Intet nyt fra Hamlet-fronten
3.0
"Hamlet" er for cirka 25. gang blevet filmatiseret, denne gang af selveste Mr. Shakespeare - Kenneth Branagh. Filmen er en rigtig godbid for Shakespeare-kendere, for Branagh har taget hvert et ord fra det oprindelige skuespil med i sin 4 timer lange 70mm version, som imponerer med sit opbud af skuespillere, sin scenografi og med sit blotte omfang.
I et frostbidt, vidtstrakt vinterlandskab udfoldes det klassiske drama om blodskam, hævn, mord og begær. Uden for det store, sneklædte slot står de forfrosne vagter, som med rette bliver bange for genfærdet. På lærredet virker genfærdet helt anderledes truende, end han nogensinde kan være på teater. Starten lægger op til en Shakespeare-oplevelse, der flytter historiens mest berømte dramatiker fra sin hylde som tvungen-dannelses-pensum til en stor, gribende fortælling, der rører et biografpublikum. Det lykkedes Baz Luhrmann med Shakespeares Romeo Juliet, men Kenneth Branagh har gjort det noget sværere for sig selv. Hans Hamlet varer 4 timer, selvom der også er en 2 timers version for dem, der ikke kan klare mosten.
Rig på detaljer og sprog
Sproget er det centrale i Hamlet. "Noget er råddent i Danmark", "Gå i kloster, Ophelia", "Kvinde, dit navn er svaghed", "At være eller ikke at være, det er sagen". Det er udtryk, som er blevet til faste talemåder, og som i handlingens sammenhæng fungerer som præcise billeder. Shakespeare rådede over 16.000 gloser, hvor den almindelige dansker til sammenligning kun har 1.600 ord til rådighed. Og Shakespeare bruger alle sprogets muligheder i Hamlet, hvor personerne handler meget mindre, end de taler. De taler om det, der sker, og de bruger metaforer, billeder og allegorier, til at forklare deres følelelser, handlinger og deres konsekvenser. En af de vigtige scener er netop en allegori, et stykke i stykket, hvor den omrejsende teatertrup gennemspiller mordet på Hamlets far. Men de mange ord gør også Hamlet til en krævende oplevelse, hvis teksten skal have en betydning. Det hele er skrevet på blankvers, som ligger forbløffende godt og naturligt i munden på skuespillerne. Det virker ikke vanvittig fremmedgørende, at alle fremsiger replikkerne i versefødder, men det peger alligevel en ekstra gang på, at dette er et filmet teaterstykke. Filmens muligheder for at understrege og illustrere ordene er vejen til at gøre Shakespeare spiselig for et bredt publikum, og det er her, Branagh har chance for at gøre sin tolkning af Hamlet personlig og mindeværdig.
Tidsbillede
Et historisk Danmark er den fiktive ramme om Shakespeares tragedie om Hamlet, prinsen, som opdager, at hans onkel har myrdet hans far, kongen, for at overtage riget og dronningen, Hamlets mor. Hamlets slot er i Kenneth Branaghs version flyttet til godset Blenheim i England, som langt overgår Kronborg og Helsingør med hensyn til størrelse, storslået omgivelser og majestætisk stil. De fysiske detaljer, spejlsale, draperier, og kostumer skaber mættede, kompakte billeder, som tegner et billede af et velhavende kongerige. Branagh har flyttet handlingen frem i tiden fra Shakespeares 1599 til et ubestemt tidspunkt i 1800-tallet. Hans forklaring på tidsbilledet er, at 1800-tallet tillader en opulent, elegant og militaristisk ydre, uden at Shakespeares højttravende sprog virker forkert. Filmen bugner af detaljer fra Victoriatiden - Ophelia i spændetrøje, et miniaturedamplokomotiv i slottets park, sølvtekander, uniformer og korsetter på damerne. I den sammenhæng virker det sært, at Hamlets hof er en etnisk blanding, hvor hvide udfylder alle centrale roller, men hvor sorte og asiater optræder med en lidt påklistret selvfølgelighed blandt vagterne, tjenerne og budbringerne.
Imponerende rollebesætning
Branaghs Hamlet har en imponerende rolleliste, med især interessante skuespillere i nogle af birollerne. Billy Crystal, Gerard Depardieu, Richard Attenborough, Charlton Heston, Robin Williams med flere optræder fremragende i det, der må kaldes cameoroller. Julie Christie er overbevisende som Hamlets mor, dronningen, selvom det aldrig bliver tydeligt, hvor hun står i forhold til sin nye mands konflikt med nevøen og stedsønnen Hamlet. Hamlets onkel Claudius, den nye konge, spilles af Derek Jacobi, og er lige så led og kold som en brodermorder skal være. Kate Winslet er en fin, klassisk Ophelia med langt bølgende lyst hår, kysbar trutmund og en meget uskyldig fremtoning. Det store problem er faktisk Kenneth Branaghs tolkning af Hamlet. Han lider af dårligt hår, der får ham til at ligne en tysk mekaniker, han er hektisk, og det er ufatteligt, at Ophelia ville skænke sin krop til denne stressede stivstikker. Han løber omkring på slottet, læner sig op ad væggene og er forpustet.
Branaghs entusiasme for Shakespeare, for figuren Hamlet og for teksten, er ikke til at tage fejl af. Det virker bare, som om han stadig spiller rollen udendørs på Kronborg, ikke for et kamera. At han vælger at lade sig bære til graven i kristus-stilling er også en fiks idé, som nogen burde have talt ham fra, for billedets patos når kvalmepunktet.
Mere teater end film
Filmens virkemidler bliver på andre måder ikke brugt optimalt. For mange scener er optaget i faste halvtotaler uden indbygget dynamik, og der er alt for mange indendørsscener. Efter en meget lovende start, med uhyggeligt spøgelse og jordskælv, og Ophelias afsked med broderens Laertes under en spadseretur i parken, foregår for meget af handlingen indendørs og bliver til filmet teater. Der er smukke filmiske scener uden dialog, som understreger Branaghs personlige tolkning og uddyber handlingen. Elskovsscener mellem Ophelia og Hamlet gør deres forhold og begges desperation over adskillelsen mere troværdig og rørende, og en scene, hvor Ophelia bliver overspulet med koldt vand som kur mod galskab, foregriber hendes resignation og gør hendes selvmord logisk. Der er vanvittigt flotte optagelser og opsætninger, som de tusindvis af hvide rosenblade, der fylder luften til dronningens bryllup med Hamlets onkel. Og Fortinbras' store hær, der marcherer over de snedækkede sletter, er imponerende og visuelt spændende blot i kraft af størrelsen og antallet af medvirkende. Men filmen bidrager ikke til at forny Hamlet. Billederne giver ikke afgørende nye vinkler, og igen er det ordene, der sætter filmen i stå. Der er mange monologer i Hamlet, hvor Branagh taler som skuespiller til kameraet, og hvor tilskueren ikke får andre billeder at se på og udbygge talen med end Branagh og slottets interiør.
2 timer for lang
I Branaghs 70mm version bliver Hamlet ved med at være det, det altid er: Shakespeares klassiske drama til teatret om blodskam, hævn, mord og begær. For elskere af Shakespeare vil Branaghs Shakespeare gå rent ind, for det hele er med uden væsentlige nyfortolkninger. Filmens enorme længde skyldes, at Branagh netop medtaget hvert et ord og hver en scene, Shakespeare skrev. Spørgsmålet er så, om 4 timers Hamlet holder. Det gør det ikke, for filmen er simpelthen ikke billedrig og sanselig nok til at gribe tilskuerne og lime dem fast til sæderne, når ordene bliver for mange. Effekter, scenografi og den personlige tolkning gør det til en flot, tilfredsstillende film, men selvom det er en lang film, så bliver det ikke til en storfilm. 2 timer må være nok.
I et frostbidt, vidtstrakt vinterlandskab udfoldes det klassiske drama om blodskam, hævn, mord og begær. Uden for det store, sneklædte slot står de forfrosne vagter, som med rette bliver bange for genfærdet. På lærredet virker genfærdet helt anderledes truende, end han nogensinde kan være på teater. Starten lægger op til en Shakespeare-oplevelse, der flytter historiens mest berømte dramatiker fra sin hylde som tvungen-dannelses-pensum til en stor, gribende fortælling, der rører et biografpublikum. Det lykkedes Baz Luhrmann med Shakespeares Romeo Juliet, men Kenneth Branagh har gjort det noget sværere for sig selv. Hans Hamlet varer 4 timer, selvom der også er en 2 timers version for dem, der ikke kan klare mosten.
Rig på detaljer og sprog
Sproget er det centrale i Hamlet. "Noget er råddent i Danmark", "Gå i kloster, Ophelia", "Kvinde, dit navn er svaghed", "At være eller ikke at være, det er sagen". Det er udtryk, som er blevet til faste talemåder, og som i handlingens sammenhæng fungerer som præcise billeder. Shakespeare rådede over 16.000 gloser, hvor den almindelige dansker til sammenligning kun har 1.600 ord til rådighed. Og Shakespeare bruger alle sprogets muligheder i Hamlet, hvor personerne handler meget mindre, end de taler. De taler om det, der sker, og de bruger metaforer, billeder og allegorier, til at forklare deres følelelser, handlinger og deres konsekvenser. En af de vigtige scener er netop en allegori, et stykke i stykket, hvor den omrejsende teatertrup gennemspiller mordet på Hamlets far. Men de mange ord gør også Hamlet til en krævende oplevelse, hvis teksten skal have en betydning. Det hele er skrevet på blankvers, som ligger forbløffende godt og naturligt i munden på skuespillerne. Det virker ikke vanvittig fremmedgørende, at alle fremsiger replikkerne i versefødder, men det peger alligevel en ekstra gang på, at dette er et filmet teaterstykke. Filmens muligheder for at understrege og illustrere ordene er vejen til at gøre Shakespeare spiselig for et bredt publikum, og det er her, Branagh har chance for at gøre sin tolkning af Hamlet personlig og mindeværdig.
Tidsbillede
Et historisk Danmark er den fiktive ramme om Shakespeares tragedie om Hamlet, prinsen, som opdager, at hans onkel har myrdet hans far, kongen, for at overtage riget og dronningen, Hamlets mor. Hamlets slot er i Kenneth Branaghs version flyttet til godset Blenheim i England, som langt overgår Kronborg og Helsingør med hensyn til størrelse, storslået omgivelser og majestætisk stil. De fysiske detaljer, spejlsale, draperier, og kostumer skaber mættede, kompakte billeder, som tegner et billede af et velhavende kongerige. Branagh har flyttet handlingen frem i tiden fra Shakespeares 1599 til et ubestemt tidspunkt i 1800-tallet. Hans forklaring på tidsbilledet er, at 1800-tallet tillader en opulent, elegant og militaristisk ydre, uden at Shakespeares højttravende sprog virker forkert. Filmen bugner af detaljer fra Victoriatiden - Ophelia i spændetrøje, et miniaturedamplokomotiv i slottets park, sølvtekander, uniformer og korsetter på damerne. I den sammenhæng virker det sært, at Hamlets hof er en etnisk blanding, hvor hvide udfylder alle centrale roller, men hvor sorte og asiater optræder med en lidt påklistret selvfølgelighed blandt vagterne, tjenerne og budbringerne.
Imponerende rollebesætning
Branaghs Hamlet har en imponerende rolleliste, med især interessante skuespillere i nogle af birollerne. Billy Crystal, Gerard Depardieu, Richard Attenborough, Charlton Heston, Robin Williams med flere optræder fremragende i det, der må kaldes cameoroller. Julie Christie er overbevisende som Hamlets mor, dronningen, selvom det aldrig bliver tydeligt, hvor hun står i forhold til sin nye mands konflikt med nevøen og stedsønnen Hamlet. Hamlets onkel Claudius, den nye konge, spilles af Derek Jacobi, og er lige så led og kold som en brodermorder skal være. Kate Winslet er en fin, klassisk Ophelia med langt bølgende lyst hår, kysbar trutmund og en meget uskyldig fremtoning. Det store problem er faktisk Kenneth Branaghs tolkning af Hamlet. Han lider af dårligt hår, der får ham til at ligne en tysk mekaniker, han er hektisk, og det er ufatteligt, at Ophelia ville skænke sin krop til denne stressede stivstikker. Han løber omkring på slottet, læner sig op ad væggene og er forpustet.
Branaghs entusiasme for Shakespeare, for figuren Hamlet og for teksten, er ikke til at tage fejl af. Det virker bare, som om han stadig spiller rollen udendørs på Kronborg, ikke for et kamera. At han vælger at lade sig bære til graven i kristus-stilling er også en fiks idé, som nogen burde have talt ham fra, for billedets patos når kvalmepunktet.
Mere teater end film
Filmens virkemidler bliver på andre måder ikke brugt optimalt. For mange scener er optaget i faste halvtotaler uden indbygget dynamik, og der er alt for mange indendørsscener. Efter en meget lovende start, med uhyggeligt spøgelse og jordskælv, og Ophelias afsked med broderens Laertes under en spadseretur i parken, foregår for meget af handlingen indendørs og bliver til filmet teater. Der er smukke filmiske scener uden dialog, som understreger Branaghs personlige tolkning og uddyber handlingen. Elskovsscener mellem Ophelia og Hamlet gør deres forhold og begges desperation over adskillelsen mere troværdig og rørende, og en scene, hvor Ophelia bliver overspulet med koldt vand som kur mod galskab, foregriber hendes resignation og gør hendes selvmord logisk. Der er vanvittigt flotte optagelser og opsætninger, som de tusindvis af hvide rosenblade, der fylder luften til dronningens bryllup med Hamlets onkel. Og Fortinbras' store hær, der marcherer over de snedækkede sletter, er imponerende og visuelt spændende blot i kraft af størrelsen og antallet af medvirkende. Men filmen bidrager ikke til at forny Hamlet. Billederne giver ikke afgørende nye vinkler, og igen er det ordene, der sætter filmen i stå. Der er mange monologer i Hamlet, hvor Branagh taler som skuespiller til kameraet, og hvor tilskueren ikke får andre billeder at se på og udbygge talen med end Branagh og slottets interiør.
2 timer for lang
I Branaghs 70mm version bliver Hamlet ved med at være det, det altid er: Shakespeares klassiske drama til teatret om blodskam, hævn, mord og begær. For elskere af Shakespeare vil Branaghs Shakespeare gå rent ind, for det hele er med uden væsentlige nyfortolkninger. Filmens enorme længde skyldes, at Branagh netop medtaget hvert et ord og hver en scene, Shakespeare skrev. Spørgsmålet er så, om 4 timers Hamlet holder. Det gør det ikke, for filmen er simpelthen ikke billedrig og sanselig nok til at gribe tilskuerne og lime dem fast til sæderne, når ordene bliver for mange. Effekter, scenografi og den personlige tolkning gør det til en flot, tilfredsstillende film, men selvom det er en lang film, så bliver det ikke til en storfilm. 2 timer må være nok.
19/11-2018
