The Boondock Saints
2.0
Intet er for helligt
"The Boondock Saints" havde været en fantastisk film, hvis bare ikke temaet var så uhyggelig amoralsk og nærmest direkte forkasteligt.
I Bostons fattige irske ghetto (Boondocks) bor de to katolske tvillingebrødre Connor (Sean Patrick Flanery) og MacManus (Norman Reedus). På irernes største festdag, St. Patricks dag, sidder brødrene i venners lag på den lokale pub og hygger igennem. Pludselig bryder fire fæle repræsentanter fra den russiske mafia ind: Pubben er overtaget af russerne, og alle bedes gå hjem. Episoden eskalerer og ender med, at russerne får en huskekage, de sent glemmer. Dagen efter opsøger to af russerne MacManus og Connor for at slå dem ihjel. Det ender omvendt, og politiet med gangstereksperten Paul Smecker (Willem Dafoe) i spidsen kommer på sagen. Men drengene melder sig frivilligt til politiet og frikendes, da der er tale om selvforsvar. Knægtene er for evigt påvirket af episoden og mener, at de har fået grønt lys af Gud til at dræbe alle ukristelige og syndige individer i Boston. Det bedste sted at starte er blandt den russiske og italienske mafia, og til det formål får de hjælp af den kiksede og ikke specielt intelligente Rocco (David della Rocco), en stikirenddreng fra den italienske side. MacManus, Rocco og Connors vej er lang, ubehagelig og blodig, og lige i hælene på dem er Smecker, der på en gang er fascineret og frastødt af gerningerne.
Politimænd, dommere og bødler
"The Boondock Saints" er skrevet og instrueret af den debuterende Troy Duffy. Stilen er meget personlig, og instruktionen af filmens tre hovedpersoner fin. Selvfølgelig får man også meget forærende, når den ene af dem er eksperimentalskuespilleren Willem Dafoe (Bobby Peru fra "Vilde hjerter", '90).
Troy Duffy er, som alle os andre, et menneske, der dagligt frustreres over kriminelle og mafiosoers tiltagende magt og politiets tilsvarende magtesløshed. Frustrationen er udgangspunktet for filmen, og de anarkistiske unges selvtægtsture er løsningen. Det er umiddelbart let at acceptere, men ved nærmere eftertanke starter dén løsning en svada af problemer af moralsk, etisk og filosofisk karakter: Hvor går grænsen, hvornår er en kriminels handlinger så kriminelle, at døden er den eneste løsning, og ikke mindst: Hvis man stopper terror med terror, er man så ikke lige så afsporet som de kriminelle? Duffy giver intet svar. Til gengæld bruger han selvtægtsproblematikken til at vise den ene brutale nedslagtning efter den anden. Skurke skydes i nakken af kugler, der penetrerer hjernen og kommer ud gennem øjnene. Selvtægtsspørgsmålet, som er rigtigt stillet, bliver altså ikke besvaret, men til gengæld udsætter Duffy filmen og os andre for et andet problem: Voldelige films indflydelse på børn og unge - og det er her, filmen er så forkastelig.
Hvad er det, der sker i USA, når unge mennesker går amok med skydevåben på deres skoler og dræber deres klassekammerater? Hvor kommer den eskalerende vold fra? Måske bør vi snart få hevet skyklapperne af og kigge på film (og tv's) rolle. I fiktionens verden kan helte i actionbaskere slippe af sted med det meste: Vold og myrderier har ikke tilnærmelsesvis de samme konsekvenser på film, som det har i virkeligheden, og selvtægt hyldes naivt. Børn og unges stigende tv- og biografforbrug taget i betragtning er der måske en sammenhæng. Der skal naturligvis ikke gå filmholocaust og Fahrenheit 451 i den, men en seriøs debat er påkrævet.
Mange vil måske synes, at Boondock Saints er en fantastisk film med den sejeste vold (læs: action). Men denne anmelder blev for første gang stødt og godt gammeldags harm i filten over den brutale og tankeløse vold, som filmen kammer helt over med. Vold, mord og selvtægt skal altid have en konsekvens - både på film og i virkeligheden.
"The Boondock Saints" havde været en fantastisk film, hvis bare ikke temaet var så uhyggelig amoralsk og nærmest direkte forkasteligt.
I Bostons fattige irske ghetto (Boondocks) bor de to katolske tvillingebrødre Connor (Sean Patrick Flanery) og MacManus (Norman Reedus). På irernes største festdag, St. Patricks dag, sidder brødrene i venners lag på den lokale pub og hygger igennem. Pludselig bryder fire fæle repræsentanter fra den russiske mafia ind: Pubben er overtaget af russerne, og alle bedes gå hjem. Episoden eskalerer og ender med, at russerne får en huskekage, de sent glemmer. Dagen efter opsøger to af russerne MacManus og Connor for at slå dem ihjel. Det ender omvendt, og politiet med gangstereksperten Paul Smecker (Willem Dafoe) i spidsen kommer på sagen. Men drengene melder sig frivilligt til politiet og frikendes, da der er tale om selvforsvar. Knægtene er for evigt påvirket af episoden og mener, at de har fået grønt lys af Gud til at dræbe alle ukristelige og syndige individer i Boston. Det bedste sted at starte er blandt den russiske og italienske mafia, og til det formål får de hjælp af den kiksede og ikke specielt intelligente Rocco (David della Rocco), en stikirenddreng fra den italienske side. MacManus, Rocco og Connors vej er lang, ubehagelig og blodig, og lige i hælene på dem er Smecker, der på en gang er fascineret og frastødt af gerningerne.
Politimænd, dommere og bødler
"The Boondock Saints" er skrevet og instrueret af den debuterende Troy Duffy. Stilen er meget personlig, og instruktionen af filmens tre hovedpersoner fin. Selvfølgelig får man også meget forærende, når den ene af dem er eksperimentalskuespilleren Willem Dafoe (Bobby Peru fra "Vilde hjerter", '90).
Troy Duffy er, som alle os andre, et menneske, der dagligt frustreres over kriminelle og mafiosoers tiltagende magt og politiets tilsvarende magtesløshed. Frustrationen er udgangspunktet for filmen, og de anarkistiske unges selvtægtsture er løsningen. Det er umiddelbart let at acceptere, men ved nærmere eftertanke starter dén løsning en svada af problemer af moralsk, etisk og filosofisk karakter: Hvor går grænsen, hvornår er en kriminels handlinger så kriminelle, at døden er den eneste løsning, og ikke mindst: Hvis man stopper terror med terror, er man så ikke lige så afsporet som de kriminelle? Duffy giver intet svar. Til gengæld bruger han selvtægtsproblematikken til at vise den ene brutale nedslagtning efter den anden. Skurke skydes i nakken af kugler, der penetrerer hjernen og kommer ud gennem øjnene. Selvtægtsspørgsmålet, som er rigtigt stillet, bliver altså ikke besvaret, men til gengæld udsætter Duffy filmen og os andre for et andet problem: Voldelige films indflydelse på børn og unge - og det er her, filmen er så forkastelig.
Hvad er det, der sker i USA, når unge mennesker går amok med skydevåben på deres skoler og dræber deres klassekammerater? Hvor kommer den eskalerende vold fra? Måske bør vi snart få hevet skyklapperne af og kigge på film (og tv's) rolle. I fiktionens verden kan helte i actionbaskere slippe af sted med det meste: Vold og myrderier har ikke tilnærmelsesvis de samme konsekvenser på film, som det har i virkeligheden, og selvtægt hyldes naivt. Børn og unges stigende tv- og biografforbrug taget i betragtning er der måske en sammenhæng. Der skal naturligvis ikke gå filmholocaust og Fahrenheit 451 i den, men en seriøs debat er påkrævet.
Mange vil måske synes, at Boondock Saints er en fantastisk film med den sejeste vold (læs: action). Men denne anmelder blev for første gang stødt og godt gammeldags harm i filten over den brutale og tankeløse vold, som filmen kammer helt over med. Vold, mord og selvtægt skal altid have en konsekvens - både på film og i virkeligheden.
19/11-2018
