En kvinde under indflydelse
4.0
"Bandit Queen" er en film om, hvor galt det kan gå for et kvindes sind, hvis hun bliver behandlet brutalt i sin barndom. Tanken tæller meget, men i længden bliver det lidt firkantet.
Den indiske film "Bandit Queen" indledes med et citat om at lavkaster, dyr og kvinder må tugtes, som det ellers behager manden. Tilsyneladende er der ikke blevet udøvet vold mod rigtige dyr i filmen, men kvinder og lavkaster får deres bekomst. Og hvis kvinderne tilmed er af lavkaste, som hovedpersonen Phoolan Devi, så kan man faktisk behandle dem som man vil. Filmen fortæller nemlig historien om en af Indiens mest omdiskuterede heltinder i nyere tid, røverbandelederen Phoolan Devi og hvordan hendes kriminelle løbebane var et udslag af en total ydmygende og voldelig behandling i barndom, ungdom og som voksen.
Filmen begynder med at den 12-årige Phoolan giftes væk til en stud af en mand. Medgiften er en rusten cykel og en affældig ko som familjen må tage imod pga. deres fattigdom og lavkastestatus. Phoolans ægtemand kræver sin ægteskabelige ret i soveværelset, hvilket det lille barn selvsagt ikke bryder sig om. Den lille trodsige pige nægter dog at finde sig i ydmygelserne og stikker af og hjem til familjen, der føler sig vanæret af hendes beslutning om at forlade sin mand. Følelsen af ikke at være velkommen i sit hjem er frustrerende, så da hun bliver bortført af en røverbande, kommer det som en belejlig mulighed for at slippe ud af den ekstremt fastlåste situation en lavkastekvinde befinder sig i det nordlige Indien, hvor de forskellige religioner, islam, hinduisme og sikh kun har det tilfælles, at de ringeagter kvinder og lavkaster. Men på trods af at røverbanden kæmper mod pengemændene og magthaverne, er også de låst fast i de ældgamle kønsroller og sociale hierarkier. Phoolan bliver gradvist leder af en fraktion af banden, men de egentlige bagmænd kan ikke tackle tanken om en handlekraftig kvinde, så de prøver med al vold og magt at knægte den trodsige Phoolan Devi.
Kamp uden frugt
"Bandit Queen" er historien om Phoolan Devis oprør mod denne antikverede samfundsform. Og det er en kamp, der er forgæves. Ligemeget hvor langt hun kommer i sin kriminelle karriere og stiger i røvernes agtelse, må hun igen og igen sande, at manden vil kræve sin ret og sætte kvinden på plads. Og hans midler er altid brutale. Filmen skildrer hvordan Phoolans trodsighed og komplekse personlighed brydes ned, og hvordan hun til sidst må overgive sig til myndighederne. På det tidspunkt har hun fået heltestatus i den lavkastede del af befolkningen, så hendes overgivelse forvandler sig til et triumftog for en kvinde, som har vovet at trodse det mandsdominerede Indiske samfundssystem. Det drejer sig altså om et velment angreb mod det oldgamle kønsrollemønster, og hvordan den voldelige behandling af kvinderne og lavkaster ødelægger et ellers helt normalt og sundt menneskesind. Tanken er velment ja, men det er ikke altid den, der tæller. Filmen holder i hvert fald ikke hele vejen igennem.
Velment men banal
Vores heltinde har en kompleks personlighed og skuespilleren Seema Biswas giver hende en trodsighed, men også en sårbarhed, da hun møder kærligheden. Hun har erhvervet sig en afsky for mænd og sex pga. de talrige overgreb på hende; kun kæresten Vikram får lov, men da også kun til en vis grænse. Phoolan er for altid ødelagt af mishandlingen som barn. Filmens styrke ligger i skildringen af hende - hendes psykiske skader kommer til syne på en fin måde - men det er også dens svaghed. Der går for meget lomme-Freud i foretagenet, når både massevoldtægterne og Phoolans voldelige adfærd ledsages af den lille piges skrig på lydsiden.
Filmen viser os det fastlåste kastesystem gennem Phoolans tragiske historie og indignationen mod samfundshierakiet og kønsrollerne er meget velment, men ikke særlig vedkommende for en vestlig tilskuer, da årsagerne til Phoolans adfærd bliver skåret lidt for meget ud i pap. Det kan godt være, at man får en forståelse for specielt kvindernes situation i et Indien, hvor kastesystemet eksisterer i bedste velgående, og mændene er ekstremt brutale (hvilket de virkeligt er), men skildringen af årsagerne til Phoolans triste skæbne er altså set bedre før. Den velmente bagtanke, det ganske gode skuespil og det eksotiske pift, en indisk film giver her i den danske (våde) sommer, er altså ikke nok til at opveje en banal historie, hvor lommepsykologien er lidt for fremherskende.
Den indiske film "Bandit Queen" indledes med et citat om at lavkaster, dyr og kvinder må tugtes, som det ellers behager manden. Tilsyneladende er der ikke blevet udøvet vold mod rigtige dyr i filmen, men kvinder og lavkaster får deres bekomst. Og hvis kvinderne tilmed er af lavkaste, som hovedpersonen Phoolan Devi, så kan man faktisk behandle dem som man vil. Filmen fortæller nemlig historien om en af Indiens mest omdiskuterede heltinder i nyere tid, røverbandelederen Phoolan Devi og hvordan hendes kriminelle løbebane var et udslag af en total ydmygende og voldelig behandling i barndom, ungdom og som voksen.
Filmen begynder med at den 12-årige Phoolan giftes væk til en stud af en mand. Medgiften er en rusten cykel og en affældig ko som familjen må tage imod pga. deres fattigdom og lavkastestatus. Phoolans ægtemand kræver sin ægteskabelige ret i soveværelset, hvilket det lille barn selvsagt ikke bryder sig om. Den lille trodsige pige nægter dog at finde sig i ydmygelserne og stikker af og hjem til familjen, der føler sig vanæret af hendes beslutning om at forlade sin mand. Følelsen af ikke at være velkommen i sit hjem er frustrerende, så da hun bliver bortført af en røverbande, kommer det som en belejlig mulighed for at slippe ud af den ekstremt fastlåste situation en lavkastekvinde befinder sig i det nordlige Indien, hvor de forskellige religioner, islam, hinduisme og sikh kun har det tilfælles, at de ringeagter kvinder og lavkaster. Men på trods af at røverbanden kæmper mod pengemændene og magthaverne, er også de låst fast i de ældgamle kønsroller og sociale hierarkier. Phoolan bliver gradvist leder af en fraktion af banden, men de egentlige bagmænd kan ikke tackle tanken om en handlekraftig kvinde, så de prøver med al vold og magt at knægte den trodsige Phoolan Devi.
Kamp uden frugt
"Bandit Queen" er historien om Phoolan Devis oprør mod denne antikverede samfundsform. Og det er en kamp, der er forgæves. Ligemeget hvor langt hun kommer i sin kriminelle karriere og stiger i røvernes agtelse, må hun igen og igen sande, at manden vil kræve sin ret og sætte kvinden på plads. Og hans midler er altid brutale. Filmen skildrer hvordan Phoolans trodsighed og komplekse personlighed brydes ned, og hvordan hun til sidst må overgive sig til myndighederne. På det tidspunkt har hun fået heltestatus i den lavkastede del af befolkningen, så hendes overgivelse forvandler sig til et triumftog for en kvinde, som har vovet at trodse det mandsdominerede Indiske samfundssystem. Det drejer sig altså om et velment angreb mod det oldgamle kønsrollemønster, og hvordan den voldelige behandling af kvinderne og lavkaster ødelægger et ellers helt normalt og sundt menneskesind. Tanken er velment ja, men det er ikke altid den, der tæller. Filmen holder i hvert fald ikke hele vejen igennem.
Velment men banal
Vores heltinde har en kompleks personlighed og skuespilleren Seema Biswas giver hende en trodsighed, men også en sårbarhed, da hun møder kærligheden. Hun har erhvervet sig en afsky for mænd og sex pga. de talrige overgreb på hende; kun kæresten Vikram får lov, men da også kun til en vis grænse. Phoolan er for altid ødelagt af mishandlingen som barn. Filmens styrke ligger i skildringen af hende - hendes psykiske skader kommer til syne på en fin måde - men det er også dens svaghed. Der går for meget lomme-Freud i foretagenet, når både massevoldtægterne og Phoolans voldelige adfærd ledsages af den lille piges skrig på lydsiden.
Filmen viser os det fastlåste kastesystem gennem Phoolans tragiske historie og indignationen mod samfundshierakiet og kønsrollerne er meget velment, men ikke særlig vedkommende for en vestlig tilskuer, da årsagerne til Phoolans adfærd bliver skåret lidt for meget ud i pap. Det kan godt være, at man får en forståelse for specielt kvindernes situation i et Indien, hvor kastesystemet eksisterer i bedste velgående, og mændene er ekstremt brutale (hvilket de virkeligt er), men skildringen af årsagerne til Phoolans triste skæbne er altså set bedre før. Den velmente bagtanke, det ganske gode skuespil og det eksotiske pift, en indisk film giver her i den danske (våde) sommer, er altså ikke nok til at opveje en banal historie, hvor lommepsykologien er lidt for fremherskende.
19/11-2018
