Spil eller virkelighed?
4.0
Med sin sorte labyrintstruktur slår "The Game" sin tilskuer oven i hovedet indtil flere gange, men putter dog plaster på bagefter
I Franz Kafkas litterære mesterværk "Processen" (1925) føres vi ind i et forkvaklet univers, hvor bankmanden Josef K arresteres, stilles for en mystisk domstol og slutteligt dømmes til døden uden nogensinde at få anklagen at vide. Igennem hele bogen er der et nærvær af kræfter, der modarbejder Josef K, og det føles som om, at den mystiske domstol trænger ind overalt med sin absurde logik.
Et mystisk spil
Noget lignende finder man i den labyrintiske spændingsfilm "The Game", hvor Michael Douglas i skikkelse af millionæren Nicolas Van Orton vikles ind i et mærkeligt spil. Van Orton, der som barn har oplevet sin far begå selvmord, lever en ensom og kold tilværelse forskanset bag store metalhegn, luxuriøse biler og gigantiske kontorbygninger lavet af reflekterende glas.
På hans 48. fødselsdag, som han planlægger at fejre foran kabel-tv'et med en opvarmet burger, kontakter hans lillebror Conrad (Sean Penn) ham imidlertid. Conrads fødselsdagsgave er et gavekort til firmaet Consumer Recreational Services (CRS), som han opfordrer Nicolas til at besøge, hvilket han selvfølgelig gør. CRS laver specielt designede spil, som den involverede ikke kender hverken indholdet eller konsekvenserne af. Nicolas er skeptisk, men også nysgerrig - imidlertid bliver hans liv hurtigt vendt rundt og rundt og rundt i en uendelighed, indtil han ikke længere véd, hvad der er spil, og hvad der er virkelighed.
Sort og ubehagelig
"The Game" er meget effektiv. Det meste af tiden sidder man og prøver - ligesom Nicolas - at finde ud af, hvad f....., der foregår. Det er svært og gang på gang overrasker filmen ved at dreje i en fuldstændig uventet retning. Det fede ved filmen er det gådefulde og paranoiaagtige rum, den formår at skabe omkring Nicolas. Lige meget hvor han bevæger sig, er der en form for CRS tilstedeværelse, lige meget hvad han gør, virker det som om, at det passer ind i en eller anden overordnet plan. Spørgsmålet er så bare, hvem eller hvad der har mastermindet denne plan. Filmen giver som sagt ingen hjælp, og det hele bliver faktisk ganske sort og ubehageligt.
Det er nu også meget naturligt, for instruktøren af "The Game" hedder David Fincher og han har tidligere instrueret de dommedagsagtige "Alien 3" og "Se7en". Han må simpelthen være Hollywoods sortseer par ecxellence - og det smitter af, ikke bare i filmfortællingen, men også i stilen. Farverne er mørke, personerne befinder sig i indelukkede og klaustrofobiske rum, og der formidles i det hele taget en følelse af indestængthed, som hvert øjeblik kan eksplodere og dermed lukke alskens ulækker galde ud over lærredet.
Galden er godt på vej i "The Game", ligesom det Kafka'ske univers af uvidenhed, tvivl og absurditet næsten lykkes til fulde. Til allersidst løber det hele desværre lidt af sporet, hvorfor filmen ikke når helt op at ringe på linje med "Se7en". Det er som om, den ikke tør løbe konsekvenserne af sin egen sorte paranoialogik fuldt ud. Med "Se7en" gik man ud af biografen med følelsen af gentagne gange at være blevet slået hårdt i hovedet med en hammer. Med "The Game" bliver man også slået i hovedet - til gengæld får man plaster på bagefter!
I Franz Kafkas litterære mesterværk "Processen" (1925) føres vi ind i et forkvaklet univers, hvor bankmanden Josef K arresteres, stilles for en mystisk domstol og slutteligt dømmes til døden uden nogensinde at få anklagen at vide. Igennem hele bogen er der et nærvær af kræfter, der modarbejder Josef K, og det føles som om, at den mystiske domstol trænger ind overalt med sin absurde logik.
Et mystisk spil
Noget lignende finder man i den labyrintiske spændingsfilm "The Game", hvor Michael Douglas i skikkelse af millionæren Nicolas Van Orton vikles ind i et mærkeligt spil. Van Orton, der som barn har oplevet sin far begå selvmord, lever en ensom og kold tilværelse forskanset bag store metalhegn, luxuriøse biler og gigantiske kontorbygninger lavet af reflekterende glas.
På hans 48. fødselsdag, som han planlægger at fejre foran kabel-tv'et med en opvarmet burger, kontakter hans lillebror Conrad (Sean Penn) ham imidlertid. Conrads fødselsdagsgave er et gavekort til firmaet Consumer Recreational Services (CRS), som han opfordrer Nicolas til at besøge, hvilket han selvfølgelig gør. CRS laver specielt designede spil, som den involverede ikke kender hverken indholdet eller konsekvenserne af. Nicolas er skeptisk, men også nysgerrig - imidlertid bliver hans liv hurtigt vendt rundt og rundt og rundt i en uendelighed, indtil han ikke længere véd, hvad der er spil, og hvad der er virkelighed.
Sort og ubehagelig
"The Game" er meget effektiv. Det meste af tiden sidder man og prøver - ligesom Nicolas - at finde ud af, hvad f....., der foregår. Det er svært og gang på gang overrasker filmen ved at dreje i en fuldstændig uventet retning. Det fede ved filmen er det gådefulde og paranoiaagtige rum, den formår at skabe omkring Nicolas. Lige meget hvor han bevæger sig, er der en form for CRS tilstedeværelse, lige meget hvad han gør, virker det som om, at det passer ind i en eller anden overordnet plan. Spørgsmålet er så bare, hvem eller hvad der har mastermindet denne plan. Filmen giver som sagt ingen hjælp, og det hele bliver faktisk ganske sort og ubehageligt.
Det er nu også meget naturligt, for instruktøren af "The Game" hedder David Fincher og han har tidligere instrueret de dommedagsagtige "Alien 3" og "Se7en". Han må simpelthen være Hollywoods sortseer par ecxellence - og det smitter af, ikke bare i filmfortællingen, men også i stilen. Farverne er mørke, personerne befinder sig i indelukkede og klaustrofobiske rum, og der formidles i det hele taget en følelse af indestængthed, som hvert øjeblik kan eksplodere og dermed lukke alskens ulækker galde ud over lærredet.
Galden er godt på vej i "The Game", ligesom det Kafka'ske univers af uvidenhed, tvivl og absurditet næsten lykkes til fulde. Til allersidst løber det hele desværre lidt af sporet, hvorfor filmen ikke når helt op at ringe på linje med "Se7en". Det er som om, den ikke tør løbe konsekvenserne af sin egen sorte paranoialogik fuldt ud. Med "Se7en" gik man ud af biografen med følelsen af gentagne gange at være blevet slået hårdt i hovedet med en hammer. Med "The Game" bliver man også slået i hovedet - til gengæld får man plaster på bagefter!
19/11-2018
