Teaterstykket, der skulle være blevet på scenen
1.0
Hvad stiller man op med en film, der gerne vil skildre et mor/datter-forholds små forskydninger, så det rører os ude i salen, gerne vil være dyb og vedkommende, gerne vil sige nogle kloge ting om livet, døden og kærligheden? Hvad stiller man op med "Vinter Gæsten", når det ikke lykkes den at gøre noget af det, den så gerne vil?
Man ser den ikke.
7 gode grunde til ikke at se Vinter Gæsten:
1. Den er noget så godt og gammeldaws som entydigt dårlig.
2. Man kan diskutere, om det overhovedet er en film, skuespilleren Alan Rickman her instruktør-debuterer med. Det er snarere et deprimerende stykke billedteater, hvor alting drejer sig om ordene, og billederne har til opgave at akkompagnere de tungtlæssede udsagn på nydelig og intetsigende vis.
3. Som fortælling om et nedkølet mor/datter- forhold, der langsomt tøer op, er "Vinter Gæsten" fuldstændig spulet for drive og overskud. Hvis man har tilbøjeligheder i retning af høflighed, kunne man måske finde på at sige: Det er en lille stilfærdig og tilbageholdt historie. Det, man dermed ikke siger, er sandheden om den så godt som fraværende historie: At den er fortalt af en ynkelig snegl, og at den skrider frem i samme tempo som istidens snemasser forlod Danmark.
4. Alan Rickman er ikke nogen karismatisk instruktør, ja, han formår ligefrem at få Emma Thompson i rollen som kvinden, der ikke kan komme sig over tabet af sin mand, til at virke temmelig uvedkommende. Det er i det hele taget "filmens" problem, at den ikke for alvor giver los for de store følelser, men i stedet vil snakke sig frem. Hvad betyder det for tilskuerne? Det betyder, at man virkelig skal anstrenge sig, eller være en helgen med et hjerte på størrelse med et cirkustelt, for at kunne leve sig ind i noget af det, der udspiller sig på celluloiden.
5. Er "filmens" mor/datter-tema tamt fortalt på en forkølet hattedameagtig måde, så er de tre sidehistorier direkte grinagtige i deres klodsethed. De bliver simpelthen bare dårligere og dårligere, som tiden snegler sig frem. En af dem "handler" om to 11-12 årige knægte, der pjækker fra skolen og sidder ved stranden og snakker om livet. Sjældent har man hørt så gammelkloge udtalelser fra så uskyldige væsener. Man burde klage til Børneværnet. Det er jo åbenbart for enhver, at Alan Rickman simpelthen er inde i de stakkels væsener! Det er ikke bare tåkrummende, det er også utroværdigt. Det er givetvis spiseligt i teaterverdenen, at børn låner stemmer fra voksne og taler som bøger, men i filmens univers kræves mere realistisk finfølelse.
6. Og hvad den "film" kan gøre ved et uspoleret øre! Man gyser ved tanken. "Vinter gæsten" er et skoleeksempel på, hvilke ulykker der følger af at overføre et teaterstykke til film. Den dialog, der måske virkede på de skrå brædder, sættes i filmen på helt andre prøver. Der går menneskene rundt mellem husene og taler som vi selv gør. Eller det regner vi da for det meste med. Sådan er det ikke med "Vinter gæsten". Her er man optaget af at holde lange sigende teaterpauser, når man ikke siger kloge, opbyggelige ting.
Her sidder man ved bålet og ser på sine fingre medens man med dirrende stemme siger: "Tiden iler fra mig". Det kan ikke betale sig at komme med flere eksempler på den til tider fornærmende ynkelige dialog. Det kan i det hele taget ikke betale sig at sige mere om "Vinter gæsten".
7. Og kom nu ikke bagefter og sig, at du ikke var advaret!
Man ser den ikke.
7 gode grunde til ikke at se Vinter Gæsten:
1. Den er noget så godt og gammeldaws som entydigt dårlig.
2. Man kan diskutere, om det overhovedet er en film, skuespilleren Alan Rickman her instruktør-debuterer med. Det er snarere et deprimerende stykke billedteater, hvor alting drejer sig om ordene, og billederne har til opgave at akkompagnere de tungtlæssede udsagn på nydelig og intetsigende vis.
3. Som fortælling om et nedkølet mor/datter- forhold, der langsomt tøer op, er "Vinter Gæsten" fuldstændig spulet for drive og overskud. Hvis man har tilbøjeligheder i retning af høflighed, kunne man måske finde på at sige: Det er en lille stilfærdig og tilbageholdt historie. Det, man dermed ikke siger, er sandheden om den så godt som fraværende historie: At den er fortalt af en ynkelig snegl, og at den skrider frem i samme tempo som istidens snemasser forlod Danmark.
4. Alan Rickman er ikke nogen karismatisk instruktør, ja, han formår ligefrem at få Emma Thompson i rollen som kvinden, der ikke kan komme sig over tabet af sin mand, til at virke temmelig uvedkommende. Det er i det hele taget "filmens" problem, at den ikke for alvor giver los for de store følelser, men i stedet vil snakke sig frem. Hvad betyder det for tilskuerne? Det betyder, at man virkelig skal anstrenge sig, eller være en helgen med et hjerte på størrelse med et cirkustelt, for at kunne leve sig ind i noget af det, der udspiller sig på celluloiden.
5. Er "filmens" mor/datter-tema tamt fortalt på en forkølet hattedameagtig måde, så er de tre sidehistorier direkte grinagtige i deres klodsethed. De bliver simpelthen bare dårligere og dårligere, som tiden snegler sig frem. En af dem "handler" om to 11-12 årige knægte, der pjækker fra skolen og sidder ved stranden og snakker om livet. Sjældent har man hørt så gammelkloge udtalelser fra så uskyldige væsener. Man burde klage til Børneværnet. Det er jo åbenbart for enhver, at Alan Rickman simpelthen er inde i de stakkels væsener! Det er ikke bare tåkrummende, det er også utroværdigt. Det er givetvis spiseligt i teaterverdenen, at børn låner stemmer fra voksne og taler som bøger, men i filmens univers kræves mere realistisk finfølelse.
6. Og hvad den "film" kan gøre ved et uspoleret øre! Man gyser ved tanken. "Vinter gæsten" er et skoleeksempel på, hvilke ulykker der følger af at overføre et teaterstykke til film. Den dialog, der måske virkede på de skrå brædder, sættes i filmen på helt andre prøver. Der går menneskene rundt mellem husene og taler som vi selv gør. Eller det regner vi da for det meste med. Sådan er det ikke med "Vinter gæsten". Her er man optaget af at holde lange sigende teaterpauser, når man ikke siger kloge, opbyggelige ting.
Her sidder man ved bålet og ser på sine fingre medens man med dirrende stemme siger: "Tiden iler fra mig". Det kan ikke betale sig at komme med flere eksempler på den til tider fornærmende ynkelige dialog. Det kan i det hele taget ikke betale sig at sige mere om "Vinter gæsten".
7. Og kom nu ikke bagefter og sig, at du ikke var advaret!
19/11-2018