Fortællingens vildveje
3.0
En sympatisk og velspillet film kører langsomt, men sikkert af sporet og ender som en ujævn og rodet affære
Siddharta er en køn, kvik knægt med talent for såvel alternativ computerprogrammering som alternativ musik. Som barn af endog særdeles unge forældre, der stadig har travlt med at leve deres ungdomsdrømme helt ud, inden 70'erne helt er glemt, har han ubegrænset frihed til at gøre, hvad pokker han vil, når han vil. Denne frihed er dog desværre nærmere et svigt fra den mor, som han lever alene sammen med, og han må se sig henvist til rollen som den ansvarlige voksne. Moderen er boheme i tredje potens, og trods sin grænseløse kærlighed over for Siddharta og hans halvsøster Domitilia, som heldigvis normalt bor hos sin far, vejer frihedstrangen og - viser det sig - stofmisbruget tungere end trivialiteter som reel omsorg for sine børn.
Kanylen i familiens skød
Siddharta har fået den voksnes ansvar i en alt for tidlig alder, og dette indebærer også ansvaret for den fireårige Domitilia i juleferien. Så mens moderen laver guderne må vide hvad, må Siddharta balancere mellem at leve sit eget liv og være Domitilias eneste voksenkontakt. Men Siddharta kan naturligvis ikke holde øje med sin lillesøster hvert eneste øjeblik, og uheldet er ude, da Domitilia roder i sin mors ting, finder en kanyle og stikker sig på den. Siddharta, som på én gang er chokeret over opdagelsen af moderens misbrug og det faktum, at søsteren kan være smittet med en sygdom, står nu med hele den tunge opgave at få søsteren undersøgt, uden at moderen bliver meldt til myndighederne.
På sidelinjen står de to fædre, den ene filmmand og boheme som moderen, den anden en rigtig samfundsstøtte og moderens diametrale modsætning. Lidt efter lidt bliver de begge involveret i hele situationen, som de med større eller mindre lyst forsøger at komme igennem i fællesskab. Den lille familie bliver større, men ikke mindre mærkelig.
Diffust drama
Med "Kærlighedens vildveje" har italieneren Francesca Archibugi skabt en film, som er mere sympatisk end egentlig vellykket. Historien om det omsorgssvigt, som moderen og til dels faderen udsætter Siddharta for, og som afføder en ensomhed og overansvarlighed hos ham, er et godt og ikke ofte vist tema. Det er ikke desto mindre voldsomt relevant, sådan som især den industrialiserede verden er skruet sammen i dag. Desværre har filmen det med at miste fokus, og der bliver hele tiden afstukket ny kurs for historien. Der er i lang tid lagt op til, at filmen skal handle om Siddharta og den barndom, som han er blevet berøvet. Så bringes hele dramaet om følgerne af lillesøsterens nærkontakt med kanylen på banen. Dernæst kaster filmen sig over moderens skæbne. Ind imellem følges snart den ene, snart den anden far.
I stedet for at blive en spændende fortælling, der leger med vores forventninger til, hvad en logisk fortælling er, ender den blot som et diffust drama, der ikke kan fastholde sin synsvinkel. Archibugi vil angribe sin historie fra alle sider på én gang og gøre alle figurerne til hovedroller - sågar hver med deres voice over - og det kan den ret beset temmelig spinkle historie ikke bære. I stedet bliver "Kærlighedens vildveje" blot mere og mere utilfredsstillende, som filmen skrider frem mod den slutning, der aldrig rigtig kommer.
Når dette er sagt, må man lade Archibugi, at hun forstår at lade de enkelte scener med intensitet, lige så vel som hun får det ypperlige frem i spillerne. Siddharta, spillet af Niccolò Senni, er intet mindre end et fund. Filmsproget er ungt og dynamisk, og kameraet hviler næppe på stativ ret mange sekunder i filmen. Desværre virker dette og de mange computeranimationer som tomme kalorier og trendy indpakning af noget, som i bund og grund er et godt gammeldags drama, der bare ikke er så overbevisende fortalt.
Siddharta er en køn, kvik knægt med talent for såvel alternativ computerprogrammering som alternativ musik. Som barn af endog særdeles unge forældre, der stadig har travlt med at leve deres ungdomsdrømme helt ud, inden 70'erne helt er glemt, har han ubegrænset frihed til at gøre, hvad pokker han vil, når han vil. Denne frihed er dog desværre nærmere et svigt fra den mor, som han lever alene sammen med, og han må se sig henvist til rollen som den ansvarlige voksne. Moderen er boheme i tredje potens, og trods sin grænseløse kærlighed over for Siddharta og hans halvsøster Domitilia, som heldigvis normalt bor hos sin far, vejer frihedstrangen og - viser det sig - stofmisbruget tungere end trivialiteter som reel omsorg for sine børn.
Kanylen i familiens skød
Siddharta har fået den voksnes ansvar i en alt for tidlig alder, og dette indebærer også ansvaret for den fireårige Domitilia i juleferien. Så mens moderen laver guderne må vide hvad, må Siddharta balancere mellem at leve sit eget liv og være Domitilias eneste voksenkontakt. Men Siddharta kan naturligvis ikke holde øje med sin lillesøster hvert eneste øjeblik, og uheldet er ude, da Domitilia roder i sin mors ting, finder en kanyle og stikker sig på den. Siddharta, som på én gang er chokeret over opdagelsen af moderens misbrug og det faktum, at søsteren kan være smittet med en sygdom, står nu med hele den tunge opgave at få søsteren undersøgt, uden at moderen bliver meldt til myndighederne.
På sidelinjen står de to fædre, den ene filmmand og boheme som moderen, den anden en rigtig samfundsstøtte og moderens diametrale modsætning. Lidt efter lidt bliver de begge involveret i hele situationen, som de med større eller mindre lyst forsøger at komme igennem i fællesskab. Den lille familie bliver større, men ikke mindre mærkelig.
Diffust drama
Med "Kærlighedens vildveje" har italieneren Francesca Archibugi skabt en film, som er mere sympatisk end egentlig vellykket. Historien om det omsorgssvigt, som moderen og til dels faderen udsætter Siddharta for, og som afføder en ensomhed og overansvarlighed hos ham, er et godt og ikke ofte vist tema. Det er ikke desto mindre voldsomt relevant, sådan som især den industrialiserede verden er skruet sammen i dag. Desværre har filmen det med at miste fokus, og der bliver hele tiden afstukket ny kurs for historien. Der er i lang tid lagt op til, at filmen skal handle om Siddharta og den barndom, som han er blevet berøvet. Så bringes hele dramaet om følgerne af lillesøsterens nærkontakt med kanylen på banen. Dernæst kaster filmen sig over moderens skæbne. Ind imellem følges snart den ene, snart den anden far.
I stedet for at blive en spændende fortælling, der leger med vores forventninger til, hvad en logisk fortælling er, ender den blot som et diffust drama, der ikke kan fastholde sin synsvinkel. Archibugi vil angribe sin historie fra alle sider på én gang og gøre alle figurerne til hovedroller - sågar hver med deres voice over - og det kan den ret beset temmelig spinkle historie ikke bære. I stedet bliver "Kærlighedens vildveje" blot mere og mere utilfredsstillende, som filmen skrider frem mod den slutning, der aldrig rigtig kommer.
Når dette er sagt, må man lade Archibugi, at hun forstår at lade de enkelte scener med intensitet, lige så vel som hun får det ypperlige frem i spillerne. Siddharta, spillet af Niccolò Senni, er intet mindre end et fund. Filmsproget er ungt og dynamisk, og kameraet hviler næppe på stativ ret mange sekunder i filmen. Desværre virker dette og de mange computeranimationer som tomme kalorier og trendy indpakning af noget, som i bund og grund er et godt gammeldags drama, der bare ikke er så overbevisende fortalt.
19/11-2018