Gule løgne
2.0
Riget I Midten er i centrum i en systemkritisk og meget moralsk spændingsfilm
For anden gang i år rettes et bebrejdende blik fra Hollywood mod Kina. Først kom kinesernes invasion af Tibet i søgelyset med "Syv år i Tibet" og med Jon Avnets "Red Corner" er turen kommet til individets manglende rettigheder indenfor selve Folkerepublikken. Ved at vælge Richard Gere til hovedrollen som en amerikaner i slem knibe, sættes ekstra fokus på filmens politiske indhold, idet Gere personligt har været involveret i støttearbejde til fordel for Tibet og Dalai Lama. Af den grund er han ikke velkommen indenfor Kinas grænser. De kinesiske myndigheder var heller ikke meget for at lade Jon Avnet filme i landets hovedstad, Beijing, så flere klip derfra er optaget med skjult kamera eller lavet ved hjælp af computerteknik.
Chok i Beijing
Iført en blodplettet skjorte vækkes advokaten Jack Moore (Richard Gere) på sit hotelværelse af det kinesiske politi. Modellen, som han tilbragte natten sammen med, er myrdet, og Jacks fingeraftryk befinder sig på mordvåbnet. Han fængsles brutalt, og et udmattende maratonløb mod en kinesisk mur af stejlhed og kringlede love kan tage sin begyndelse. Shen Yuelin (Bai Ling) er navnet på den unge kvindelige forsvarer han tildeles, og som lidt efter lidt overbevises om hans uskyld. Nu gælder det så kampen mod det kinesiske retsvæsen - og for at holde sig i live. Der er skumle personer i kulissen, som helst ser Jack død og begravet, og hele affæren har sandsynligvis noget at gøre med hans andel i en vigtig handelsaftale om satellitrettigheder til det kinesiske tv-marked.
Den amerikanske ambassade er gennem hele forløbet ikke til megen hjælp, da faren for at få en politisk varm kartoffel mellem hænderne er overhængende. Dermed tager "Red Corner" grundigt fat om de modstridende interesser mellem politiske og kommercielle hensyn, der altid synes at kollidere, når landet med en milliard forbrugere er på dagsordnen. Den interessekonflikt kan selv lille Danmark nikke genkendende til.
Parløb uden finesser
Der bruges (for) meget tid på at skildre Jacks fysiske og psykiske isolation. Han forstår kun enkelte kinesiske ord, og er derfor hjælpeløs, hvis kommunikationen foregår uden tolk. Den pointe slås hurtigt fast, men filmen insisterer på at gøre det med syvtommersøm, og især de mange scener i retssalen forlænges unødigt. Der skal også være plads til personlig udvikling og tillid på tværs af nationaliteter i en film som denne, så Jack og Yuelin finder tid til at føre en række lettere banale samtaler om samfundsopfattelser, familie og individets ret til at blive hørt. Disse svagheder kunne man godt overse, hvis filmen så bare var virkelig spændende. Men her kniber det også. Intrigen indeholder ikke mange spidsfindigheder, og så er hverken Mr. Moore eller publikum på noget tidspunkt i tvivl om hans uskyld. Tilbage er blot at vente på, at det modige og kløgtige amerikansk-kinesiske par vinder på point over systemet. Men en biograf skulle helst være mere end blot en ventesal. Der er mere fladpandet systemkritik end hårrejsende spænding i "Red Corner".

19/11-2018