Når boblen brister
4.0
"Her i nærheden" er en film om, hvordan vi ikke kan afsondre vore kære fra den onde og forfærdelige verden, vi lever i. Der er ikke mange lette toner i filmen, men hvem siger også, der skal være det?
Holdet fra "Dansen med Regitze" er tilbage. Dvs. Kaspar Rostrup, Ghita Nørby, Frits Helmuth, Henning Moritzen og så forfatterinden Martha Christensen, der har skrevet novellen "Her i nærheden", som der nu er lavet en særdeles tro filmatisering af. Da forgængeren kom, væltede folk i biografen, selvom filmen fik en blandet bekomst på parnasset. Ord som "gumpetung polka" blev hæftet på den ellers fine historie om de alt andet end perfekte mennesker med det kedelige og dog så indholdsrige liv. Det samme vil sikkert ske med "Her i nærheden" - den har nemlig mange af de samme elementer, som dens berømte forgænger havde: Godt skuespil, almindelige mennesker med (næsten) almindelige problemer, konventionelt filmsprog og en tung tone.
Fru Nielsen (Ghita Nørby) er en skrap dame. Den slags dame, hvis håndfaste og rapkæftede fremtoning dækker over et hjerte af guld og en dertil hørende sårbarhed. Hun er alene med sin 20-årige autistiske søn, Brian (Thure Lindhardt), og fru Nielsen har hele sit liv værnet om sønnen og sørget for, at han ikke kom noget til. Særligt har hun set til, at han ikke blev følelsesmæssigt påvirket af mødet med pigerne - hendes dreng må ikke blive udsat for det nederlag, det er at blive forelsket og så afvist igen pga. sin sygdom. Fru Nielsen ved, at det vil Brian aldrig nogen sinde komme over.
Virkeligheden kommer for tæt på
Så sker der det, at en ung kvinde bliver slået ihjel i nabolaget en aften, Brian er ude at gå en tur alene. Politiet begynder at efterforske sagen, og fru Nielsen siger til kriminalbetjenten (Frits Helmuth), at Brian lå og sov hele natten. Men det faktum, at hun har løjet, og at Brian rent faktisk godt kunne have slået pigen ihjel i et angstanfald, får lige pludselig de problemer og den verden, som fru Nielsen prøver at isolere Brian fra, til at komme helt ind i stuen hos den lille familie. Filmen skildrer, hvordan Brian i begyndelsen accepterer sin mors omklamrende omsorgsfuldhed for derefter gradvist at tage ansvar og gøre noget på egen hånd. Den skildrer også, hvordan fru Nielsens omsorgsfuldhed har taget overhånd, og hvordan det faktisk er hende, som er mest mistænksom og hende, som tror mindst på sin egen søns evner til at leve i den verden, hun prøver at holde ham væk fra.
Filmen siger, at det nok skal gå, hvis vi bare tør acceptere hinanden, som vi er med dertil hørende fejl og mangler. Man skal ikke prøve at pakke de svageste ind i en sæbebobleligende afsondrethed, for det kan ikke lade sig gøre, og smerten bliver så meget større, når boblen endelig brister. De sæbebobler, som fru Nielsen og Brian leger med i filmens flash back-sekvenser, er perfekte, indtil de går i stykker, og således er "Her i nærheden" også perfekt indtil en vis grænse.
Fin film med skønhedspletter
Som "Dansen med Regitze" har "Her i nærheden" det, der skal til for at fortælle en almengyldig historie om ganske almindelige mennesker. Først og fremmest fint skuespil; Ghita Nørby er overbevisende som den hårdhudede fru Nielsen, unge Thure Lindhardt lader måske den autistiske Brian gestikulere lidt vel rigeligt, Frits Helmuth er ganske afdæmpet som den følelsesmæssigt afstumpede kriminalbetjent, mens Henning Moritzen spiller den bøssede marskandiser, Baronen, med hele sin affekterede star-persona, der dog tilsættes en snert bitterhed.
"Her i nærheden"s grundlæggende tema om, hvordan omsorgen og den grænseløse kærlighed meget let går hen og bliver dræbende for den personlige udvikling, giver desværre også filmen et tungsindigt præg, der får den til at mangle dét livsbekræftende, som "Dansen med Regitze" havde. Men det er kun en skønhedsplet på en god film for voksne om voksne menneskers problemer.
Holdet fra "Dansen med Regitze" er tilbage. Dvs. Kaspar Rostrup, Ghita Nørby, Frits Helmuth, Henning Moritzen og så forfatterinden Martha Christensen, der har skrevet novellen "Her i nærheden", som der nu er lavet en særdeles tro filmatisering af. Da forgængeren kom, væltede folk i biografen, selvom filmen fik en blandet bekomst på parnasset. Ord som "gumpetung polka" blev hæftet på den ellers fine historie om de alt andet end perfekte mennesker med det kedelige og dog så indholdsrige liv. Det samme vil sikkert ske med "Her i nærheden" - den har nemlig mange af de samme elementer, som dens berømte forgænger havde: Godt skuespil, almindelige mennesker med (næsten) almindelige problemer, konventionelt filmsprog og en tung tone.
Fru Nielsen (Ghita Nørby) er en skrap dame. Den slags dame, hvis håndfaste og rapkæftede fremtoning dækker over et hjerte af guld og en dertil hørende sårbarhed. Hun er alene med sin 20-årige autistiske søn, Brian (Thure Lindhardt), og fru Nielsen har hele sit liv værnet om sønnen og sørget for, at han ikke kom noget til. Særligt har hun set til, at han ikke blev følelsesmæssigt påvirket af mødet med pigerne - hendes dreng må ikke blive udsat for det nederlag, det er at blive forelsket og så afvist igen pga. sin sygdom. Fru Nielsen ved, at det vil Brian aldrig nogen sinde komme over.
Virkeligheden kommer for tæt på
Så sker der det, at en ung kvinde bliver slået ihjel i nabolaget en aften, Brian er ude at gå en tur alene. Politiet begynder at efterforske sagen, og fru Nielsen siger til kriminalbetjenten (Frits Helmuth), at Brian lå og sov hele natten. Men det faktum, at hun har løjet, og at Brian rent faktisk godt kunne have slået pigen ihjel i et angstanfald, får lige pludselig de problemer og den verden, som fru Nielsen prøver at isolere Brian fra, til at komme helt ind i stuen hos den lille familie. Filmen skildrer, hvordan Brian i begyndelsen accepterer sin mors omklamrende omsorgsfuldhed for derefter gradvist at tage ansvar og gøre noget på egen hånd. Den skildrer også, hvordan fru Nielsens omsorgsfuldhed har taget overhånd, og hvordan det faktisk er hende, som er mest mistænksom og hende, som tror mindst på sin egen søns evner til at leve i den verden, hun prøver at holde ham væk fra.
Filmen siger, at det nok skal gå, hvis vi bare tør acceptere hinanden, som vi er med dertil hørende fejl og mangler. Man skal ikke prøve at pakke de svageste ind i en sæbebobleligende afsondrethed, for det kan ikke lade sig gøre, og smerten bliver så meget større, når boblen endelig brister. De sæbebobler, som fru Nielsen og Brian leger med i filmens flash back-sekvenser, er perfekte, indtil de går i stykker, og således er "Her i nærheden" også perfekt indtil en vis grænse.
Fin film med skønhedspletter
Som "Dansen med Regitze" har "Her i nærheden" det, der skal til for at fortælle en almengyldig historie om ganske almindelige mennesker. Først og fremmest fint skuespil; Ghita Nørby er overbevisende som den hårdhudede fru Nielsen, unge Thure Lindhardt lader måske den autistiske Brian gestikulere lidt vel rigeligt, Frits Helmuth er ganske afdæmpet som den følelsesmæssigt afstumpede kriminalbetjent, mens Henning Moritzen spiller den bøssede marskandiser, Baronen, med hele sin affekterede star-persona, der dog tilsættes en snert bitterhed.
"Her i nærheden"s grundlæggende tema om, hvordan omsorgen og den grænseløse kærlighed meget let går hen og bliver dræbende for den personlige udvikling, giver desværre også filmen et tungsindigt præg, der får den til at mangle dét livsbekræftende, som "Dansen med Regitze" havde. Men det er kun en skønhedsplet på en god film for voksne om voksne menneskers problemer.
19/11-2018