Hvis E.T. var 20 meter høj og lavet af metal....
4.0
Disney-studierne, der jo er ældst og størst, når snakken er om animationsfilm, får efterhånden kamp til stregen af nye såvel som gamle selskaber, der satser på brede animationsfilm for både det unge og det voksne publikum. Sidste år så vi film som "Prinsen af Egypten" og "Antz" fra DreamWorks, og nu kommer så den fine "Drengen og Jern-kæmpen" fra Warner Bros.
Da kommunistforskrækkelsen var på sit højeste i 50'ernes USA, kunne den mindste lille ting, der var blot en smule fremmed, få enhver ægte amerikansk patriot til at se blodrødt. For hvis det ikke var "os", der havde lavet den stakkels lille ting, så var det "dem", og det var mere end grund nok til at smadre den til atomer. Man kunne jo altid spørge bagefter.
Stor, klodset og fremmed
I 1957 finder 9-årige Hogarth en robot ude i skoven i nærheden af den lille amerikanske by, Rockwell, hvor han bor alene sammen med sin mor. Ikke en lille snoldet legetøjsrobot, men en 20 meter høj robot fra det ydre rum. Altså meget stor og meget fremmed. Der er med andre ord udsigt til ballade, hvis regeringen, efterretningstjenesten, patrioterne og andet ærkeamerikansk godtfolk kommer på sporet af den høje metalgæst, som opfører sig lidt uvant, for nu ikke at sige klodset, i sine nye omgivelser. Med den størrelse og uden bordmanerer undgår man ikke at skabe lidt ravage hernede på Jorden.
Heldigvis finder Hogarth frem til Jern-kæmpen, inden den har efterladt alt for mange ulykker på sin vej. Han får banket lidt regler for almindelig god opførsel ind i låget på Jern-kæmpen, som til gengæld bliver Hogarths ultimative legekammerat og en kærkommen papfar af metal. Men naturligvis er der stærke kræfter, der arbejder for at lokalisere og udslette det ukendte, som befinder sig derude i skoven. Hvad enten det så er russerne, kineserne, marsboerne eller blot en 9-årig knægt og hans lidt aparte kammerat, bliver den amerikanske militærmaskine sendt til Rockwell for den nationale sikkerheds skyld. Sikkerheden er det herefter så som så med, men takket være Hogarth og Jern-kæmpens venskab, bliver konsekvenserne knap så fatale for menneskeheden, som militæret nær havde været skyld i.
Som man råber i skoven, får man svar
Det er en meget opbyggelig historie om venskab på tværs af forskelligheder og den farlige irrationelle frygt for det ukendte, vi her får fortalt. Sammenligningen med "E.T." ('82) er helt oplagt - også i "Drengen og Jern-kæmpen" er det barnet, der fordomsfrit byder den fremmede gæst velkommen, mens de voksne reagerer med angst og aggression. Selvfølgelig er pointen, at hvis vi møder Jern-kæmpen med varme og menneskelighed, så tager den ved lære af det. Hvis vi møder den med våben, ja, så har vi selv bedt om, at den skal blive vores fjende.
Når "Drengen og Jern-kæmpen" er så vellykket for både børn og voksne, er det fordi den - som alle gode historier - virker på flere planer. En lille dreng, der får en kæmperobot som bedste ven, er en god visuel idé. At de bliver forfulgt af en hemmelig agent, og senere militæret, er elementært spændende. At baggrunden for dramaet er det amerikanske koldkrigsklima, er interessant i et historisk og kulturelt perspektiv, og opfordringen til at bekæmpe fordomme og voldsanvendelse har universelle kvaliteter. Det samme gælder filmen som helhed, og den fortjener et stort publikum i alle aldersklasser.
Da kommunistforskrækkelsen var på sit højeste i 50'ernes USA, kunne den mindste lille ting, der var blot en smule fremmed, få enhver ægte amerikansk patriot til at se blodrødt. For hvis det ikke var "os", der havde lavet den stakkels lille ting, så var det "dem", og det var mere end grund nok til at smadre den til atomer. Man kunne jo altid spørge bagefter.
Stor, klodset og fremmed
I 1957 finder 9-årige Hogarth en robot ude i skoven i nærheden af den lille amerikanske by, Rockwell, hvor han bor alene sammen med sin mor. Ikke en lille snoldet legetøjsrobot, men en 20 meter høj robot fra det ydre rum. Altså meget stor og meget fremmed. Der er med andre ord udsigt til ballade, hvis regeringen, efterretningstjenesten, patrioterne og andet ærkeamerikansk godtfolk kommer på sporet af den høje metalgæst, som opfører sig lidt uvant, for nu ikke at sige klodset, i sine nye omgivelser. Med den størrelse og uden bordmanerer undgår man ikke at skabe lidt ravage hernede på Jorden.
Heldigvis finder Hogarth frem til Jern-kæmpen, inden den har efterladt alt for mange ulykker på sin vej. Han får banket lidt regler for almindelig god opførsel ind i låget på Jern-kæmpen, som til gengæld bliver Hogarths ultimative legekammerat og en kærkommen papfar af metal. Men naturligvis er der stærke kræfter, der arbejder for at lokalisere og udslette det ukendte, som befinder sig derude i skoven. Hvad enten det så er russerne, kineserne, marsboerne eller blot en 9-årig knægt og hans lidt aparte kammerat, bliver den amerikanske militærmaskine sendt til Rockwell for den nationale sikkerheds skyld. Sikkerheden er det herefter så som så med, men takket være Hogarth og Jern-kæmpens venskab, bliver konsekvenserne knap så fatale for menneskeheden, som militæret nær havde været skyld i.
Som man råber i skoven, får man svar
Det er en meget opbyggelig historie om venskab på tværs af forskelligheder og den farlige irrationelle frygt for det ukendte, vi her får fortalt. Sammenligningen med "E.T." ('82) er helt oplagt - også i "Drengen og Jern-kæmpen" er det barnet, der fordomsfrit byder den fremmede gæst velkommen, mens de voksne reagerer med angst og aggression. Selvfølgelig er pointen, at hvis vi møder Jern-kæmpen med varme og menneskelighed, så tager den ved lære af det. Hvis vi møder den med våben, ja, så har vi selv bedt om, at den skal blive vores fjende.
Når "Drengen og Jern-kæmpen" er så vellykket for både børn og voksne, er det fordi den - som alle gode historier - virker på flere planer. En lille dreng, der får en kæmperobot som bedste ven, er en god visuel idé. At de bliver forfulgt af en hemmelig agent, og senere militæret, er elementært spændende. At baggrunden for dramaet er det amerikanske koldkrigsklima, er interessant i et historisk og kulturelt perspektiv, og opfordringen til at bekæmpe fordomme og voldsanvendelse har universelle kvaliteter. Det samme gælder filmen som helhed, og den fortjener et stort publikum i alle aldersklasser.
19/11-2018
