Film for voksne
3.0
"Blue Sky" er som et postkort fra 60'erne. Den er optaget i lækre, kornede pastelfarver, og den åbner med palmeskygger, der bølger henover fotografier af Marilyn Monroe. Den smukke, midaldrende kvinde Carly bladrer dovent i et filmblad. Så klippes der til en hylende radioaktiv slette, hvor dårligt beskyttede mænd arbejder i dødbringende stråling. Bagsiden af dette idylliske postkort handler om manio-depressivitet og hemmelighedskræmmeri.
Det brutale klip er essencen af "Blue Sky", som er et gribende studie af en kvindes personlighed og de samfundsmekanismer, som har skabt den. Jessica Lange fik en Oscar for at spille Carly, og hun er fænomenal. Rollen er ellers hverken skrevet eller instrueret som en talentreklame, så det kan undre, at akademiet kunne finde ud af at give hende Oscar'en (de plejer at skulle råbes op). Lange spiller med finesse, og det er en heltedåd, for rollen ligefrem indbyder til overspil.
Lange viser os en kvinde, der ikke er blevet voksen. Hendes drifter er aldrig blevet tæmmet af ansvar eller pligt, og hun svinger frit imellem ekstase og angst. Da hun en aften pludselig dukker op i hjemmet belæsset med gaver og fest, lykkes det hende at trække den nedtrykte familie op med sig.
Alligevel fornemmer man, hvor ustabil hendes glæde er, og det uden at hverken instruktør eller skuespiller falder for fristelsen til at udpensle. Senere i filmen forsøger hun at stykke en picnic sammen alene, og det ligger umærkeligt i hvert ord og bevægelse, hvor tungt ethvert ansvar tynger hende, og hvor lidt hun i virkeligheden overskuer.
For der er meget at overskue. Mediernes forenklede glimmer og pjank har bare distraheret Carly. Hendes mand, Hank (Tommy Lee Jones), er involveret i regeringens atomprøvesprængninger, og hans virkelighed kunne næppe være mere kompliceret eller alvorlig.
Man må beundre, hvor helstøbt manuskriptet er. Fortællingen om Carlys personlighed flettes uløseligt sammen med regeringens forsøg på at bortlede opmærksomhed fra dens ugerninger. Hun fremstår på én gang som produkt af og årsag til hemmelighedskræmmeriet (det er det samme tema, Tarantino kredser om: mennesker, der er produkter af mediernes forenklede verdensbillede).
Instruktøren Tony Richardson er dog ikke uden begrænsninger. Plottet er i så høj grad centreret om Jessica Langes figur, at de øvrige personer virker negligerede. Tommy Lee Jones spiller bare Tommy Lee Jones (hans speedsnakker nummer er ved at være lidt slidt) og der kommer for mange voksenord og -tanker ud af børnenes munde.
Richardson skaber en uoverskuelig verden omkring sine personer, hvilket er beundringsværdigt, men uoverskueligheden giver flere steder en utilfredsstillende dramatisk vægtning. I filmens sidste halvdel bliver nogle gevaldige plotdrejninger behandlet temmelig overfladisk, og hele projektet er ved at kæntre, da slutningen nærmest dumper ned fra himlen.
"Blue Sky" bliver i Amerika betegnet som en "smal film", hvilket betyder, at den er lavet af og for voksne mennesker. Tony Richardson og hans tre manuskriptforfattere har skabt et helstøbt karakterstudie, og man må tilgive dem, at filmen vakler lige inden lyset tændes.
Det brutale klip er essencen af "Blue Sky", som er et gribende studie af en kvindes personlighed og de samfundsmekanismer, som har skabt den. Jessica Lange fik en Oscar for at spille Carly, og hun er fænomenal. Rollen er ellers hverken skrevet eller instrueret som en talentreklame, så det kan undre, at akademiet kunne finde ud af at give hende Oscar'en (de plejer at skulle råbes op). Lange spiller med finesse, og det er en heltedåd, for rollen ligefrem indbyder til overspil.
Lange viser os en kvinde, der ikke er blevet voksen. Hendes drifter er aldrig blevet tæmmet af ansvar eller pligt, og hun svinger frit imellem ekstase og angst. Da hun en aften pludselig dukker op i hjemmet belæsset med gaver og fest, lykkes det hende at trække den nedtrykte familie op med sig.
Alligevel fornemmer man, hvor ustabil hendes glæde er, og det uden at hverken instruktør eller skuespiller falder for fristelsen til at udpensle. Senere i filmen forsøger hun at stykke en picnic sammen alene, og det ligger umærkeligt i hvert ord og bevægelse, hvor tungt ethvert ansvar tynger hende, og hvor lidt hun i virkeligheden overskuer.
For der er meget at overskue. Mediernes forenklede glimmer og pjank har bare distraheret Carly. Hendes mand, Hank (Tommy Lee Jones), er involveret i regeringens atomprøvesprængninger, og hans virkelighed kunne næppe være mere kompliceret eller alvorlig.
Man må beundre, hvor helstøbt manuskriptet er. Fortællingen om Carlys personlighed flettes uløseligt sammen med regeringens forsøg på at bortlede opmærksomhed fra dens ugerninger. Hun fremstår på én gang som produkt af og årsag til hemmelighedskræmmeriet (det er det samme tema, Tarantino kredser om: mennesker, der er produkter af mediernes forenklede verdensbillede).
Instruktøren Tony Richardson er dog ikke uden begrænsninger. Plottet er i så høj grad centreret om Jessica Langes figur, at de øvrige personer virker negligerede. Tommy Lee Jones spiller bare Tommy Lee Jones (hans speedsnakker nummer er ved at være lidt slidt) og der kommer for mange voksenord og -tanker ud af børnenes munde.
Richardson skaber en uoverskuelig verden omkring sine personer, hvilket er beundringsværdigt, men uoverskueligheden giver flere steder en utilfredsstillende dramatisk vægtning. I filmens sidste halvdel bliver nogle gevaldige plotdrejninger behandlet temmelig overfladisk, og hele projektet er ved at kæntre, da slutningen nærmest dumper ned fra himlen.
"Blue Sky" bliver i Amerika betegnet som en "smal film", hvilket betyder, at den er lavet af og for voksne mennesker. Tony Richardson og hans tre manuskriptforfattere har skabt et helstøbt karakterstudie, og man må tilgive dem, at filmen vakler lige inden lyset tændes.
19/11-2018
