talt igennem en hel væg, fortsætter ud langs med hallen og videre ind i New Hampshire by, hvor aberne er løbet i forvejen for at plyndre forretninger.
Det er ganske vist
For jordnære stivnakker, der ikke har begreb om ægte fantastik, er alt dette måske lige i overkanten. Nuvel, jeg skal indrømme, at visse af de påståede fænomener nævnt foroven, ikke er helt overbevisende udført selv ud fra genrens egen målestok. Aberne ligner f.eks. lidt for meget computergrafiske marionetter, og de giftigtvåde blomsterhoveder vil aldrig være andet end gummiattrapper. Alligevel bør den dæmoniske safari være årsag til, at filmen opnår sit fortjente publikum, for det er alt i alt forrygende godt lavet; filmens overbevisende aktiv og eneste hovedformål.
Ingen af de implicerede skuespillere skal således fremhæves på bekostning af det eventyrlige i filmen, og det er næsten ligeså uvæsentligt at gøre opmærksom på psykologien, der partout vil knytte brætspillets væsen sammen med børn-forældre-problematikken. Det mest rammende for spillets magi, udtales faktisk af Robin Williams som den voksne Alan: 'Det er ikke en drøm', forklarer han Sarah, 'det her er virkeligt!' For en gangs skyld har de kvælende pædagoger i Hollywood begået et eventyr, der med stor sikkerhed vil skræmme livet af børnene og underholde forældrene.
Lad det derfor også være en advarsel til de, der tror, at eftermiddagsfreden er børnesikret med et uskyldigt ophold i Robin Williams legeland. Selvom det hele ender uden alvorlige skrammer, er dyrene langt fra nomineret til en pris som 'pet of the year'. Spænd istedet småfolket fast til bedsteforældre eller fjernsynet, og nyd i ro og mag de 2/3 af filmen, hvor Jumanji krydser mellem "Jagten på den forsvundne skat" og "Jurassic park" uden øgler m.m. Den er et gribende eksempel på, at fantasi og filmmedie i fællesskab stadig kan lykkedes, uden for mange politiske kompromisser.
'Jumanji' er et spil - et af den slags med terninger og brikker, der flyttes fremad mod et simpelt mål. Lyder det kedeligt? Hvad nu hvis spillet var gammelt og lidt mere end mystisk - på randen til det overnaturlige? Hvad nu hvis spillet var porten til dine frygteligste mareridt? "A game for those who seek to find - A way to leave their world behind". Velkommen til 'Jumanji. Håber De vil overleve en safaritur i helvede.
Robin Williams er spydspids i denne højst usædvanlige historie om et spil, der må betegnes som ganske fængslende. Under spillet rykker deltagerne frem efter tur. For hver gang terningerne kastes, lyser et nyt kryptogram op i brættets midterste glasbue, som et orakel om spillerens nyeste uheld. Der er kun en regel, som bør følges nøje: Spillet skal føres til ende, før det gør en ende på dig. Verdens simpleste spil, hvor overgivelse ikke er noget alternativ.
Junglefeber
I 1969 hører drengen Alan Parrish pludselig trommerne kalde fra Jumanjis jungle. Lyden fører ham til en udgravning i nærheden af faderens skofabrik, hvor en kiste gemt bag en jordvold afslører den gamle æske med brikker og terninger. Begejstret over sit originale fund overtaler han sin veninde Sarah til et spil, men suges efter det første kast ned i universet bag glasbuen. Sarah formår ikke at afslutte spillet, så først efter 26 år forløses Alan igen, da Judy og Peter finder spillet, og slår den nødvendige femmer.
Forklædt som en vild Robinson Crusoe dukker den nu midaldrende Alan op, netop som en arrig løve er blevet introduceret ved Peters seneste terningkast. Trænet af det lange ophold i Jumanji, overlister Alan løven, men nægter derefter at hjælpe de to nye deltagere videre igennem spillet. Han er fri, så gud-hjælpe-mig om han vil risikere noget lignende igen! Nu er spillet som sagt ikke sådan lige at forlade, så efter et besøg hos den voksne Sarah, sætter de fire deltagere sig for at føre legen til ende, koste hvad det vil.
Fra dette sted i filmen, skiftes der til ren galop gennem Jumanjis deliriske og splittergale urskovsdyb. Fra det ene terningkast til det andet invaderes det massive hus af ondsindede aber, kødædende slyngplanter, en altoversvømmende monsunregn og - bare for ligsom at understrege omfanget - en tordnende horde af bissende elefanter, næsehorn og zebraer. De sidste bryder bogstaveligt talt igennem en hel væg, fortsætter ud langs med hallen og videre ind i New Hampshire by, hvor aberne er løbet i forvejen for at plyndre forretninger.
Det er ganske vist
For jordnære stivnakker, der ikke har begreb om ægte fantastik, er alt dette måske lige i overkanten. Nuvel, jeg skal indrømme, at visse af de påståede fænomener nævnt foroven, ikke er helt overbevisende udført selv ud fra genrens egen målestok. Aberne ligner f.eks. lidt for meget computergrafiske marionetter, og de giftigtvåde blomsterhoveder vil aldrig være andet end gummiattrapper. Alligevel bør den dæmoniske safari være årsag til, at filmen opnår sit fortjente publikum, for det er alt i alt forrygende godt lavet; filmens overbevisende aktiv og eneste hovedformål.
Ingen af de implicerede skuespillere skal således fremhæves på bekostning af det eventyrlige i filmen, og det er næsten ligeså uvæsentligt at gøre opmærksom på psykologien, der partout vil knytte brætspillets væsen sammen med børn-forældre-problematikken. Det mest rammende for spillets magi, udtales faktisk af Robin Williams som den voksne Alan: 'Det er ikke en drøm', forklarer han Sarah, 'det her er virkeligt!' For en gangs skyld har de kvælende pædagoger i Hollywood begået et eventyr, der med stor sikkerhed vil skræmme livet af børnene og underholde forældrene.
Lad det derfor også være en advarsel til de, der tror, at eftermiddagsfreden er børnesikret med et uskyldigt ophold i Robin Williams legeland. Selvom det hele ender uden alvorlige skrammer, er dyrene langt fra nomineret til en pris som 'pet of the year'. Spænd istedet småfolket fast til bedsteforældre eller fjernsynet, og nyd i ro og mag de 2/3 af filmen, hvor Jumanji krydser mellem "Jagten på den forsvundne skat" og "Jurassic park" uden øgler m.m. Den er et gribende eksempel på, at fantasi og filmmedie i fællesskab stadig kan lykkedes, uden for mange politiske kompromisser.
19/11-2018
