Hvad som helst - bare ikke dét...
1.0
Efter "Smoke" kunne man måske komme for skade at glæde sig til Wayne Wangs seneste film, "Hvor Lykken Er", men ...
Det er såmænd så yndigt. Og ih, det er også så svært ind i mellem. Men åh, når bare vi holder af hinanden og passer ordentligt på hinanden, så går det hele, som det skal, og efter regn kommer sol. Natalie Portman spiller datteren, Susan Sarandon moren, og de er simpelt hen så forskellige som nat og dag, så der er rigtignok ikke noget at sige til, at de kan have deres små sammenstød. Moren er nemlig et rigtigt livsstykke, der flyver af sted på sin lyserøde sky, væk fra hjem og mand, mens datteren bare har at følge trop, selvom hun hellere vil blive hjemme i de vante, trygge rammer og være lige så kedelig, som hun allerede nu i sit unge liv har vænnet sig til.
Men altså, af sted til Los Angeles, så spændende mor kan få forsigtige datter gjort til en kendt skuespillerinde - hvad er nemlig bedre end at tvinge sine børn til at leve sine egne drømme ud? Samtidig må åh-så-fornuftige datter kæmpe en evig kamp for at få ansvarsløse mor til at leve et nogenlunde almindeligt og anstændigt liv, hvor el- og telefonregninger bliver betalt til tiden. Og er pointen da ikke, at begge de dejlige piger kan lære noget af hinanden, hvis blot de åbner sig op og finder rigtigt, jamen, jeg mener sådan virkelig rigtigt, ind til hvem de hver især er - og også lærer at give slip på hinanden?
Jo, "Hvor Lykken Er" er lige præcis sådan en slags film, hvor dét er pointen. Nøj, for en drøj omgang kvindeføleri i lange baner, smil gennem tårer, og hvor er det bare ægte og rørende og ... uendelig kedeligt med en total mangel på dramatisk fremdrift, pladderromantisk og sentimentalt langt ind i næste årtusind. Sagde jeg smil gennem tårer? Nej, himmelvendte øjne og ikke en skid at grine ad. Giv mig hvad som helst - bare ikke dét.
Det er såmænd så yndigt. Og ih, det er også så svært ind i mellem. Men åh, når bare vi holder af hinanden og passer ordentligt på hinanden, så går det hele, som det skal, og efter regn kommer sol. Natalie Portman spiller datteren, Susan Sarandon moren, og de er simpelt hen så forskellige som nat og dag, så der er rigtignok ikke noget at sige til, at de kan have deres små sammenstød. Moren er nemlig et rigtigt livsstykke, der flyver af sted på sin lyserøde sky, væk fra hjem og mand, mens datteren bare har at følge trop, selvom hun hellere vil blive hjemme i de vante, trygge rammer og være lige så kedelig, som hun allerede nu i sit unge liv har vænnet sig til.
Men altså, af sted til Los Angeles, så spændende mor kan få forsigtige datter gjort til en kendt skuespillerinde - hvad er nemlig bedre end at tvinge sine børn til at leve sine egne drømme ud? Samtidig må åh-så-fornuftige datter kæmpe en evig kamp for at få ansvarsløse mor til at leve et nogenlunde almindeligt og anstændigt liv, hvor el- og telefonregninger bliver betalt til tiden. Og er pointen da ikke, at begge de dejlige piger kan lære noget af hinanden, hvis blot de åbner sig op og finder rigtigt, jamen, jeg mener sådan virkelig rigtigt, ind til hvem de hver især er - og også lærer at give slip på hinanden?
Jo, "Hvor Lykken Er" er lige præcis sådan en slags film, hvor dét er pointen. Nøj, for en drøj omgang kvindeføleri i lange baner, smil gennem tårer, og hvor er det bare ægte og rørende og ... uendelig kedeligt med en total mangel på dramatisk fremdrift, pladderromantisk og sentimentalt langt ind i næste årtusind. Sagde jeg smil gennem tårer? Nej, himmelvendte øjne og ikke en skid at grine ad. Giv mig hvad som helst - bare ikke dét.
19/11-2018
