The Wedding Singer
2.0
Bruger De kaffe i sukkeret, hr. instruktør?
Det er sommer og biograferne lufter ud. Det er godt nok, ud med den trykkende hede og det hjernevridende indeklima. Nu vil vi dælme underholdes og klaske brankede lår, tak. Og hvem kommer så der? På en let brise af parfumeret ingenting med et næsten blufærdighedskrænkende twist af 80'er kolorit ? Det gør "The Wedding Singer". En sødetablet af en sommerfilm til alle romantiske sukker-grise.
Af René Jean Jensen
Det er altsammen såre godt. Altså, det der med kærlighed og romantik, og de rig- tige elskende, der får hinanden til sidst efter megen modstand og misforståelse. Suk. Det er som det skal være og sådan er "The Wedding Singer". En såkaldt romantisk komedie, kendetegnet ved det lille fortrøstningsfulde smil den automatisk ætser ind i ansigtet på biografgængeren. Det går nok, det her er et eventyr med 100% tilfredsheds-garanti. Ægte kærlighed kan selv ikke Hollywood holde tilbage....og sådan noget.
Men langt inde i biografgængerens genetiske struktur sidder der en lille dingenot, lad os kalde den Sukkertoppen. Det er den der sikrer ham "sødmefulde oplevelser".
Den dingenot har Frank Coraci fundet godt og grundigt med The Wedding Singer . Lidt for godt og grundigt.
Historien om den fjottet charmerende bryllups-sanger Robbie Hart (Adam Sandler) med speciale i Dead or Alive-hits, der efter sin egen bryllupskatastrofe forvandles til en flæbende melankolsk toastmaster fra helvede, er da meget sød.
Og at historien fortsætter med en snigende forelskelse i servitricen Julia (Drew Barrymore) er helt i tråd med alles forventninger. Men, og det er altså et af alvor dirrende men, kærligheden gør som bekendt blind, og derfor skyder filmen nogengange helt og aldeles ved siden af. Nogen i kredsen om instruktøren må have været smålun på den lillepigede frøken Barrymore, for hun er ret meget ved siden af i sit tilsukrede skuespil. Der er fare for akut diabetes, når hun smiler sine honningtykke smil på lærredet. Den dame er farlig, man griber i afmagt efter sin salpeter-syredunk og funderer over hvilken sukkervandsopløsning hun har stået i blød i under optagelserne.
Over Sukkertoppen
Men det er nu ikke kun hendes skyld at "The Wedding Singer" i længden virker som en overpyntet flødeskumskage. Der er noget decideret uraffineret over den leflende facon filmen præsenterer sig på. Gode komedier er normalt bygget op af et sæt spændingsfelter. Det vil helt enkelt sige, at megen sukker modsvares af megen salt og så videre. Sådan fungerer det bare ikke her. Instruktøren har et alt for fast greb om Sukkertoppen som han i storsmilende lalleglæde kæler til kvalmestadiet. Man mangler modstand, mere vrede, sorg, ondskab, sarkasme.
Men sommer er det jo. Skulle man gå og trænge til halvanden times sukker-injektion, så skal man have været en skamløst uopmærksom læser for ikke at vide hvor den lyst bliver tilfredsstillet. Husk tandbørsten!
Det er sommer og biograferne lufter ud. Det er godt nok, ud med den trykkende hede og det hjernevridende indeklima. Nu vil vi dælme underholdes og klaske brankede lår, tak. Og hvem kommer så der? På en let brise af parfumeret ingenting med et næsten blufærdighedskrænkende twist af 80'er kolorit ? Det gør "The Wedding Singer". En sødetablet af en sommerfilm til alle romantiske sukker-grise.
Af René Jean Jensen
Det er altsammen såre godt. Altså, det der med kærlighed og romantik, og de rig- tige elskende, der får hinanden til sidst efter megen modstand og misforståelse. Suk. Det er som det skal være og sådan er "The Wedding Singer". En såkaldt romantisk komedie, kendetegnet ved det lille fortrøstningsfulde smil den automatisk ætser ind i ansigtet på biografgængeren. Det går nok, det her er et eventyr med 100% tilfredsheds-garanti. Ægte kærlighed kan selv ikke Hollywood holde tilbage....og sådan noget.
Men langt inde i biografgængerens genetiske struktur sidder der en lille dingenot, lad os kalde den Sukkertoppen. Det er den der sikrer ham "sødmefulde oplevelser".
Den dingenot har Frank Coraci fundet godt og grundigt med The Wedding Singer . Lidt for godt og grundigt.
Historien om den fjottet charmerende bryllups-sanger Robbie Hart (Adam Sandler) med speciale i Dead or Alive-hits, der efter sin egen bryllupskatastrofe forvandles til en flæbende melankolsk toastmaster fra helvede, er da meget sød.
Og at historien fortsætter med en snigende forelskelse i servitricen Julia (Drew Barrymore) er helt i tråd med alles forventninger. Men, og det er altså et af alvor dirrende men, kærligheden gør som bekendt blind, og derfor skyder filmen nogengange helt og aldeles ved siden af. Nogen i kredsen om instruktøren må have været smålun på den lillepigede frøken Barrymore, for hun er ret meget ved siden af i sit tilsukrede skuespil. Der er fare for akut diabetes, når hun smiler sine honningtykke smil på lærredet. Den dame er farlig, man griber i afmagt efter sin salpeter-syredunk og funderer over hvilken sukkervandsopløsning hun har stået i blød i under optagelserne.
Over Sukkertoppen
Men det er nu ikke kun hendes skyld at "The Wedding Singer" i længden virker som en overpyntet flødeskumskage. Der er noget decideret uraffineret over den leflende facon filmen præsenterer sig på. Gode komedier er normalt bygget op af et sæt spændingsfelter. Det vil helt enkelt sige, at megen sukker modsvares af megen salt og så videre. Sådan fungerer det bare ikke her. Instruktøren har et alt for fast greb om Sukkertoppen som han i storsmilende lalleglæde kæler til kvalmestadiet. Man mangler modstand, mere vrede, sorg, ondskab, sarkasme.
Men sommer er det jo. Skulle man gå og trænge til halvanden times sukker-injektion, så skal man have været en skamløst uopmærksom læser for ikke at vide hvor den lyst bliver tilfredsstillet. Husk tandbørsten!
19/11-2018
