Fatalistisk skæbnedrama på den tibetanske tundra
4.0
Med en lang række festivalvisninger i bagagen kommer den kinesisk-amerikanske samproduktion "Xiu Xiu - Pigen der blev glemt" ('98) omsider ud i dansk biografdistribution. Filmen er fortalt i et dvælende billedsprog, der i sine mest lyriske passager associerer kraftigt til Kurosawas mesterværk "Dersu Uzala"
I starten af 1970'erne var den kinesiske kulturrevolution inde i sin afgørende fase. Flere millioner unge intellektuelle fra proletariatet og den lavere middelklasse blev hvervet til revolutionshærens korps af ungpionerer og sendt bort til fjerne kantoner, de fleste for aldrig at vende tilbage. Det er også denne skæbne, som overgår teenagepigen Xiu Xiu (Lu Lu), der må tage afsked med sin lille arbejderfamilie og det trygge miljø, hun er vokset op i, for at gøre militærtjeneste for sit maoist- kommunistiske fædreland.
Det store folkebedrag
Xiu Xiu drager naivt afsted i den tro, at hun, når revolutionen er afsluttet, skal vende triumferende hjem og lede sin egen enhed af pigekavaleriet, hvilket selvfølgelig viser sig at være en forløjet illusion. For at lære et håndværk udstationeres pigen på tundra-grænsen mellem Kina og Tibet med en fattig hesteopdrætter, Lao Jin (Lopsang), som eneste selskab. På trods af aldersforskel og kultur-barrierer, udvikler der sig et varmt venskab mellem de to personer, som af ydre nødvendighed må deles om et lurvet militærtelt. Naturmennesket Lao Jin er eunuk, stille af sind, men renfærdig i hjertet. Civilisationsbarnet Xiu Xiu er i starten livsglad og nysgerrig, men hendes romantiserede illusioner skrælles lag for lag af i den barske og gudsforladte steppenatur, og hun ender med at fremstå forrået og egoistisk.
Som eneste mulighed for at kunne opnå de rette forbindelser og vende tilbage til hjemstavnen, ser Xiu Xiu sig nødsaget til at sælge sin krop til forbipasserende soldater og embedsmænd. Gang på gang tilfredsstiller hun deres animalske lyster under teltdugen, medens den kastrerede hyrde Lao Jin, som har udviklet faderlige følelser overfor hende, paralyseret må se på. Da pigen under et uønsket svangerskab bliver alvorligt syg, vågner Lao Jin op til dåd og rider den lange vej ind til byen med hende. Her konfronterer han de ansvarlige militære befalingsmænd med deres ugerning, men de spotter ham blot efter behag. Ethvert håb om gensyn med familien er nu udslukt hos den hospitaliserede Xiu Xiu, der kun ser døden som eneste udfrielse fra prostitutionens fornedrelse.
Associationer til "Dersu Uzala"
Ganske vist hviler der over hele "Xiu Xiu - Pigen der blev glemt" en meget fatalistisk grundtone, men i sine mange lyriske passager med stormomsuste steppevidder og blomstrende græsmarker associerer filmen faktisk primært til Akira Kurosawas humanistiske mesterværk "Dersu Uzala" fra 1975, som den tilmed deler tematik med. Også heri blev det civiliserede bymenneske konfron-teret med elementernes rasen og sin egen fysiske utilstrækkelighed i tundraens golde, afsondrede isolation og netop reddet af et harmonisk urmenneske i pagt med naturens besjælede ånd. Typisk for en moderne 90'er-film er Kurosawas idylliserede "moraleafslutning" dog her blevet forkastet til fordel for en mere rå og downbeat, men dramaturgisk tvingende nødvendig, konklusion.
Uden helt at nå Kurosawas almenmenneskelige og poetiske luftlag, har debutinstruktøren Joan Chen (som vi tidligere har set agere i Bertoluccis "Den sidste kejser" og David Lynchs tv-føljeton "Twin Peaks") med "Xiu Xiu - Pigen der blev glemt" skabt et modent værk, rigt på psykologisk indlevelse og konsekvens.
Chen har skabt en tragisk, men samtidig modig og nødvendig film, hvis tema om tabt uskyld og gryende seksualitet, man godt forstår det kinesiske censur-bureaukrati ikke har kunnet se på med milde øjne, hvorfor de har forbudt al offentlig fremvisning i hjemlandet. Vi andre, derimod, kan lykkeligvis frit nyde dens kvaliteter i fulde drag på de københavnske biograflærreder. Er De blot den mindste smule interesseret i kinesisk samtidshistorie, eller i at se menneskelig lidelse og afsavn komme sjælfuldt til udtryk, bør De gå ind og se den!
I starten af 1970'erne var den kinesiske kulturrevolution inde i sin afgørende fase. Flere millioner unge intellektuelle fra proletariatet og den lavere middelklasse blev hvervet til revolutionshærens korps af ungpionerer og sendt bort til fjerne kantoner, de fleste for aldrig at vende tilbage. Det er også denne skæbne, som overgår teenagepigen Xiu Xiu (Lu Lu), der må tage afsked med sin lille arbejderfamilie og det trygge miljø, hun er vokset op i, for at gøre militærtjeneste for sit maoist- kommunistiske fædreland.
Det store folkebedrag
Xiu Xiu drager naivt afsted i den tro, at hun, når revolutionen er afsluttet, skal vende triumferende hjem og lede sin egen enhed af pigekavaleriet, hvilket selvfølgelig viser sig at være en forløjet illusion. For at lære et håndværk udstationeres pigen på tundra-grænsen mellem Kina og Tibet med en fattig hesteopdrætter, Lao Jin (Lopsang), som eneste selskab. På trods af aldersforskel og kultur-barrierer, udvikler der sig et varmt venskab mellem de to personer, som af ydre nødvendighed må deles om et lurvet militærtelt. Naturmennesket Lao Jin er eunuk, stille af sind, men renfærdig i hjertet. Civilisationsbarnet Xiu Xiu er i starten livsglad og nysgerrig, men hendes romantiserede illusioner skrælles lag for lag af i den barske og gudsforladte steppenatur, og hun ender med at fremstå forrået og egoistisk.
Som eneste mulighed for at kunne opnå de rette forbindelser og vende tilbage til hjemstavnen, ser Xiu Xiu sig nødsaget til at sælge sin krop til forbipasserende soldater og embedsmænd. Gang på gang tilfredsstiller hun deres animalske lyster under teltdugen, medens den kastrerede hyrde Lao Jin, som har udviklet faderlige følelser overfor hende, paralyseret må se på. Da pigen under et uønsket svangerskab bliver alvorligt syg, vågner Lao Jin op til dåd og rider den lange vej ind til byen med hende. Her konfronterer han de ansvarlige militære befalingsmænd med deres ugerning, men de spotter ham blot efter behag. Ethvert håb om gensyn med familien er nu udslukt hos den hospitaliserede Xiu Xiu, der kun ser døden som eneste udfrielse fra prostitutionens fornedrelse.
Associationer til "Dersu Uzala"
Ganske vist hviler der over hele "Xiu Xiu - Pigen der blev glemt" en meget fatalistisk grundtone, men i sine mange lyriske passager med stormomsuste steppevidder og blomstrende græsmarker associerer filmen faktisk primært til Akira Kurosawas humanistiske mesterværk "Dersu Uzala" fra 1975, som den tilmed deler tematik med. Også heri blev det civiliserede bymenneske konfron-teret med elementernes rasen og sin egen fysiske utilstrækkelighed i tundraens golde, afsondrede isolation og netop reddet af et harmonisk urmenneske i pagt med naturens besjælede ånd. Typisk for en moderne 90'er-film er Kurosawas idylliserede "moraleafslutning" dog her blevet forkastet til fordel for en mere rå og downbeat, men dramaturgisk tvingende nødvendig, konklusion.
Uden helt at nå Kurosawas almenmenneskelige og poetiske luftlag, har debutinstruktøren Joan Chen (som vi tidligere har set agere i Bertoluccis "Den sidste kejser" og David Lynchs tv-føljeton "Twin Peaks") med "Xiu Xiu - Pigen der blev glemt" skabt et modent værk, rigt på psykologisk indlevelse og konsekvens.
Chen har skabt en tragisk, men samtidig modig og nødvendig film, hvis tema om tabt uskyld og gryende seksualitet, man godt forstår det kinesiske censur-bureaukrati ikke har kunnet se på med milde øjne, hvorfor de har forbudt al offentlig fremvisning i hjemlandet. Vi andre, derimod, kan lykkeligvis frit nyde dens kvaliteter i fulde drag på de københavnske biograflærreder. Er De blot den mindste smule interesseret i kinesisk samtidshistorie, eller i at se menneskelig lidelse og afsavn komme sjælfuldt til udtryk, bør De gå ind og se den!
19/11-2018
