Verdens største politibetjent
3.0
I "Air Force One" må USA og den frie verden forsvare sig mod overgreb fra nationalistiske terrorister, som gør det umulige: De kaprer dét fly, der ikke kan kapres - Air Force One
Air Force One er navnet på den amerikanske præsidents personlige fly. Sikkerhedsforanstaltningerne er naturligvis i top; det er i praksis utænkeligt, at nogen skulle kunne kapre denne flyvende afdeling af Det Hvide Hus. Alligevel er det selvfølgelig præcis hvad der sker i Wolfgang Petersens nye, stort anlagte action-film.
Action eller politik?
Filmen lægger ud med at lade den amerikanske præsident (Harrison Ford) holde en tale, hvor han proklamerer, at nu har USA fået nok af terrorisme, militærregimer og uretfærdigheder i øvrigt. Den slags utøj skal udryddes, og USA vil gå i spidsen. USA vil fra nu af passe sit arbejde som verdens politibetjent og forsvare den frie verdens idealer. Jamen at tænke sig, det står han virkelig og siger i fuldt alvor i en mainstream tju-bang-film. Ren og skær amerikansk propaganda.
Nå, men vi europæere, som har et sundt og distanceret forhold til amerikanerne og deres selvforståelse, vi kan jo koncentrere os om, hvor langt Gary Oldman kan få Ford og resten af den amerikanske administration ud i tovene. Efter han har taget flyet og dets besætning som gidsler, kræver han sin gamle diktatorven løsladt, så de sammen kan genopbygge Moder Rusland i klassisk militaristisk stil. Og han er en hård negl, Oldman, han har faktisk overtaget et godt stykke tid. Men selvfølgelig har han ikke fuldt forstået, hvem han er oppe mod: Selveste USA's præsident - verdens mægtigste mand.
God præsident
Harrison Ford er noget nær et perfekt valg til rollen som præsidenten. Hans blanding af handlekraft og sårbarhed udnyttes optimalt i historien, og kontrasten mellem ham og Gary Oldman som skurken er helt hollywood'sk og oplagt: Bundsolide, amerikanske familieværdier sat op mod europæisk dekadence, denne gang forklædt som østeuropæisk nationalisme. Uden Ford ville filmen stå sig skidt, for på en eller anden måde er det som om sympatien for ham bløder lidt op på filmens ideologiske fladpandethed.
Med "Air Force One" demonstrerer Wolfgang Petersen, som han også gjorde det med "Outbreak", at han kan styre det helt store filmmaskineri. Fly, kameraer, effekter, våben, det hele. Og han kan fortælle historien uden knas i maskineriet. Det er selvfølgelig et spørgsmål om, hvor mange kameler, man gider æde. Men en godt fortalt film om en fyr, der prøver at redde sig selv, sin familie og sit fly tilbage fra nogle gemene flykaprere - ja, den kan man efter min mening fint ofre en biografbillet på.
Air Force One er navnet på den amerikanske præsidents personlige fly. Sikkerhedsforanstaltningerne er naturligvis i top; det er i praksis utænkeligt, at nogen skulle kunne kapre denne flyvende afdeling af Det Hvide Hus. Alligevel er det selvfølgelig præcis hvad der sker i Wolfgang Petersens nye, stort anlagte action-film.
Action eller politik?
Filmen lægger ud med at lade den amerikanske præsident (Harrison Ford) holde en tale, hvor han proklamerer, at nu har USA fået nok af terrorisme, militærregimer og uretfærdigheder i øvrigt. Den slags utøj skal udryddes, og USA vil gå i spidsen. USA vil fra nu af passe sit arbejde som verdens politibetjent og forsvare den frie verdens idealer. Jamen at tænke sig, det står han virkelig og siger i fuldt alvor i en mainstream tju-bang-film. Ren og skær amerikansk propaganda.
Nå, men vi europæere, som har et sundt og distanceret forhold til amerikanerne og deres selvforståelse, vi kan jo koncentrere os om, hvor langt Gary Oldman kan få Ford og resten af den amerikanske administration ud i tovene. Efter han har taget flyet og dets besætning som gidsler, kræver han sin gamle diktatorven løsladt, så de sammen kan genopbygge Moder Rusland i klassisk militaristisk stil. Og han er en hård negl, Oldman, han har faktisk overtaget et godt stykke tid. Men selvfølgelig har han ikke fuldt forstået, hvem han er oppe mod: Selveste USA's præsident - verdens mægtigste mand.
God præsident
Harrison Ford er noget nær et perfekt valg til rollen som præsidenten. Hans blanding af handlekraft og sårbarhed udnyttes optimalt i historien, og kontrasten mellem ham og Gary Oldman som skurken er helt hollywood'sk og oplagt: Bundsolide, amerikanske familieværdier sat op mod europæisk dekadence, denne gang forklædt som østeuropæisk nationalisme. Uden Ford ville filmen stå sig skidt, for på en eller anden måde er det som om sympatien for ham bløder lidt op på filmens ideologiske fladpandethed.
Med "Air Force One" demonstrerer Wolfgang Petersen, som han også gjorde det med "Outbreak", at han kan styre det helt store filmmaskineri. Fly, kameraer, effekter, våben, det hele. Og han kan fortælle historien uden knas i maskineriet. Det er selvfølgelig et spørgsmål om, hvor mange kameler, man gider æde. Men en godt fortalt film om en fyr, der prøver at redde sig selv, sin familie og sit fly tilbage fra nogle gemene flykaprere - ja, den kan man efter min mening fint ofre en biografbillet på.
19/11-2018
