Islandske spøgelser
4.0
"Naturens børn" er en meget smuk men noget langsommelig film fra et nordisk broderland, man normalt ikke hører meget til på filmfronten.
Normalt er Island ikke et land, som man forbinder med spillefilmsproduktion, men det har faktisk produceret en pæn mængde film gennem de sidst femten år. Den mest kendte af instruktørerne hedder Fridrik Thor Fridriksson, og det er ham, der står bag "Naturens børn". Filmen er Islands mest sete film nogensinde, og blev Oscar-nomineret i 1992.
Opbruddet
Filmen handler om en gammel mand, der bestemmer sig for at opgive sit afsidesliggende landbrug, og i stedet flytte ind til byen. Han dukker op hos sin datter, der bor med sin mand og datter i en lille lejlighed, og som inden længe får ham anbragt på et trøstesløst plejehjem. Her møder han Stella, en gammel ungdomskæreste, som heller ikke kan vende sig til det ensformige liv på institution. De stikker af i en stjålen jeep, så hun kan gense sit hjemby (eller rettere: resterne af den), inden hun dør. Det bliver en rejse med politiet i hælene gennem det stadig mere vilde og barske islandske landskab.
Eminent fotografering
Filmen har sin egen langsomme og rolige tone, der ligger langt fra den gængse underholdningsfilms hektiske klippe- og handlingstempo. Skuespillet er overbevisende, og det lykkes filmen at ramme tonen i de forskellige miljøer meget præcist. Men det er også en film, der kræver en hvis tålmodighed -handlingen udvikler sig kun langsomt, og lange passager står helt ordløse hen. Til gengæld har filmen et stort plus: den er fantastisk smuk. Store dele af historien foregår på baggrund af den storslåede, islandske natur, som rigtig kommer til sin ret i de store, rolige totalbilleder, der udgør størstedelen af den eminente fotografering.
Mislykket magisk realisme eller underfundig komedie?
Genremæssigt flakker filmen lidt. Til tider anslås en nærmest komedieagtig tone, især i skildringen af konflikten mellem de to gamle, der lever i fortiden, og den nutid, som de uheldigvis er placeret i. Som hovedpersonen siger: "Månen er ikke den samme som i gamle dage, den er ikke kommet sig over, at menneskene er begyndt at vade rundt på den". Et andet træk i filmen er et forsøg på en slags nordisk "magisk realisme", hvor de døde går igen, og biler og mennesker pludselig forsvinder ud i den blå luft. Dette handlingsspor er ikke særligt vellykket, for det lykkes aldrig at gøre det til en del af filmens helhed. Selv i sagatidens Island forsvandt ting vel ikke lige ud i luften, uden at nogen lod sig mærke med det?
Alt i alt minder filmen lidt om en TV-film blæst op i spillefilmsformat. Men det er også en melankolsk og smuk film, som især lever i kraft af sin skildring af det fantastiske islandske landskab.
Normalt er Island ikke et land, som man forbinder med spillefilmsproduktion, men det har faktisk produceret en pæn mængde film gennem de sidst femten år. Den mest kendte af instruktørerne hedder Fridrik Thor Fridriksson, og det er ham, der står bag "Naturens børn". Filmen er Islands mest sete film nogensinde, og blev Oscar-nomineret i 1992.
Opbruddet
Filmen handler om en gammel mand, der bestemmer sig for at opgive sit afsidesliggende landbrug, og i stedet flytte ind til byen. Han dukker op hos sin datter, der bor med sin mand og datter i en lille lejlighed, og som inden længe får ham anbragt på et trøstesløst plejehjem. Her møder han Stella, en gammel ungdomskæreste, som heller ikke kan vende sig til det ensformige liv på institution. De stikker af i en stjålen jeep, så hun kan gense sit hjemby (eller rettere: resterne af den), inden hun dør. Det bliver en rejse med politiet i hælene gennem det stadig mere vilde og barske islandske landskab.
Eminent fotografering
Filmen har sin egen langsomme og rolige tone, der ligger langt fra den gængse underholdningsfilms hektiske klippe- og handlingstempo. Skuespillet er overbevisende, og det lykkes filmen at ramme tonen i de forskellige miljøer meget præcist. Men det er også en film, der kræver en hvis tålmodighed -handlingen udvikler sig kun langsomt, og lange passager står helt ordløse hen. Til gengæld har filmen et stort plus: den er fantastisk smuk. Store dele af historien foregår på baggrund af den storslåede, islandske natur, som rigtig kommer til sin ret i de store, rolige totalbilleder, der udgør størstedelen af den eminente fotografering.
Mislykket magisk realisme eller underfundig komedie?
Genremæssigt flakker filmen lidt. Til tider anslås en nærmest komedieagtig tone, især i skildringen af konflikten mellem de to gamle, der lever i fortiden, og den nutid, som de uheldigvis er placeret i. Som hovedpersonen siger: "Månen er ikke den samme som i gamle dage, den er ikke kommet sig over, at menneskene er begyndt at vade rundt på den". Et andet træk i filmen er et forsøg på en slags nordisk "magisk realisme", hvor de døde går igen, og biler og mennesker pludselig forsvinder ud i den blå luft. Dette handlingsspor er ikke særligt vellykket, for det lykkes aldrig at gøre det til en del af filmens helhed. Selv i sagatidens Island forsvandt ting vel ikke lige ud i luften, uden at nogen lod sig mærke med det?
Alt i alt minder filmen lidt om en TV-film blæst op i spillefilmsformat. Men det er også en melankolsk og smuk film, som især lever i kraft af sin skildring af det fantastiske islandske landskab.
19/11-2018
