Visualiseringer af vejen til livet
4.0
En usædvanlig skotsk film viser narkotikamisbrugs tragedie med både absurd humor og ironisk distance
I takt med dundrene rytmer flygter Mark (Ewan McGregor) og hans kritiske junkie-venner fra politiet, mens de stjålne varer i en lind strøm spredes bag dem. Ud af en smøge kommer en bil, og dèn og Mark tørner sammen. Synsvinklen skifter, det er pludselig os der er bilens passagerer, og da Mark kommer på benene, ser han lige på os, mens ansigtet flækkes i et bredt smil. Kontakten er oprettet. Kontakt til hvad der viser sig at være en flok mere eller mindre narkomaniserede samfundstabere.
"Trainspotting", som passende er slang for at foretage sig fuldstændig meningsløse ting, er instrueret af Danny Boyle som i 1993 var manden bag "Shallow Grave"/"Mord mellem venner", en kynisk beretning om tre meget forskellige venners undergang. Nu er Danny Boyle og manuskriptforfatteren John Hodge aktuelle med Marks afsindige fortælling om at vælge livet og ikke heroinen. Om vejen tilbage til den "dødsyge" tilværelse med fast job og ordnede forhold, som størstedelen af Skotlands befolkning lever. Første skridt på vejen er en "kold tyrker", hvilket blandt andet vil sige to stikpiller for at mindske abstinenserne.
Her går "Trainspotting" første gang over grænsen for, hvad vi er vant til at se på film. Vores vildeste fantasi visualiseres i scenen, hvor Mark besøger Skotlands klammeste toilet og grundet hans ærinde "taber" de to livsvigtige piller ned i tønden. Hvad gør han? Jo, narkomanens desperation efter virkelighedsflugt og stimulation, fører Mark på en rejse NED GENNEM toilettet, ud i havet, hvor alverdens "affald" opløses, og hvor toilettets lille vandoverflade fungerer som solen, som set fra havets bund. Det starter så klamt og udvikler sig så smukt, mens Mark på havets bund får fat i pillerne og i vandets blændende blå og hvide farver, stiger op mod lyset. Poetisk-grotesk, realisme kan man kalde det, for "Trainspotting" behandler det ømfindige tema - narkomaner og deres misbrug - med både dokumentarisk nøjagtighed og ironisk distance. Danny Boyle blander ubesværet hjerteskærende tragedie med absurd humor. Sammen med Mark og hans venner oplever vi junkiens last, og selvom Mark vælger livet og ikke heroinen, er det langt hen af vejen lysende klart, hvorfor rusmidler er en eftertragtet vare.
"Trainspotting" er ikke moraliserende, og det er befriende, at Mark og hans venner, som igennem filmen følges med hver deres mindre handlingsforløb, ikke fremstilles som nogle stakkels viljesvage tabere, men som en flok, ja lidt kiksede, personer som vælger den "almindelige" levevis fra. Derudover er Danny Boyles gennemførte leg med kamera, klip og lydside en ren fornøjelse. Det går vanvittig hurtigt, nogle scener er simpelthen små musikvideoer, men det er aldrig på bekostning af handlingen eller personskildringerne. Visualiseringer af heroinens virkning er flotte. Både den altoverskyggende rus der breder sig i kroppen få sekunder efter et fix, og som viser sig at være en overdosis, får Mark til, i bogstavelig forstand, at synke dybt ned i gulvet. Og en skræmmende flot fremstilling af nummer to "kolde tyrker", som Marks forældre sørger for han får, ved at lukke ham inde på hans barneværelse. Hallucinationerne vil ingen ende tage og værelsets proportioner ændres i en lang sugende bevægelse. Det må være intet mindre end rædselsfuldt, at have abstinenser og således forholder "Trainspotting" sig til problemet og giver os grunden til at vælge livet. Start med at vælge "Trainspotting".
I takt med dundrene rytmer flygter Mark (Ewan McGregor) og hans kritiske junkie-venner fra politiet, mens de stjålne varer i en lind strøm spredes bag dem. Ud af en smøge kommer en bil, og dèn og Mark tørner sammen. Synsvinklen skifter, det er pludselig os der er bilens passagerer, og da Mark kommer på benene, ser han lige på os, mens ansigtet flækkes i et bredt smil. Kontakten er oprettet. Kontakt til hvad der viser sig at være en flok mere eller mindre narkomaniserede samfundstabere.
"Trainspotting", som passende er slang for at foretage sig fuldstændig meningsløse ting, er instrueret af Danny Boyle som i 1993 var manden bag "Shallow Grave"/"Mord mellem venner", en kynisk beretning om tre meget forskellige venners undergang. Nu er Danny Boyle og manuskriptforfatteren John Hodge aktuelle med Marks afsindige fortælling om at vælge livet og ikke heroinen. Om vejen tilbage til den "dødsyge" tilværelse med fast job og ordnede forhold, som størstedelen af Skotlands befolkning lever. Første skridt på vejen er en "kold tyrker", hvilket blandt andet vil sige to stikpiller for at mindske abstinenserne.
Her går "Trainspotting" første gang over grænsen for, hvad vi er vant til at se på film. Vores vildeste fantasi visualiseres i scenen, hvor Mark besøger Skotlands klammeste toilet og grundet hans ærinde "taber" de to livsvigtige piller ned i tønden. Hvad gør han? Jo, narkomanens desperation efter virkelighedsflugt og stimulation, fører Mark på en rejse NED GENNEM toilettet, ud i havet, hvor alverdens "affald" opløses, og hvor toilettets lille vandoverflade fungerer som solen, som set fra havets bund. Det starter så klamt og udvikler sig så smukt, mens Mark på havets bund får fat i pillerne og i vandets blændende blå og hvide farver, stiger op mod lyset. Poetisk-grotesk, realisme kan man kalde det, for "Trainspotting" behandler det ømfindige tema - narkomaner og deres misbrug - med både dokumentarisk nøjagtighed og ironisk distance. Danny Boyle blander ubesværet hjerteskærende tragedie med absurd humor. Sammen med Mark og hans venner oplever vi junkiens last, og selvom Mark vælger livet og ikke heroinen, er det langt hen af vejen lysende klart, hvorfor rusmidler er en eftertragtet vare.
"Trainspotting" er ikke moraliserende, og det er befriende, at Mark og hans venner, som igennem filmen følges med hver deres mindre handlingsforløb, ikke fremstilles som nogle stakkels viljesvage tabere, men som en flok, ja lidt kiksede, personer som vælger den "almindelige" levevis fra. Derudover er Danny Boyles gennemførte leg med kamera, klip og lydside en ren fornøjelse. Det går vanvittig hurtigt, nogle scener er simpelthen små musikvideoer, men det er aldrig på bekostning af handlingen eller personskildringerne. Visualiseringer af heroinens virkning er flotte. Både den altoverskyggende rus der breder sig i kroppen få sekunder efter et fix, og som viser sig at være en overdosis, får Mark til, i bogstavelig forstand, at synke dybt ned i gulvet. Og en skræmmende flot fremstilling af nummer to "kolde tyrker", som Marks forældre sørger for han får, ved at lukke ham inde på hans barneværelse. Hallucinationerne vil ingen ende tage og værelsets proportioner ændres i en lang sugende bevægelse. Det må være intet mindre end rædselsfuldt, at have abstinenser og således forholder "Trainspotting" sig til problemet og giver os grunden til at vælge livet. Start med at vælge "Trainspotting".
19/11-2018
