I et elektronisk spind

3.0
Opdatering af den klassiske komplotfilm. De moderne forbrydere har fået nye redskaber.

Cyberspace er der nogen, der kalder den verden af computernetværk, som eksisterer parallelt med den, vi andre færdes i til daglig. Normalt lever disse to verdener i al fordragelighed side om side, men "Nettet" handler om, hvor let cyberspace kan manipuleres, og hvor fatale konsekvenser det kan få for almindelige mennesker i den almindelige verden. For, som det hedder i filmen, vi har alle en "elektronisk skygge" - cpr-nummer, kontonumre og al mulig anden registrering - og hvis nogen, som er smarte nok, begynder at pille ved disse data, kan de vende op og ned på vores liv.

Angela Benett (Sandra Bullock) er en stille pige, der sjældent bevæger sig uden for sit trygge computerstyrede hjem, og hendes kontakt med omverdenen går via telefon og internet. Hun arbejder som specialist i at fjerne virus og fejl i computerprogrammer, og en dag får hun tilsendt en diskette, som viser sig at have en helt speciel funktion: Den giver adgang til et særligt netværk, der ellers ikke er tilgængeligt. Angela aftaler at mødes med ham, der sendte hende disketten, for at undersøge programmet nærmere. Men han dukker ikke op som aftalt, så hun tager af sted på den ferie, hun havde planlagt på forhånd.

Fra ferieflirt til mareridt
På sin ferie møder Angela Jack Devlin (Jeremy Northam), som hun småforelsker sig i. Men der bliver ikke tid til megen romantik, for den diskette, Angela går rundt med, er åbenbart temmelig vigtig for nogen at få fat i. Ikke alene får hun en morder på nakken, hendes forfølgere er også i stand til at gå ind på snart sagt ethvert computernet og ændre data som det passer dem - f.eks. er hendes identitet blevet ændret i politiets filer, så hun her står registreret som en tidligere dømt prostitueret narkoman. Derfor er det kropumuligt for Angela at overbevise nogen som helst om hendes historie.

"Nettet" er en af den slags film, hvor helten bliver viklet ind i - nåja, et net - uden at forstå en brik af, hvad der i det hele taget foregår. Hun står alene og på bar bund, mens hun må kæmpe for at overleve og forsøge at løse gåden om, hvem hendes forfølgere er, og hvorfor de forfølger hende. Selv om vi selvfølgelig har en formodning om, at Angela sikkert klarer skærene til sidst, så lykkes det alligevel Irwin Winkler at holde os på kanten af stolesæderne. Modstanderne er hele tiden et skridt foran Angela, og fordi vi ved lige så lidt som hun, bliver filmen simpelt hen elementært spændende.

Sød endnu engang
Sandra Bullock spiller den søde og forvirrede Angela Benett, som dog i de afgørende situationer også har den nødvendige rygrad. Det gør hun fint, men Angela minder påfaldende om Lucy, som Sandra Bullock fra "Mens du sov". Ingen tvivl om at Bullock er meget indtagende, men næste gang kunne det alligevel være sjovt at se hende som en iskold og beregnende bitch, der er ond mod dyr. Iskold og beregnende er til gengæld lige hvad Jeremy Northam's lejemorder er - her er virkelig et kompetent psykopatportræt.

Under filmen sniger der sig en uhyggelig tanke om i baghovedet: Det er faktisk rigtigt, at et utal af oplysninger om vores liv ligger i edb-registre - "vores elektroniske skygge". Oplysninger og registre, vi måske ikke engang ved eksisterer. Hele samfundet er efterhånden bygget op omkring små sorte chips, som ingen af os almindelige mennesker ved hvad indeholder. - Og hvad nu hvis...?
Man kan blive helt paranoid af en god thriller som "Nettet". Man kan sikkert også bare blive godt underholdt.
Nettet