Hvor meget vand kan man få for en milliard?
3.0
Årets mest omtalte og udskældte filmprojekt er endt som et storslået og fornøjeligt eventyr.
Fremtiden. Menneskets idiotiske udnyttelse af naturen har endelig båret frugt: Drivhuseffekten har smeltet polerne og jorden er forsvundet i en enorm syndflod. En ny verden er dannet - Waterworld.
Det nye samfund
Tiden er gået og historien om syndfloden er blevet til en myte om verdens skabelse. Ligeledes eksisterer håbet om Landjorden som en myte om Det tabte Paradis. Jord, papir og planter er blevet de mest værdifulde handelsvarer.
De få overlevende mennesker klarer sig på bedste beskub. Nogle slår sig sammen i små flydende landsbyer, andre bliver ondsindede sørøvere, og enkelte ernærer sig som ensomme handelsmænd og "vandstrygere" på det åbne hav. En sådan ensom ulv er vor helt, The Mariner, spillet af Kevin Costner med vanlig højtidelig blanding af sammenbidthed og afstemt patos. The Mariner foretrækker at være ensom på havet og kun handle med andre af nødvendighed, for han er en afart af et menneske: Som et led i evolutionens krogede sti mod stadig tilpasning til omgivelserne har The Mariner udviklet gæller, små nydelige hudlapper bag ørene, og svømmefødder, knapt så nydelige hudlapper mellem tærene. Han er Fiskemennesket. Vi ved intet om hans oprindelse, og han har tilsyneladende ingen artsfæller, men nyder en ophøjet ro på sin behændige og robuste trimaran, et tre-skroget skib sammensat af et væld af metalstumper og vragdele, som så mange andre af den nye menneskeheds fartøjer.
Begivenhedernes udformning tvinger imidlertid The Mariner til at bryde sin isolation. For at handle varer søger han til en atol, en flydende landsby. Menneskene er tvunget tilbage i en næsten middelalderlig tilværelse: Beskidte, grådige og voldsomme lever de i deres små borge og forgår i deres dekadente indavl. Alligevel er der rester af teknologisk viden, en halvgal professor arbejder med forskellig mekanik og man har udviklet metoder til at genbruge de døde menneskekroppe: Det rådnende slam bruges til plantegødning. Verden er ussel og alt i alt ikke særlig behagelig, men den fungerer. Dog er der nogle mennesker, der stadig har ære i livet, som den hårde, men retfærdig leder af atollen. Og selvfølgelig er der en smuk, ung og solbrændt kvinde, som vor helt skal involveres med. Hun hedder Helen (spillet af Jeanne Tripplehorn) og har en forretning på atollen. Men det, der gør hende mest interessant, er det barn, der følger hende: På den kunstneriske og flabede pige Enolas (Tina Majorino) ryg er graveret en tatovering, som muligvis kan lede den rette tyder til Landjorden.
Handlingen sættes igang
Knapt er Costner ankommet til atollen før han afsløres som mutant og sættes i fangeskab. Heldigvis for ham angriber en bande sørøvere stedet, lige da han skal henrettes, og istedet for at blive "genbrugt" får han en chance for at slippe væk. Røverne er de grumme skurke The Smokers, som kan være deres navn bekendt: De både ryger cigaretter og sviner atmosfæren til med osen fra deres drabelige maskiner. Som de eneste besidder The Smokers nemlig et stort olielager, hvilket giver dem det faktiske herredømme over havet. De er en flok morderiske og barbariske kumpaner, en blanding af middelalderlige landevejsrøvere og højteknologiske stammefolk, og de ledes af den brovtende og storrygende The Deacon (Kapellanen) spillet med vanligt ekspressivt frikadelleri af Dennis Hopper.
Godt nok er The Smokers en effektiv bande tyvepak, men heldigvis er de ikke særligt kløgtige, og de er derfor ingen udfordring for vor snarrådige helt. Ledsaget af de to kvinder undslipper The Mariner med hiv og sving, mens atollen spektakulært bliver reduceret til pindebrænde. Desværre er problemerne langt fra slut, for det viser sig, at The Smokers egentlig er ude efter pigens tatovering. Deres lager af olie er faretruende lavt, og det er derfor pinedød nødvendigt for dem at finde den sagnomspundne landjord. Herefter går den vilde jagt selvfølgelig og efter to timers hæsblæsende action og spændende afsløring af den ene hemmelighed efter den anden - findes Landjorden mon? - kan man som tilskuer ånde lettet op og forlade biografen med en rigtig god følelse i maven.
Det holder vand
"Waterworld" er en oplevelse som ingen anden, og det er både på godt og ondt. Samarbejdet mellem instruktøren Kevin Reynolds og produceren Costner har fået slemme skår under det næsten umulige job det har været, at optage denne på alle måder storslåede film. Næsten al handling foregår til vands, og det har vandskeliggjort hele processen i en grad, der får Francis Coppolas problemer med "Apocalypse Now" til at ligne det rene vand. Skandalen har luret i Hollywood, hvor man har set denne film som enden på duksedrengen Costners herredømme som filmbyens heltefjæs numero uno. Skadefro har man gnedet sig i hænderne og håbet på en rigtig vandgang for de to Kevin'er. Men det hele er langt fra gået i fisk og Waterworld bør ikke ende som Costners Waterloo. På sine egne betingelser er det en fantastisk underholdende og flot film, der holder næsten hele vejen hjem.
Tonen er storslået fire-forestillings eventyr, dog med alvorlige undertoner, og glemmer man det ironiske i, at en film, der i den grad prædiker imod forbrugersamfundets selvforskyldte undergang, har kostet den vandvittige sum af en milliard kroner, er der smæk for skillingen til alle raske drenge. Illusionen af et fremtidigt post-apokalyptisk samfund er både tankevækkende og særdeles overbevisende, og det eneste skår i glæden er, at filmen i sin iver for at begejstre, nogle gange bliver et nummer for fantastisk. Heltegerningerne går mod slutningen over gevind og man fristes til at spørge: Er det en fugl? er det et fly? Nej, det er Superfisk!
Fremtiden. Menneskets idiotiske udnyttelse af naturen har endelig båret frugt: Drivhuseffekten har smeltet polerne og jorden er forsvundet i en enorm syndflod. En ny verden er dannet - Waterworld.
Det nye samfund
Tiden er gået og historien om syndfloden er blevet til en myte om verdens skabelse. Ligeledes eksisterer håbet om Landjorden som en myte om Det tabte Paradis. Jord, papir og planter er blevet de mest værdifulde handelsvarer.
De få overlevende mennesker klarer sig på bedste beskub. Nogle slår sig sammen i små flydende landsbyer, andre bliver ondsindede sørøvere, og enkelte ernærer sig som ensomme handelsmænd og "vandstrygere" på det åbne hav. En sådan ensom ulv er vor helt, The Mariner, spillet af Kevin Costner med vanlig højtidelig blanding af sammenbidthed og afstemt patos. The Mariner foretrækker at være ensom på havet og kun handle med andre af nødvendighed, for han er en afart af et menneske: Som et led i evolutionens krogede sti mod stadig tilpasning til omgivelserne har The Mariner udviklet gæller, små nydelige hudlapper bag ørene, og svømmefødder, knapt så nydelige hudlapper mellem tærene. Han er Fiskemennesket. Vi ved intet om hans oprindelse, og han har tilsyneladende ingen artsfæller, men nyder en ophøjet ro på sin behændige og robuste trimaran, et tre-skroget skib sammensat af et væld af metalstumper og vragdele, som så mange andre af den nye menneskeheds fartøjer.
Begivenhedernes udformning tvinger imidlertid The Mariner til at bryde sin isolation. For at handle varer søger han til en atol, en flydende landsby. Menneskene er tvunget tilbage i en næsten middelalderlig tilværelse: Beskidte, grådige og voldsomme lever de i deres små borge og forgår i deres dekadente indavl. Alligevel er der rester af teknologisk viden, en halvgal professor arbejder med forskellig mekanik og man har udviklet metoder til at genbruge de døde menneskekroppe: Det rådnende slam bruges til plantegødning. Verden er ussel og alt i alt ikke særlig behagelig, men den fungerer. Dog er der nogle mennesker, der stadig har ære i livet, som den hårde, men retfærdig leder af atollen. Og selvfølgelig er der en smuk, ung og solbrændt kvinde, som vor helt skal involveres med. Hun hedder Helen (spillet af Jeanne Tripplehorn) og har en forretning på atollen. Men det, der gør hende mest interessant, er det barn, der følger hende: På den kunstneriske og flabede pige Enolas (Tina Majorino) ryg er graveret en tatovering, som muligvis kan lede den rette tyder til Landjorden.
Handlingen sættes igang
Knapt er Costner ankommet til atollen før han afsløres som mutant og sættes i fangeskab. Heldigvis for ham angriber en bande sørøvere stedet, lige da han skal henrettes, og istedet for at blive "genbrugt" får han en chance for at slippe væk. Røverne er de grumme skurke The Smokers, som kan være deres navn bekendt: De både ryger cigaretter og sviner atmosfæren til med osen fra deres drabelige maskiner. Som de eneste besidder The Smokers nemlig et stort olielager, hvilket giver dem det faktiske herredømme over havet. De er en flok morderiske og barbariske kumpaner, en blanding af middelalderlige landevejsrøvere og højteknologiske stammefolk, og de ledes af den brovtende og storrygende The Deacon (Kapellanen) spillet med vanligt ekspressivt frikadelleri af Dennis Hopper.
Godt nok er The Smokers en effektiv bande tyvepak, men heldigvis er de ikke særligt kløgtige, og de er derfor ingen udfordring for vor snarrådige helt. Ledsaget af de to kvinder undslipper The Mariner med hiv og sving, mens atollen spektakulært bliver reduceret til pindebrænde. Desværre er problemerne langt fra slut, for det viser sig, at The Smokers egentlig er ude efter pigens tatovering. Deres lager af olie er faretruende lavt, og det er derfor pinedød nødvendigt for dem at finde den sagnomspundne landjord. Herefter går den vilde jagt selvfølgelig og efter to timers hæsblæsende action og spændende afsløring af den ene hemmelighed efter den anden - findes Landjorden mon? - kan man som tilskuer ånde lettet op og forlade biografen med en rigtig god følelse i maven.
Det holder vand
"Waterworld" er en oplevelse som ingen anden, og det er både på godt og ondt. Samarbejdet mellem instruktøren Kevin Reynolds og produceren Costner har fået slemme skår under det næsten umulige job det har været, at optage denne på alle måder storslåede film. Næsten al handling foregår til vands, og det har vandskeliggjort hele processen i en grad, der får Francis Coppolas problemer med "Apocalypse Now" til at ligne det rene vand. Skandalen har luret i Hollywood, hvor man har set denne film som enden på duksedrengen Costners herredømme som filmbyens heltefjæs numero uno. Skadefro har man gnedet sig i hænderne og håbet på en rigtig vandgang for de to Kevin'er. Men det hele er langt fra gået i fisk og Waterworld bør ikke ende som Costners Waterloo. På sine egne betingelser er det en fantastisk underholdende og flot film, der holder næsten hele vejen hjem.
Tonen er storslået fire-forestillings eventyr, dog med alvorlige undertoner, og glemmer man det ironiske i, at en film, der i den grad prædiker imod forbrugersamfundets selvforskyldte undergang, har kostet den vandvittige sum af en milliard kroner, er der smæk for skillingen til alle raske drenge. Illusionen af et fremtidigt post-apokalyptisk samfund er både tankevækkende og særdeles overbevisende, og det eneste skår i glæden er, at filmen i sin iver for at begejstre, nogle gange bliver et nummer for fantastisk. Heltegerningerne går mod slutningen over gevind og man fristes til at spørge: Er det en fugl? er det et fly? Nej, det er Superfisk!
19/11-2018
