Dansen ud af sommeren
3.0
Afrika og Irland smelter sammen i Pat O'Connors film om fem søstre og de to mænd, som i løbet af en sommer forandrer deres liv
Det er ikke nemt at lave en film om fem søstre, der bor i landsbyen Donegal midt i ingenting i Irland, og samtidig få publikum til at strømme til biograferne. Den klassiske Hollywood-løsning er at afsætte hovedrollen til en stjerne, som så alene i kraft af sit navn kan trække folk forbi billetlugen. Derfor er det Meryl Streep, der har hovedrollen i Pat O'Connors filmatisering af Brian Friels skuespil "Dans under høstmånen". Men det er ikke den dobbelte oscar-vinders præstation, der bærer filmen, der mangler det afgørende bid for rigtigt at kunne nå ud til sit publikum.
Meryl Streep er Kate, som sammen med sine fire søstre. Der er den sarkastiske og kæderygende Maggie (Kathy Burke), den stille men genstridige Agnes (Brid Brennan som vandt en Tony for rollen i den amerikanske Broadway-opsætning), den romantiske og enfoldige Rose (Sophie Thompson - Emmas søster) og familiens sorte får Christina (Catherine McCormack). Alle bor de lige uden for landsbyen Donegal, mens republikanerne kæmper mod Franco i Spanien, og tyskerne pudser deres krigsstøvler. Kate er den ældste af de fem søstre, og har med en ligefrem selvfølgelighed indtaget rollen som familiens selvretfærdige helgen og overhoved - kort sagt en rigtig kælling.
Danser som vilde
Den yngste af de fem søstre, Christina, har sønnen Michael (Darryl Johnston) som bevis på, at hun i det mindste har haft et liv uden for deres fælles hjem, hvor livet forlængst er gået i stå. Men tingene ændrer sig, da søstrenes bror, fader Jack, som spilles af den syngende detektiv Michael Gambon, vender hjem til det irske provinshul, han forlod for at missionere hos de vilde i Afrika. Fader Jack har efterladt en hel del af sin sunde fornuft og realitetssans omkring ækvator, og hans katolske tro er blevet forurenet af afrikanernes hedenske guder. Men ligesom narren i Shakespeare, er det den gale præst, der taler den ubehagelige sandhed. Hans fordomsfrie og barnlige tilgang til verden er det hanegal, der får søstrene til at vågne op fra deres Tornerose-søvn.
Og mens landsbybeboere ofrer til den hedenske gud Lugh for at få en god høst, og danser som vilde rundt om bålene på bakkedragene omkring landsbyen, smelter fader Jacks indre og ydre virkelighed sammen. Og de irske bakkedrag forvandles til den afrikanske savanna i cheffotografen, Kenneth MacMillans, stemningsfulde billeder.
Fader Jacks afrikanske ånder og Michaels svingdørsfar, der pludselig dukker op, sætter søstrenes lille samfund på den anden ende. Og da høsten kommer, er ingenting, som det var ved forårets slutning.
Filmen er sønnen Michaels beretning om den sommer, der forandrede hans hverdag. Med en voice-over, der i tone lægger sig tæt op ad Adsos tilbageskuende fortælling i "Rosens Navn" (1986), analyserer og fortolker Michael begivenhederne den sommer i 1936. Men den dybsindighed, der ligger i den voksne Michaels beretning, står ikke mål med den historie, som filmen fortæller. De store følelser og de store omvæltninger, som Michael beretter om, er kun skygger på livets store lærred, og får aldrig lov til at udfolde sig i den lidt tilbageholdende instruktion. De politiske, sociale og økonomiske omstændigheder, er kun tilstede som en kulisse, der konstant er ude af fokus.
Og den udfrielse, som den keltiske melodi, der pludseligt strømmer ud af radioen, skaber hos de fire søstre, er endnu et udtryk for den keltiske mafia, der i de seneste år er strømmet ind over verden med deres nærmest religiøse messen om den frelse fra hverdagens trummerum, som den keltiske musik og (River)dans giver. Som logisk konsekvens heraf er filmens musik skrevet af Bill Whelan, som også står har komponeret og arrangeret musikken til den irsk/amerikanske ekstravagance "Riverdance".
"Dansen under høstmånen" er en velspillet fortælling om livet i en verden, der endnu ikke er forvandlet til frit svævende atomer. Men den er også et velkalkuleret produkt, der ikke sky-er nogle midler for at nå det bredest mulige publikum. Resultatet er en film, der vil være alt for alle hele tiden, og derfor mister den umiddelbare kontakt med sit publikum.
Det er ikke nemt at lave en film om fem søstre, der bor i landsbyen Donegal midt i ingenting i Irland, og samtidig få publikum til at strømme til biograferne. Den klassiske Hollywood-løsning er at afsætte hovedrollen til en stjerne, som så alene i kraft af sit navn kan trække folk forbi billetlugen. Derfor er det Meryl Streep, der har hovedrollen i Pat O'Connors filmatisering af Brian Friels skuespil "Dans under høstmånen". Men det er ikke den dobbelte oscar-vinders præstation, der bærer filmen, der mangler det afgørende bid for rigtigt at kunne nå ud til sit publikum.
Meryl Streep er Kate, som sammen med sine fire søstre. Der er den sarkastiske og kæderygende Maggie (Kathy Burke), den stille men genstridige Agnes (Brid Brennan som vandt en Tony for rollen i den amerikanske Broadway-opsætning), den romantiske og enfoldige Rose (Sophie Thompson - Emmas søster) og familiens sorte får Christina (Catherine McCormack). Alle bor de lige uden for landsbyen Donegal, mens republikanerne kæmper mod Franco i Spanien, og tyskerne pudser deres krigsstøvler. Kate er den ældste af de fem søstre, og har med en ligefrem selvfølgelighed indtaget rollen som familiens selvretfærdige helgen og overhoved - kort sagt en rigtig kælling.
Danser som vilde
Den yngste af de fem søstre, Christina, har sønnen Michael (Darryl Johnston) som bevis på, at hun i det mindste har haft et liv uden for deres fælles hjem, hvor livet forlængst er gået i stå. Men tingene ændrer sig, da søstrenes bror, fader Jack, som spilles af den syngende detektiv Michael Gambon, vender hjem til det irske provinshul, han forlod for at missionere hos de vilde i Afrika. Fader Jack har efterladt en hel del af sin sunde fornuft og realitetssans omkring ækvator, og hans katolske tro er blevet forurenet af afrikanernes hedenske guder. Men ligesom narren i Shakespeare, er det den gale præst, der taler den ubehagelige sandhed. Hans fordomsfrie og barnlige tilgang til verden er det hanegal, der får søstrene til at vågne op fra deres Tornerose-søvn.
Og mens landsbybeboere ofrer til den hedenske gud Lugh for at få en god høst, og danser som vilde rundt om bålene på bakkedragene omkring landsbyen, smelter fader Jacks indre og ydre virkelighed sammen. Og de irske bakkedrag forvandles til den afrikanske savanna i cheffotografen, Kenneth MacMillans, stemningsfulde billeder.
Fader Jacks afrikanske ånder og Michaels svingdørsfar, der pludselig dukker op, sætter søstrenes lille samfund på den anden ende. Og da høsten kommer, er ingenting, som det var ved forårets slutning.
Filmen er sønnen Michaels beretning om den sommer, der forandrede hans hverdag. Med en voice-over, der i tone lægger sig tæt op ad Adsos tilbageskuende fortælling i "Rosens Navn" (1986), analyserer og fortolker Michael begivenhederne den sommer i 1936. Men den dybsindighed, der ligger i den voksne Michaels beretning, står ikke mål med den historie, som filmen fortæller. De store følelser og de store omvæltninger, som Michael beretter om, er kun skygger på livets store lærred, og får aldrig lov til at udfolde sig i den lidt tilbageholdende instruktion. De politiske, sociale og økonomiske omstændigheder, er kun tilstede som en kulisse, der konstant er ude af fokus.
Og den udfrielse, som den keltiske melodi, der pludseligt strømmer ud af radioen, skaber hos de fire søstre, er endnu et udtryk for den keltiske mafia, der i de seneste år er strømmet ind over verden med deres nærmest religiøse messen om den frelse fra hverdagens trummerum, som den keltiske musik og (River)dans giver. Som logisk konsekvens heraf er filmens musik skrevet af Bill Whelan, som også står har komponeret og arrangeret musikken til den irsk/amerikanske ekstravagance "Riverdance".
"Dansen under høstmånen" er en velspillet fortælling om livet i en verden, der endnu ikke er forvandlet til frit svævende atomer. Men den er også et velkalkuleret produkt, der ikke sky-er nogle midler for at nå det bredest mulige publikum. Resultatet er en film, der vil være alt for alle hele tiden, og derfor mister den umiddelbare kontakt med sit publikum.
19/11-2018
