Rodløse gys
2.0
Susanne Biers nyeste film "Sekten" lægger sig et underligt uforløst sted mellem en kvindefilm og en okkult gyser.
Filmens handling tager sit udgangspunkt i de to hjerteveninder Anne og Mona, der bliver spillet med tilpas moderne pigelighed af Ellen Hillingsø og Sofie Gråbøl. Mona står overfor at skulle giftes, og det er hun ikke ubetinget lykkelig over, hvilket kun er forståeligt, når hendes kommende svigermor er den dominerende harpe Ghita Nørby, der ovenikøbet for medlidenhedens skyld er placeret i rullestol. Samtidig er Anne faldet for psykologen Dr. Lack (spillet med megen mystik af Sverre Anker Ousdahl), der sammen med sin kone driver en skjult, nyreligiøs sekt ved siden af.
Anne drages længere og længere ind i sektlivet, og da Mona finder ud af, hvor langt hendes veninde efterhånden er ude, sætter hun sig for at hjælpe. Med en blanding af afsky og fascination bevæger hun sig ind i sekten og drages efterhånden også af den kære Dr. Lack. Fra at være et spagt forsøg på et moderne kvindestudie, vendes bøtten og fortsætter nu som uforfalsket gyser, da Mona dropper sit bryllup for at tage til Orø og redde Anne fra den sidste omgang hjernevask.
Nydelig ligegyldighed
Det er tydeligt, at man her har forsøgt at ride med på bølgen fra "Nattevagten", og det er bestemt også en prisværdig bølge at ride med på. Men det kræver at materialet er tilstede, og at man er villig til at overgive sig til genrens præmisser. Og det er på netop disse to punkter, at filmen halter. Man har haft åbenlyse ambitioner om at lave noget, der ligner en intellektuel gyser à la "Rosemary's Baby", hvor man vil bevare den kunstneriske integritet og samtidig appellere til et bredere publikum, og det er sand for dyden en svær kunst, der kun lykkes i de færreste tilfælde.
De fleste forsøg ender med, som i dette tilfælde, at sætte sig mellem de to nok så berømte stole og flyde ud i ingenting. I "Sekten" er selve gyserhistorien noget tynd, mens kvindefrigørelses-temaet virker både malplaceret og uengageret. Bevares, det hele er pakket ganske pænt ind i nydelige og gyseragtige billeder af labyrintiske lejligheder og den obligatoriske pige-alene-i-mørk-skov scene, men det bliver i sidste ende tomme manerer i en tynd skal.
Sofie Gråbøl nøgen for 117. Gang
Filmens forsøg på at fremme gysereffekterne er i visse tilfælde problematiske set i forhold til den ramme, filmen selv stiller op. Dens brug af gyserfilmens klicheer bliver derfor ikke til venlig pastiche, men snarere effekter til at retfærdiggøre filmen som gyser. Til denne række kan nævnes, at filmen er opdelt i noget, der kunne ligne sektens 10 bud, så som "Vi elsker dig", "Vi ved alt" og "Vi stoler kun på os selv", men problemet er unægtelig stort, når disse små bud ikke understøttes af selve handlingen. På samme måde overser filmen ikke en eneste mulighed for at vise den hårdtprøvede Sofie Gråbøl mere eller mindre afklædt. Jeg skal da være den første til at indrømme fornøjelsen ved det, men det er svært at overse filmens lidet skjulte intentioner om at "nøgne piger er en naturlig ingrediens i gyserfilm, ergo %u2026..".
Det ville have klædt filmen usigeligt at lægge manererne på hylden og lave en gyserfilm uden omsvøb i stedet for den nydelige ligegyldighed, der nu foreligger.
Filmens handling tager sit udgangspunkt i de to hjerteveninder Anne og Mona, der bliver spillet med tilpas moderne pigelighed af Ellen Hillingsø og Sofie Gråbøl. Mona står overfor at skulle giftes, og det er hun ikke ubetinget lykkelig over, hvilket kun er forståeligt, når hendes kommende svigermor er den dominerende harpe Ghita Nørby, der ovenikøbet for medlidenhedens skyld er placeret i rullestol. Samtidig er Anne faldet for psykologen Dr. Lack (spillet med megen mystik af Sverre Anker Ousdahl), der sammen med sin kone driver en skjult, nyreligiøs sekt ved siden af.
Anne drages længere og længere ind i sektlivet, og da Mona finder ud af, hvor langt hendes veninde efterhånden er ude, sætter hun sig for at hjælpe. Med en blanding af afsky og fascination bevæger hun sig ind i sekten og drages efterhånden også af den kære Dr. Lack. Fra at være et spagt forsøg på et moderne kvindestudie, vendes bøtten og fortsætter nu som uforfalsket gyser, da Mona dropper sit bryllup for at tage til Orø og redde Anne fra den sidste omgang hjernevask.
Nydelig ligegyldighed
Det er tydeligt, at man her har forsøgt at ride med på bølgen fra "Nattevagten", og det er bestemt også en prisværdig bølge at ride med på. Men det kræver at materialet er tilstede, og at man er villig til at overgive sig til genrens præmisser. Og det er på netop disse to punkter, at filmen halter. Man har haft åbenlyse ambitioner om at lave noget, der ligner en intellektuel gyser à la "Rosemary's Baby", hvor man vil bevare den kunstneriske integritet og samtidig appellere til et bredere publikum, og det er sand for dyden en svær kunst, der kun lykkes i de færreste tilfælde.
De fleste forsøg ender med, som i dette tilfælde, at sætte sig mellem de to nok så berømte stole og flyde ud i ingenting. I "Sekten" er selve gyserhistorien noget tynd, mens kvindefrigørelses-temaet virker både malplaceret og uengageret. Bevares, det hele er pakket ganske pænt ind i nydelige og gyseragtige billeder af labyrintiske lejligheder og den obligatoriske pige-alene-i-mørk-skov scene, men det bliver i sidste ende tomme manerer i en tynd skal.
Sofie Gråbøl nøgen for 117. Gang
Filmens forsøg på at fremme gysereffekterne er i visse tilfælde problematiske set i forhold til den ramme, filmen selv stiller op. Dens brug af gyserfilmens klicheer bliver derfor ikke til venlig pastiche, men snarere effekter til at retfærdiggøre filmen som gyser. Til denne række kan nævnes, at filmen er opdelt i noget, der kunne ligne sektens 10 bud, så som "Vi elsker dig", "Vi ved alt" og "Vi stoler kun på os selv", men problemet er unægtelig stort, når disse små bud ikke understøttes af selve handlingen. På samme måde overser filmen ikke en eneste mulighed for at vise den hårdtprøvede Sofie Gråbøl mere eller mindre afklædt. Jeg skal da være den første til at indrømme fornøjelsen ved det, men det er svært at overse filmens lidet skjulte intentioner om at "nøgne piger er en naturlig ingrediens i gyserfilm, ergo %u2026..".
Det ville have klædt filmen usigeligt at lægge manererne på hylden og lave en gyserfilm uden omsvøb i stedet for den nydelige ligegyldighed, der nu foreligger.
19/11-2018
