Pull up to My Bumper, Baby...
4.0
"Crash" udforsker grænselandet mellem lemlæstelse, død og sexualitet, og giver tilskueren lyst til at tungekysse sin airbag.
Der har givetvis været andre udover nærværende anmelder, der har fniset smålummert over ovenstående tommetykke metafor i Grace Jones' store hit fra starten af 1980'erne. Men når instruktøren David Cronenberg 15 år efter udforsker denne metafor i filmen "Crash", er den nok gengivet mere bogstaveligt, end hverken Jones eller nogen sexfikseret teenager kunne have forestillet sig - endsige brudt sig om. For "Crash" er en film, hvor bilen ikke blot er stedet, hvor man dyrker sex på bagsædet, men er selve årsagen til, at sex i det hele taget skal dyrkes. Og jo værre bilen bliver kørt, og jo fælere sammenstød, desto bedre sex.
...in your long black limousine
James Ballard (James Spader) og hans kone Catherine (Deborah Unger) er ikke blege for at leve deres sexuelle fantasier ud. Om det er med hinanden eller med fremmede partnere er ikke så afgørende, som det er for dem at leve deres sexuelle drømme helt ud, og ikke mange sten lades uvendte. En aften kører James frontalt ind i en anden bil, og da braget og støvet har lagt sig, sidder han og stirrer ind i øjnene på Helen (Holly Hunter). Da han senere møder Helen igen, opdager han, at han ikke blot nærer et stort begær for hende, men også for hele situationen omkring sammenstødet. Tilfældigvis (heldigvis) er det vand på Helens mølle, så de indleder et intenst forhold. Igennem Helen møder James - og snart efter også Catherine - Vaughan (Elias Koteas), der lever og ånder for bilulykker og på det nærmeste fungerer som ypperstepræst for en menighed, der deler dette erotisk-maskinelle interessefællesskab. Vaughan rekonstruerer og iscenesætter berømte ulykker (så som James Deans), som var det performancekunst, alt imens han uddeler/afkræver sex af sine disciple. Snart finder James og Catherine sig suget ind i denne fascinerende verden, de hverken vil eller kan slippe ud af, og sammen prøver de at finde den grænse, hvor sex og død overlapper hinanden uden at stoppe op for at overveje konsekvenserne.
Pull up to my bumper, Baby...
"Crash" er en film, der ønsker at sætte sit publikum på prøve. Kan man, eller kan man ikke have den? Et stærkt provokerende valg af emne og en fortælleform, der gør "Showgirls" til et studium i understatement, var medvirkende til, at man I England og Norge ikke kunne have det, og forbød filmen. Om man i Danmark vil se publikum strømme til en film om mennesker, der til det ekstreme udlever deres sexuelle drifter mod moderne teknologi, kan kun tiden vise. Vaughan hylder med sentensen "the reshaping of the body with modern technology" alt det, silikoneprinsessen Pamela Anderson selv ikke i sin vildeste fantasi kunne finde på at få gjort ved sin krop. Snarere drages han mod den ultimativt vansirede og dog så sensuelle krop på Gabrielle (Rosanna Arquette). Hvert et ar er en erogen zone, og måden, arrene er fremkommet på, er blot en pirrende faktor. Som en moderne sex-Messias er Vaughan ikke til at holde sig fra hverken for James, Catherine eller Helen. Som en virus går han i blodet på dem og forandrer dem for evigt. Pludselig er et liv uden fare og smerte som afrodisiakum ikke værd at leve.
...and drive it in between
I denne skildring af sammensmeltningen mellem lemlæstelse og lyst bevæger Cronenberg sig på Greenawaysk territorium. Den høje ulækkerhedsfaktor, men heldigvis også blikket for æstetikken midt i perversionen har de til fælles. Som det nok fremgår, er "Crash" en stærkt erotisk film, nok noget af det tætteste en mainstream film kan komme på hardcore uden at være det. Dialogen gives råt for usødet ikke mindst af den ikke altid lige påklædte, men til gengæld konstant "Je t'aime"-stønnehviskende Deborah Unger, og handlingen parafraseres nok bedst som en lang række sexscener afbrudt af noget trafik i en mildt sagt løs fortællestruktur. Alligevel opleves "Crash" som en spændende omend ubehagelig film, hvis største fortjeneste er, at den faktisk har potentialet til at stimulere sit publikum, samtidig med at det er svært at forklare (eller forsvare) over for sig selv, at den virker. Og virke gør den. Som publikum tvinges man til at tage stilling til, hvad det er ved filmen, der formår at tænde én. Måske er det, at denne sammenstødskults perverterede opfattelse af seksualitet ikke er mere sær, end at de blot ønsker at leve deres lyster helt ud (og lidt til). Det er jo til at forstå. Måske er det, at Cronenberg med "Crash" har skabt en film, der er så rystende sensuel, at den kunne handle om ejendomshandel i Glyngøre uden at miste taget i publikum. En højst besynderlig oplevelse!!
Der har givetvis været andre udover nærværende anmelder, der har fniset smålummert over ovenstående tommetykke metafor i Grace Jones' store hit fra starten af 1980'erne. Men når instruktøren David Cronenberg 15 år efter udforsker denne metafor i filmen "Crash", er den nok gengivet mere bogstaveligt, end hverken Jones eller nogen sexfikseret teenager kunne have forestillet sig - endsige brudt sig om. For "Crash" er en film, hvor bilen ikke blot er stedet, hvor man dyrker sex på bagsædet, men er selve årsagen til, at sex i det hele taget skal dyrkes. Og jo værre bilen bliver kørt, og jo fælere sammenstød, desto bedre sex.
...in your long black limousine
James Ballard (James Spader) og hans kone Catherine (Deborah Unger) er ikke blege for at leve deres sexuelle fantasier ud. Om det er med hinanden eller med fremmede partnere er ikke så afgørende, som det er for dem at leve deres sexuelle drømme helt ud, og ikke mange sten lades uvendte. En aften kører James frontalt ind i en anden bil, og da braget og støvet har lagt sig, sidder han og stirrer ind i øjnene på Helen (Holly Hunter). Da han senere møder Helen igen, opdager han, at han ikke blot nærer et stort begær for hende, men også for hele situationen omkring sammenstødet. Tilfældigvis (heldigvis) er det vand på Helens mølle, så de indleder et intenst forhold. Igennem Helen møder James - og snart efter også Catherine - Vaughan (Elias Koteas), der lever og ånder for bilulykker og på det nærmeste fungerer som ypperstepræst for en menighed, der deler dette erotisk-maskinelle interessefællesskab. Vaughan rekonstruerer og iscenesætter berømte ulykker (så som James Deans), som var det performancekunst, alt imens han uddeler/afkræver sex af sine disciple. Snart finder James og Catherine sig suget ind i denne fascinerende verden, de hverken vil eller kan slippe ud af, og sammen prøver de at finde den grænse, hvor sex og død overlapper hinanden uden at stoppe op for at overveje konsekvenserne.
Pull up to my bumper, Baby...
"Crash" er en film, der ønsker at sætte sit publikum på prøve. Kan man, eller kan man ikke have den? Et stærkt provokerende valg af emne og en fortælleform, der gør "Showgirls" til et studium i understatement, var medvirkende til, at man I England og Norge ikke kunne have det, og forbød filmen. Om man i Danmark vil se publikum strømme til en film om mennesker, der til det ekstreme udlever deres sexuelle drifter mod moderne teknologi, kan kun tiden vise. Vaughan hylder med sentensen "the reshaping of the body with modern technology" alt det, silikoneprinsessen Pamela Anderson selv ikke i sin vildeste fantasi kunne finde på at få gjort ved sin krop. Snarere drages han mod den ultimativt vansirede og dog så sensuelle krop på Gabrielle (Rosanna Arquette). Hvert et ar er en erogen zone, og måden, arrene er fremkommet på, er blot en pirrende faktor. Som en moderne sex-Messias er Vaughan ikke til at holde sig fra hverken for James, Catherine eller Helen. Som en virus går han i blodet på dem og forandrer dem for evigt. Pludselig er et liv uden fare og smerte som afrodisiakum ikke værd at leve.
...and drive it in between
I denne skildring af sammensmeltningen mellem lemlæstelse og lyst bevæger Cronenberg sig på Greenawaysk territorium. Den høje ulækkerhedsfaktor, men heldigvis også blikket for æstetikken midt i perversionen har de til fælles. Som det nok fremgår, er "Crash" en stærkt erotisk film, nok noget af det tætteste en mainstream film kan komme på hardcore uden at være det. Dialogen gives råt for usødet ikke mindst af den ikke altid lige påklædte, men til gengæld konstant "Je t'aime"-stønnehviskende Deborah Unger, og handlingen parafraseres nok bedst som en lang række sexscener afbrudt af noget trafik i en mildt sagt løs fortællestruktur. Alligevel opleves "Crash" som en spændende omend ubehagelig film, hvis største fortjeneste er, at den faktisk har potentialet til at stimulere sit publikum, samtidig med at det er svært at forklare (eller forsvare) over for sig selv, at den virker. Og virke gør den. Som publikum tvinges man til at tage stilling til, hvad det er ved filmen, der formår at tænde én. Måske er det, at denne sammenstødskults perverterede opfattelse af seksualitet ikke er mere sær, end at de blot ønsker at leve deres lyster helt ud (og lidt til). Det er jo til at forstå. Måske er det, at Cronenberg med "Crash" har skabt en film, der er så rystende sensuel, at den kunne handle om ejendomshandel i Glyngøre uden at miste taget i publikum. En højst besynderlig oplevelse!!
19/11-2018
