En romantisk-ideologikritisk komedie?
2.0
Det kommende præsidentvalg tages under kærlig behandling i "Præsident på frierfødder".
Det politiske system i USA er i vælten i øjeblikket. Primærvalgene er gået i gang, og dermed er kapløbet om, hvem der skal sidde i det hvide hus de næste fire år i fuld sving. Som sædvanlig drejer det sig mere om penge, personer og ubehagelige smædekampagner, end om egentlig politik, og med den eneste forskel fra tidligere, at de republikanske kandidater denne gang virker om muligt endnu mere populistiske og ekstremistiske end normalt. Vil man have en fornemmelse af, hvordan det omsuste præsidentembede ser ud indefra, så har man nu chancen med den romantiske komedie "Præsident på frierfødder".
Michael Douglas spiller en amerikansk præsident, der er enkemand. Midt i en hektisk tid op til et nyt valg, bliver han pludselig forelsket i en køn miljølobbyist, spillet af Annette Bening. Hun er selvfølgelig temmelig overrasket over præsidentens kurtisering, og handlingen skrider frem som en almindelig amerikansk date-movie, bortset fra, at deres forhold i sagens natur kompliceres en anelse af det faktum, at han er præsident. Rigtigt slemt bliver det dog først, da den onde republikanske udfordrer begynder at bruge deres forhold til at køre en hadsk personhetz op til valget, samtidig med, at præsidentens faldende popularitet giver ham problemer med at få nogle vigtige love igennem.
En velvalgt Douglas
Filmen er klart en af Michael Douglas bedre skuespillerpræstationer. Hvor hans kløvede hage og lidt klumpede figur før har givet ham problemer som actionhelt, eller værre endnu, i rollen som mandligt sexobjekt i f.eks. "Iskoldt begær", så passer han meget bedre til rollen som præsident. Det virker også noget mere overbevisende, at hans kvindelige modspiller er Annette Bening (som er sød, men en anelse slingrende i sit komedieprægede spil), end f.eks. Sharon Stone (hvem husker ikke scenen fra "Iskoldt begær", hvor de to danser hed techno til et warehouse-party - så er statsmiddage klart at foretrække).
Det man er mest spændt på, før man går ind og ser filmen, er hvor tæt og kritisk den tør skildre de åbenbare politiske aspekter. Det både gør den og gør ikke. Filmen har valgt at placere sig mellem det underholdende og det kritiske. Vi får en klar demonstration af, hvor stor en rolle meningsmålinger, lobbyister og skjulte aftaler egentlig spiller i den politiske dagligdag i USA. Samtidig er der en række hints til den rigtige politiske verden - den repuplikanske kandidats udnyttelse af et billede, hvor Annette Bening ses ved en flagafbrændning (en sag, der var stærkt medvirkende til at gøre Bush til præsident), præsidentens manglende militærtjenste, og det åbentlyst tåbelige i, at ingen tør bekæmpe kriminalitet ved at forbyde håndvåben (en anden repuplikansk mærkesag).
Filmen kan som sådan ses som et liberalt forsvar for Clintons genvalg, hvad den da også er blevet af mange. Til gengæld mangler man en mere kritisk indgang til selve præsidenten. Det ligger i Hollywood-traditionen, at en film skal have de gode mod de onde, the good gyus mod the bad gyus. Derfor er Douglas en meget idealistisk præsident, der har vundet sin post uden smædekampagner, fordi hans kones død har beskyttet ham mod dem. Men hvis man skal tro mere realistiske skildringer af præsidentembedet (f.eks. den anonyme nøgleroman om Clintons præsidendentkampagne, "Primary Colors", som netop nu ryster det liberale USA), så skulle filmen snarere være en spaghettiwestern med udelukkende bad guys, for selve præsidentvalgets natur (fedteriet for penge og interessegrupper) sætter skarpe grænser for, hvor idealistisk man kan være, hvis man vil være præsident.
Alt i alt er "Præsident på frierfødder blevet en udmærket, og så absolut solidt underholdende film, som holder ens interesse fanget hele tiden. Den eneste rigtige kritik man kan give filmen som Hollywoodsk genrefilm er, at man som tilskuer gerne ville have set præsidenten få skovlen lidt mere eftertrykkeligt under den onde udfordrer. Men med lidt held lykkes det måske for Clinton i det virkelige liv.
Det politiske system i USA er i vælten i øjeblikket. Primærvalgene er gået i gang, og dermed er kapløbet om, hvem der skal sidde i det hvide hus de næste fire år i fuld sving. Som sædvanlig drejer det sig mere om penge, personer og ubehagelige smædekampagner, end om egentlig politik, og med den eneste forskel fra tidligere, at de republikanske kandidater denne gang virker om muligt endnu mere populistiske og ekstremistiske end normalt. Vil man have en fornemmelse af, hvordan det omsuste præsidentembede ser ud indefra, så har man nu chancen med den romantiske komedie "Præsident på frierfødder".
Michael Douglas spiller en amerikansk præsident, der er enkemand. Midt i en hektisk tid op til et nyt valg, bliver han pludselig forelsket i en køn miljølobbyist, spillet af Annette Bening. Hun er selvfølgelig temmelig overrasket over præsidentens kurtisering, og handlingen skrider frem som en almindelig amerikansk date-movie, bortset fra, at deres forhold i sagens natur kompliceres en anelse af det faktum, at han er præsident. Rigtigt slemt bliver det dog først, da den onde republikanske udfordrer begynder at bruge deres forhold til at køre en hadsk personhetz op til valget, samtidig med, at præsidentens faldende popularitet giver ham problemer med at få nogle vigtige love igennem.
En velvalgt Douglas
Filmen er klart en af Michael Douglas bedre skuespillerpræstationer. Hvor hans kløvede hage og lidt klumpede figur før har givet ham problemer som actionhelt, eller værre endnu, i rollen som mandligt sexobjekt i f.eks. "Iskoldt begær", så passer han meget bedre til rollen som præsident. Det virker også noget mere overbevisende, at hans kvindelige modspiller er Annette Bening (som er sød, men en anelse slingrende i sit komedieprægede spil), end f.eks. Sharon Stone (hvem husker ikke scenen fra "Iskoldt begær", hvor de to danser hed techno til et warehouse-party - så er statsmiddage klart at foretrække).
Det man er mest spændt på, før man går ind og ser filmen, er hvor tæt og kritisk den tør skildre de åbenbare politiske aspekter. Det både gør den og gør ikke. Filmen har valgt at placere sig mellem det underholdende og det kritiske. Vi får en klar demonstration af, hvor stor en rolle meningsmålinger, lobbyister og skjulte aftaler egentlig spiller i den politiske dagligdag i USA. Samtidig er der en række hints til den rigtige politiske verden - den repuplikanske kandidats udnyttelse af et billede, hvor Annette Bening ses ved en flagafbrændning (en sag, der var stærkt medvirkende til at gøre Bush til præsident), præsidentens manglende militærtjenste, og det åbentlyst tåbelige i, at ingen tør bekæmpe kriminalitet ved at forbyde håndvåben (en anden repuplikansk mærkesag).
Filmen kan som sådan ses som et liberalt forsvar for Clintons genvalg, hvad den da også er blevet af mange. Til gengæld mangler man en mere kritisk indgang til selve præsidenten. Det ligger i Hollywood-traditionen, at en film skal have de gode mod de onde, the good gyus mod the bad gyus. Derfor er Douglas en meget idealistisk præsident, der har vundet sin post uden smædekampagner, fordi hans kones død har beskyttet ham mod dem. Men hvis man skal tro mere realistiske skildringer af præsidentembedet (f.eks. den anonyme nøgleroman om Clintons præsidendentkampagne, "Primary Colors", som netop nu ryster det liberale USA), så skulle filmen snarere være en spaghettiwestern med udelukkende bad guys, for selve præsidentvalgets natur (fedteriet for penge og interessegrupper) sætter skarpe grænser for, hvor idealistisk man kan være, hvis man vil være præsident.
Alt i alt er "Præsident på frierfødder blevet en udmærket, og så absolut solidt underholdende film, som holder ens interesse fanget hele tiden. Den eneste rigtige kritik man kan give filmen som Hollywoodsk genrefilm er, at man som tilskuer gerne ville have set præsidenten få skovlen lidt mere eftertrykkeligt under den onde udfordrer. Men med lidt held lykkes det måske for Clinton i det virkelige liv.
19/11-2018
