Det stille vand og det gyldne krus
2.0
Christian Braad Thomsen har iscenesat et noget fortænkt møde mellem et udpluk af storbyens menneskeskæbner og en bardisk
"Den Blå Munk" er både navnet på Braad Thomsens første rigtige spillefilm i 15 år og på det værtshus, hvor hele handlingen udspiller sig. I selskab med den kønne og blåøjede nye bartender, Anita (Therese Glahn), lærer publikum stedets stamgæster at kende, og lytter til den garvede bartenders (Helle Ryslinge) velmenende råd og gode fif. Et kardinalpunkt er, at lade bardisken være den endelige grænse mellem hende selv og kunderne. Ikke overraskende viser det sig at være lettere sagt end gjort.
"Den Blå Munk" er blot en transitsted for nogle, mens andre langsomt hænger fast og bliver en del af inventaret. Både unge som gamle frekventerer de røgfyldte lokaler og bidrager med deres syn på kærligheden, Gud og livets mange fortrædeligheder. Fælles for mange af dem er, at de aldrig har fået virkeliggjort deres drømme og står i stampe på et eller andet uforløst trin i livet. Ensomhed og længslen efter kærlighed er gennemgående karaktertræk hos mangen en barfly, og bartenderen er selvskreven til rollen som den sagesløse lytter. Det er steder som "Den Blå Munk", der letter distriktspsykiatriens arbejde ved at aftage en god portion besøg fra diverse randeksistenser. Her er det muligt at konstruere og forblive i sin egen lille virkelighed.
Filmens episodiske opbygning fungerer udmærket, og nogle af øjeblikkene med de korte livsglimt fænger og synes vedkommende. Helheden præges dog af det teatralske og konstruerede. De mange (lomme-) filosofiske betragtninger trætter i længden, og man fornemmer Braad Thomsens småprætentiøse åndedrag bag dem alle. Han spiller også med i filmen som sig selv, og selvom det er gjort med en tone af selvironi, virker det alligevel sært navlebeskuende og selvhøjtideligt. Realisme er ikke ens første tanke i forbindelse med skuespillerpræstationerne, men Ole Meyer og Claus Nissen gør det overbevisende som to stamkunder. Helle Ryslinge tager absolut flest kegler som den erfarne bartender og menneskekender, og hun kunne sagtens gå for at have 20 år på bagen inden for den våde branche. Efter at have set filmen, kunne man godt få en fornemmelse af, at instruktøren gerne ville have spillet alle rollerne selv. Det ville sikkert også have frembragt et både morsommere og mere interessant resultat.
"Den Blå Munk" er både navnet på Braad Thomsens første rigtige spillefilm i 15 år og på det værtshus, hvor hele handlingen udspiller sig. I selskab med den kønne og blåøjede nye bartender, Anita (Therese Glahn), lærer publikum stedets stamgæster at kende, og lytter til den garvede bartenders (Helle Ryslinge) velmenende råd og gode fif. Et kardinalpunkt er, at lade bardisken være den endelige grænse mellem hende selv og kunderne. Ikke overraskende viser det sig at være lettere sagt end gjort.
"Den Blå Munk" er blot en transitsted for nogle, mens andre langsomt hænger fast og bliver en del af inventaret. Både unge som gamle frekventerer de røgfyldte lokaler og bidrager med deres syn på kærligheden, Gud og livets mange fortrædeligheder. Fælles for mange af dem er, at de aldrig har fået virkeliggjort deres drømme og står i stampe på et eller andet uforløst trin i livet. Ensomhed og længslen efter kærlighed er gennemgående karaktertræk hos mangen en barfly, og bartenderen er selvskreven til rollen som den sagesløse lytter. Det er steder som "Den Blå Munk", der letter distriktspsykiatriens arbejde ved at aftage en god portion besøg fra diverse randeksistenser. Her er det muligt at konstruere og forblive i sin egen lille virkelighed.
Filmens episodiske opbygning fungerer udmærket, og nogle af øjeblikkene med de korte livsglimt fænger og synes vedkommende. Helheden præges dog af det teatralske og konstruerede. De mange (lomme-) filosofiske betragtninger trætter i længden, og man fornemmer Braad Thomsens småprætentiøse åndedrag bag dem alle. Han spiller også med i filmen som sig selv, og selvom det er gjort med en tone af selvironi, virker det alligevel sært navlebeskuende og selvhøjtideligt. Realisme er ikke ens første tanke i forbindelse med skuespillerpræstationerne, men Ole Meyer og Claus Nissen gør det overbevisende som to stamkunder. Helle Ryslinge tager absolut flest kegler som den erfarne bartender og menneskekender, og hun kunne sagtens gå for at have 20 år på bagen inden for den våde branche. Efter at have set filmen, kunne man godt få en fornemmelse af, at instruktøren gerne ville have spillet alle rollerne selv. Det ville sikkert også have frembragt et både morsommere og mere interessant resultat.
19/11-2018